Hvem er det der nu vil fortælle sandheden?
Er det Daniel, kong Dareios, en højtstående engel eller?
For at kunne give et Bibelsk svar på dette vil betyde at vi skal tilbage til kapitel ti i Daniels bog!
Her i dette vers siges der at der vil komme eller fremstå endnu tre konger i Persien, det vil sige efter kong Dareius. Og dog når vi læser teksten med omtanke så kan vi se at der vil komme mange konger efter Dareios. For eksempel vil den fjerde konge samle sig enorme mængder af rigdomme. Der er meget, som kunne få os til at mene, at denne rige konge var Xerxes, der indtog Grækenland i året 480 før Kristus. Nogle historikere mener at kong Xerxes på den tid havde en hær på over 2 millioner mand.

Det havde været Guds vilje lige fra begyndelsen, at hans folk skulle være til pris på jorden og en ære for hans navn. Under fangenskabets lange år havde han givet dem rig anledning til at forny deres pagt med ham. Nogle lyttede og tog ved lære, og en del af folket fandt frelsen midt under prøvelserne. Mange af disse taltes med blandt den rest, der rejste hjem. Det inspirerede ord sammenlignede dem med "en gren af cederens top", som skulle plantes "på et højt, knejsende bjerg. På Israels høje bjerg". Ez. 17,22-23.
Der hentydedes her til dem, "hvis ånd Gud vakte" (Ezra 1,5), og som rejste hjem, da Kyros udstedte sit dekret. Men Gud vedblev at appellere til dem, der frivilligt blev boende i deres udlændigheds land. Han benyttede mange midler for at gøre det muligt for dem at rejse. Flertallet af dem, der ikke benyttede sig af Kyros' tilladelse, lod sig heller ikke påvirke senere hen. De reagerede ikke engang, da Zakarias opfordrede dem til at flygte ufortøvet fra Babylon.
I mellemtiden skete der store forandringer i det Medo-Persiske rige. Darius Hystaspes, der havde vist jøderne megen velvilje, blev efterfulgt af Xerxes den Store. Det var under hans regering, at der opstod en frygtelig krise for de jøder, der ikke havde efterkommet opfordringen til at flygte. 

De ville ikke rejse, da Gud beredte vejen for dem, og nu blev de stillet ansigt til ansigt med døden.
Satan benyttede Agagitten Haman, som var en højtstående, men skruppelløs Medo-Persisk embedsmand, til at krydse Guds planer. Haman nærede et brændende had til jøden Mordokaj. Denne havde ikke gjort Haman fortræd, han ville blot ikke kaste sig på knæ for ham. Haman var "ikke tilfreds med kun at lægge hånd på Mordokaj, men satte sig til mål at få alle jøderne i hele Ahasverus' rige udryddet, fordi det var Mordokajs folk." Est. 3,6.
Xerxes blev ført bag lyset af Haman og gik med til at udstede en befaling om, at alle de jøder, som boede spredt og levede for sig selv iblandt folkene i alle rigets dele, skulle udryddes. 8 vers. Der blev fastsat en dag, da jøderne skulle slås ihjel og deres ejendom konfiskeres. Kongen var ikke til fulde klar over, hvilke vidtrækkende følger det ville få at gennemføre denne plan i hele sin udstrækning. Det var Satan, der stod bagved, og han forsøgte at udrydde de mennesker, som besad kundskaben om den sande Gud.
"I hver eneste landsdel, overalt, hvor kongens bud og forordning nåede hen, var der blandt jøderne stor sorg og faste, gråd og klage, og mange af dem redte sig et leje af sæk og aske." Est. 4,3. Medernes og persernes befaling kunne ikke tilbagekaldes. Alt håb var tilsyneladende ude. Alle israelitterne var dømt til at udryddes.
Men fjendens anslag blev kuldkastet af en magt, som råder over menneskenes anliggender. Gud havde forordet det således, at Ester, en jødisk kvinde, som frygtede den Allerhøjeste, var blevet dronning i Medo-Persien. Hun var en nær slægtning af Mordokaj. I deres nød besluttede de at tale deres folks sag for kong Xerxes. Ester skulle træde frem for kongen og gå i forbøn for sit folk. Mordokaj sagde til hende: "Hvem ved, om det ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed!" 14 vers.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at den Xerxes sandsynligvis ikke er den samme som den fjerde konge der her er nævnt.