Sl 55,13-15 Det er ikke en fjende, der håner mig, det kunne jeg bære; det er ikke en modstander, som hoverer over mig, ham kunne jeg skjule mig for. Men du, min ligemand, min ven, du som jeg kender, vi som nød hinandens fortrolighed, når vi vandrede i festtoget i Guds hus.  

Sl 5,5-7 Du er ikke en Gud, der holder af uret, du giver ikke den onde husly, de overmodige kan ikke træde frem for dine øjne, du hader alle forbrydere, du udrydder løgnere. Herren afskyr mordere og bedragere.  

Jer 17,9 Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?

Nogle som har skildvagtens opgave at advare folket for fare har opgivet deres vagt og lagt sig til ro. De er upålidelige skildvagter. De forbliver passive, skønt deres listige fjende går ind på borgen og arbejder med held på deres side med at rive det ned som Gud har befalet skal bygges på. De ser at Satan bedrager de uerfarne og intetanende; alligevel tager de det hele med ro, som om de ikke havde nogen særlig interesse, som om disse ting ikke vedkom dem. De frygter intet særligt; de ser ingen grund til at slå alarm. For dem synes alt at gå godt, og de ser ingen nødvendighed for at udstøde de advarende basuntoner som de hører frembæres i de tydelige vidnesbyrd, for at vise folk deres overtrædelser og Israels hus deres synder. 
Disse irettesættelser og advarsler forstyrrer de sovende, magelige følelsers fred. De er ikke tilfredse. De siger i hjertet, om end ikke i ord: "Dette er uønsket. Det er for strengt, for hårdt. Disse mennesker er unødigt forvirrede og for ivrige, og synes uvillige til at give os nogen hvile eller ro. "I påtager jer for meget, I mener at hele forsamlingen er hellig, enhver af dem." De er ikke indforståede med at vi skulle have nogen trøst fred, eller lykke. Det er aktivt arbejde, slid og uophørlig vagtsomhed alene som vil tilfredsstille disse ufornuftige utilfredse vagtfolk. Hvorfor profeterer de ikke behagelige ting, og råber: fred, fred? 
Så vil alt gå glat." 
Sådan har mange mennesker det. Og Satan jubler over sit held med at styre så mange kristendomsbekenderes tanker. 

Jeg tror din kurs er yderst farlig. Du har ikke mærket nødvendigheden af at give agt på det lys Gud har givet dig, og vække dig selv op og frelse din familie, og frigøre dig som en fader og præst for dit hjem. Du bestrider ikke det lys du har fået, du sætter dig ikke op imod det; men du forsømmer at føre det frem fordi det ikke er bekvemt og indforstået for dig at gøre sådan. Derfor var du ligesom Meroz. Du kom ikke frem for at hjælpe Herren, selvom sagen var af så livsvigtig betydning at det berører dine børns evige interesse. Du forsømte din pligt. I denne henseende var du en doven tjener. Du har kun lidt fornemmelse af hvordan Gud ser på forældres forsømmelser når de opdrager deres børn. Havde du fornyet dig her, ville du have set nødvendigheden af den samme disciplin og orden i menigheden. Din slaphed i din familie kan også ses i dit arbejde i menigheden. Du kan ikke bygge menigheden op før du er et forvandlet menneske. 
Forsømmelsen af det lys Gud har givet dig har, i en vis grad, gjort dig til fange, genstand for Satans bedrag; derfor er en dør ladet åben for ham så han kan få adgang til dig i andre retninger og gøre dig til et svagt menneske. Han ser at han har haft held med at forblinde dine øjne til din families interesser og forlede dig til at tilsidesætte det lys som Herren har givet. 
Da har Satan omgivet dig på en anden måde. Han har fremkaldt en hang til at komme sammen, en hang til vinding; og således er din interesse blev splittet fra Guds sag og arbejde. Kærlighed til Gud og sandheden bliver gradvis af mindre betydning. Sjæle som Kristus døde for er af mindre værdi for dig end dine timelige interesser. Hvis du forsætter med denne kurs, vil du snart blive skinsyg, overfølsom, og misundelig, og vil gå væk fra sandheden, som andre har gået fra den.