Til Forsiden
 
Es 58,5-6 Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg;

Matt 4,1-4 Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' "

Johannes' disciple havde ikke nogen klar forståelse af Kristi gerning. De mente, at der måske lå noget til grund for farisæernes anklage. De overholdt selv mange af de regler, der var foreskrevet af de skriftkloge, og de håbede endog at blive retfærdiggjorte ved lovens gerninger. Faste blev overholdt af jøderne som en fortjenstfuld handling, og de strengeste iblandt dem fastede to gange om ugen. Farisæerne og Johannes' disciple fastede, da de sidstnævnte kom til Jesus med dette spørgsmål: "Hvorfor faster vi og farisæerne, men dine disciple faster ikke?" 
Jesus gav dem et meget mildt svar. Han gjorde ikke noget forsøg på at rette deres forkerte opfattelse af at faste, men prøvede blot at retlede dem med hensyn til sin egen opgave. Og dette gjorde han ved at benytte det samme eksempel, som Døberen selv havde brugt, da han vidnede om Jesus. Johannes havde sagt: "Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen." Joh 3,29. Johannes' disciple kunne ikke undgå at huske disse deres lærers ord, da Jesus, idet han brugte det samme billede, sagde: "Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er hos dem?" 
Himmelens Konge var blandt sit folk. Guds største gave var blevet givet til jorden. Glæde for de fattige, thi Kristus var kommen for at gøre dem til arvinger til sit rige. Glæde for de rige, fordi han ville lære dem, hvordan de skulle skaffe sig evige rigdomme. Glæde for de uvidende; han ville gøre dem vise til salighed. Glæde for de vise; han ville åbenbare dem dybere hemmeligheder, end de nogen sinde havde loddet. Sandheder, der havde været skjult fra verdens skabelse, ville blive åbenbaret for mennesker ved Frelserens udsendelse. 

Johannes Døber havde frydet sig ved at se Frelseren. Hvilken anledning til at fryde sig havde ikke disciplene, der havde fået den forrettighed at vandre og tale sammen med Himmelens Majestæt! Dette var ikke tidspunktet for dem til at sørge og faste. De måtte med åbent sind tage imod herlighedens lys, så de kunne sprede lys til dem, der sad i mørket og dødens skygge. 
Det var et lyst billede, som Kristi ord kaldte frem, men over det lå der en mørk skygge, som kun hans øjne skimtede. "Men der skal komme dage," sagde han, "da brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste." Når disciplene så deres Herre forrådt og korsfæstet, så ville de sørge og faste. I sine sidste ord til dem i salen ovenpå sagde han til dem: 

 "Om en liden stund skal I ikke se mig, og atter om en liden stund skal I se mig. Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig; I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde." Joh 16,19-20. 
Når han stod op fra graven, skulle deres sorg vendes til glæde. Efter sin optagelse til Himmelen ville han i personlig skikkelse være borte fra dem, men gennem Talsmanden ville han stadig være dem nær, og de skulle ikke bruge tiden til at sørge. Det var dette, som var Satans ønske. Han ville, at de skulle give verden indtryk af, at de var blevet narrede og skuffede; men de skulle i tro se frem til den himmelske helligdom, som Jesus beredte til dem; de skulle åbne deres sind for Helligånden, hans stedfortræder, og fryde sig i lyset af hans tilstedeværelse. Dog ville der komme dage med fristelser og prøvelser, hvor de ville komme i strid med denne verdens herskere og lederne af mørkets rige. Når Kristus ikke mere personlig var sammen med dem og de ikke var i stand til at skimte Talsmanden, så ville det sømme sig bedre for dem at faste. 
Farisæerne søgte at ophøje sig selv ved deres strenge overholdelse af skikke, men deres hjerter var fulde af misundelse og strid. Skriften siger: "Se, I faster til strid og kiv, til hug med gudløse næver; som I faster i dag, er det ikke, for at eders røst skal høres i det høje. Er det faste efter mit sind, en dag, da et menneske spæger sig? At hænge med sit hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager Herren?" Es 58,4-5. 
Den sande faste er ikke blot en formssag. Skriften beskriver den faste, som Gud har udvalgt: "at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg," at "række den sultne. Dit brød og mætte en vansmægtende sjæl." Es 58,6. 10. Her forkyndes selve ånden og karakteren i Kristi gerning. Hele hans liv var en selvopofrelse for at frelse verden. Hvad enten han fastede i fristelsens ørken eller sad til bords med tolderne ved Mattæus' gæstebud, så gav han sit liv hen for at frelse de fortabte. Den sande fromheds ånd viser sig ikke ved unyttig sørgen, ved udelukkende legemlig ydmygelse og mangfoldige ofre, men den åbenbarer sig ved overgivelsen af jeget til villig tjeneste for Gud og mennesker. 

En lovmæssig religion kan aldrig føre sjæle til Kristus, for den mangler kærlighed og mangler Kristus. Faste og bøn, som udøves i retfærdighedens ånd, er Gud vederstyggelig. Den højtidelige menighedsforsamling, de rutinemæssige religiøse ceremonier, den ydre ydmyghed, det ærefrygtindgydende offer forkynder, at den, som udøver dette, betragter sig selv som retfærdig og værdig til Himmelen; men det er alt sammen bedrag. Vi kan aldrig ved vore egne gerninger erhverve os frelsen. 

"Herren har givet os dette løfte, Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet." Det er efter Guds orden at dem som bærer på ansvar ofte mødes og sammen rådfører hinanden, og bede alvorligt efter visdom som han alene kan tildele. Gør forenet jeres trængsler kendt for Gud. Tal mindre; megen kostbar tid er mistet i tale der ikke bringer lys. Lad brødrene forene sig i faste og bøn efter den visdom som Gud har lovet skal gives gavmildt.