For mange af dem der kæmper mod Satan og de utallige hjælpere han har i de forskellige menigheder og blandt vore venner, vil det ofte se håbløs ud.

Sl 55,13-15 Det er ikke en fjende, der håner mig, det kunne jeg bære; det er ikke en modstander, som hoverer over mig, ham kunne jeg skjule mig for. Men du, min ligemand, min ven, du som jeg kender, vi som nød hinandens fortrolighed, når vi vandrede i festtoget i Guds hus. 

Joh 16,2-4 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.

Kristenlivet er en stadig march fremad. Jesus sidder som en, der lutrer og renser sit folk; og når hans billede ses klart i dem, er de fuldkomne og hellige, rede til forvandling. Der kræves et stort arbejde af en kristen. Vi formanes til at rense os selv fra al kødets og åndens besmittelse og at gennemføre hellighed i gudsfrygt. Her ser vi, hvem det store arbejde påhviler. Der er et stadigt arbejde for en kristen. Hver gren på vintræets stamme må få liv og styrke fra dette vintræ for at kunne bære frugt. 
Det faldne menneske er Satans retmæssige fange. Kristi mission var at frelse det fra dets store modstander. Mennesket har en naturlig tilbøjelighed til at følge Satans indskydelser og kan ikke med held modstå en så frygtelig fjende, medmindre Kristus, den mægtige sejrherre, bor i det, leder dets ønsker og giver det styrke. Gud alene kan begrænse Satans magt. Den onde strejfer om på jorden og gennemvandrer den. Af frygt for at gå glip af en anledning til at ødelægge sjæle forlader han ikke sin post et øjeblik. Det er vigtigt, at Guds folk forstår dette, for at det må kunne undfly hans snarer. Satan forbereder sine bedrag, for at Guds folk i hans sidste felttog imod dem ikke skal forstå, at det er ham. "Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel." 2Kor 11,14. Medens nogle vildledte sjæle forfægter, at han ikke eksisterer, tager han dem til fange og virker i stor udstrækning gennem dem, Han ved bedre end Guds folk, hvilken magt de kan have over ham, når deres styrke er i Kristus. Når de i ydmyghed anråber den mægtige guddommelige sejrherre om hjælp, kan den svageste, der tror på sandheden og forlader sig fast på Kristus, med virkning tilbagevise Satan og hele hans hærskare. Han er for listig til at komme åbenlyst og frækt med sine fristelser, for i så fald ville en kristnes sløve kræfter vågne, og han ville sætte sin lid til den mægtige befrier. Men den onde kommer ubemærket og arbejder under dække gennem ulydighedens børn, som bekender sig til gudsfrygt. 
Satan vil anvende sin magt til det yderste for at forurolige, friste og vildlede Guds folk. Han, som vovede at stå for vor herres åsyn og friste og håne ham, og som havde magt til at tage ham i sine arme og bære ham op på en af helligdommens tinder og op på et såre højt bjerg, vil på en forunderlig måde øve sin magt på den nulevende slægt, som er sin herre langt underlegen i visdom, og som er næsten helt uvidende om Satans snedighed og styrke. 

På en snedig måde vil han påvirke deres legemer, der af naturen er tilbøjelige til at gøre, hvad han byder. Satan fryder sig over, at man betragter ham som opspind. Når han ikke bliver regnet for noget eller bliver fremstillet ved et eller andet barnagtigt billede eller som et dyr, er han veltilfreds. Man forestiller sig ham som så underlegen, at menneskesindet er ganske uforberedt på hans klogt anlagte planer, og han har næsten altid held med sig. Dersom man forstod hans magt og snedighed, ville mange være forberedt til med virkning at stå ham imod.
Alle burde forstå, at Satan engang var en ophøjet engel. Hans oprør udelukkede ham fra himmelen, men tilintetgjorde ikke hans magt og gjorde ham ikke til et dyr. Efter sit fald har han rettet sin mægtige styrke mod himmelens regering. Han er blevet mere snu og har lært, hvorledes han på den mest virkningsfulde måde kan komme til menneskenes børn med sine fristelser. 
Satan har opfundet fabler, hvormed han kan forføre. Han begyndte i himmelen at føre krig imod Guds herredømmes grundvold, og efter faldet har han fortsat sit oprør mod Guds lov og har ledet størstedelen af dem, der bekender sig til at være kristne, til at nedtræde det fjerde bud, som stiller den levende Gud til skue. Han har nedbrudt tibudslovens oprindelige sabbat og i dens sted indsat en af ugens arbejdsdage.
Den første store løgn, som han udtalte til Eva i Eden: "I skal ingenlunde dø!" (1Mos 3,4), var den første prædiken, der nogen sinde blev holdt angående sjælens udødelighed. Denne prædiken kronedes med held, og frygtelige var de følger, den medførte. Han fik mennesker til at modtage denne prædiken som sandhed, og prædikanter forkynder den i tale, i sang og i bøn. 
At der ingen personlig djævel er, samt at der vil blive en prøvetid efter Kristi komme, er hurtigt ved at blive populære fabler. Skriften lærer tydeligt, at hvert menneskes skæbne for evigt er afgjort, når Herren kommer. "Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt. Se, jeg kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er." Åb 22,11-12. 
Satan har draget fordel af disse populære fabler for at skjule sig selv. Han kommer til stakkels, vildledte dødelige gennem nutidens spiritisme, som ikke sætter nogen grænser for de kødeligt sindede, og som, hvis den følges, skiller familier, skaber misundelse og had og giver de mest nedværdigende lyster frie tøjler. Verden kender endnu kun lidt til spiritismens fordærvelige indflydelse. Tæppet gik op, og meget af dens frygtelige værk blev åbenbaret for mig. Jeg så nogle, som har haft en erfaring i spiritismen og siden har forkastet den, bæve, når de tænker på, hvor nær de kom den fuldstændige ødelæggelse. De havde tabt herredømmet over sig selv, og Satan fik dem til at gøre, hvad de havde afsky for. Men selv de har blot en svag forestilling om spiritismen, som den er. Inspirerede af Satan kan forkyndere ved veltalenhed udsmykke dette uhyggelige monstrum, tilhylle dets vanskabt og få det til at se smukt ud for mange. Men det kommer så direkte fra hans majestæt Satan, at han gør krav på retten til at beherske alle, der befatter sig med det, fordi de har vovet sig ind på forbuden grund og forspildt deres skabers beskyttelse.