Mark 7,1-9 Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samlede sig omkring Jesus. Og de så, at nogle af hans disciple spiste med urene hænder, det vil sige uden at vaske dem. Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering; og de spiser ikke noget fra torvet, uden at de skyller det; og der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke. 
Farisæerne og de skriftkloge spurgte ham så: "Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering, men spiser med urene hænder?" Men han sagde til dem: "Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneske bud. I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering." Og han sagde til dem: "Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering.

Vigtige Begivenheder står lige for Døren. Medens Verden hånende spørger: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkomst?" går Tegnene hurtig i Opfyldelse. 
Medens Menneskene råber: "Fred og Tryghed!" kommer Fordærvelsen hastig over dem. Guds Ånd drages tilbage fra jorden, og Ulykke følger på Ulykke både på Land og Sø. Der er Stormvinde og Jordskælv, Ildebrande og Oversvømmelser alle Steder. Alene hos Gud er der Tryghed at finde.
De, hvem Gud har betroet sin Sandhed, må være rene og hellige. Få af dem, der bekender sig til at være Guds Børn, tager Kristi Åg på og bærer hans Byrde. Få betragtes i Himmelen som Guds Medarbejdere. Mange, som foregiver at være Kristne, har blot et svagt Begreb om, hvad Kristennavnet betyder.
Kristi Rige vil komme; men hvem virker herfor? Hvis de, som kender Herrens Bøn, vilde grunde på og sætte sig ind i dens Mening og søge at få Forstand på dens Dybde og Bredde, vilde Menigheden blive, hvad Kristus ønsker, at den skal være - Verdens Lys. Man vilde da ikke bryde sig så meget om Former og Ceremonier, men bestræbe sig for at indplante i Hjertet de Principper, som forædler og helliger Karakteren.
Alene når Menighedens Medlemmer lever et uegennyttigt og rent Liv, kan den fuldbyrde Guds Hensigt. Man har været alt for hastig med at tage ind nye Medlemmer i Menigheden. Der er store Mangler ved Karakteren hos nogle, som forener sig med Menigheden. De, som tager dem ind, siger, at når de først får dem ind i Menigheden, vil de siden reformere dem. 
Men heri tager de fejl. Det allerførste Arbejde, der må udføres, er at reformere dem. Bed med og for dem, tal med dem, men tillad dem ikke at forene sig med Guds Børn i Menigheden, før de giver Bevis for, at Guds Ånd virker på deres Hjerter.
Mange af dem, hvis Navn står i Kirkebogen, er ikke Kristne. De har ikke en sand kristelig Erfaring. Dersom de fulgte deres store Mønster, vilde de bede mere og trættes mindre. De ville bestræbe sig for at blive Guds Medarbejdere. Deres Tro på Kristus vilde lede dem til at forlader sig helt på ham og virke i fuldstændig Forening med ham.
Det er de alvorlige, sande, trofaste, sagtmodige og rene som følger Kristus, og himmelens engle vejleder og oplyser dem på Vejen til Himmelen, hvortil de går.  

Men der er nogle, som ofte udtrykker Tvivl og Vantro og taler om den Kamp, de har med deres vantro Følelser. De taler om den mørke Side af deres Erfaring. Dette indvirker på deres Tro og Frimodighed. 
Undertiden synes det, som om de med Velbehag dvæler ved de vand troendes Argumenter, og således styrkes deres Vantro.
Hvad er Årsagen til dette Mørke, denne Tvivl og Vantro? Disse Mennesker står ikke i det rette Forhold til Gud, og de handler ikke ret mod deres egen Sjæl. De har forsømt at se til med deres egen Gudsfrygt. De har ikke revet sig løs fra Egennytte og Synd. De har undladt at betragte Kristi Liv, hans Nedladenhed og Selvopofrelse. De har undladt at efterfølge ham i hans Renhed og Gudhengiven. Den Synd, som så let besnærer dem, har, fordi den er bleven opelsket, fået Magt over den. Ved deres egen Forsømmelse har de skilt sig selv fra den guddommelige Leders Selskab, og han er en Dagsrejse foran dem. Er det at undres på, at sådanne er i Mørke? Er det at undres på, at deres Hjerter er fyldte med Tvivl?

Der findes så lidt sand Gudsfrygt blandt den store mængde som bekender sig til at være Kristne, at det bliver end vanskeligere for de få, der i oprigtighed og ydmyghed ønsker af følge sin frelser. De navnekristne indflydelse er skadelig for ungdommen. De fleste af dem, der foregiver at være Kristne, er lig verdens børn; skønt de bekender sig til at leve for Kristus, lever de kun for verden. Deres tro hindrer, dem ikke i at nyde verdens glæder. De bekender sig til at være lyset børn; men de vandrer i mørket og er nattens og mørkets børn. De, som vandrer i mørket, kan ikke elske Gud eller haft et oprigtigt ønske om at forherlige ham. De kender ikke de himmelske steders værd og herlighed og kan derfor ikke elske dem. 
De bekender sig til at være Kristne, fordi det anses for agtværdigt, og de har intet kors at bære. Ofte drives de af egennyttige bevæggrunde. Nogle af disse såkaldte Kristne kan overvære Danseselskaber og deltage i al slags fornøjelser. Andre går ikke så vidt, men er dog med til andre slags forlystelser, offentlige tilstelninger osv. 
Og ingen kan hos sådanne personer se det mindste tegn på, at de er Kristne. Ingen kan se nogen forskel på deres og de vand troendes opførsel. Kristendomsbekendere, de ryggesløse og spottere er alle som ét. Og Gud regner dem for ét i sindelag og vandel.

Nogle af dem, der foregiver at være Kristne, forstår sig ikke på selvbesmittelsens synd og dens uundgåelige følger. Gammel vane har formørket deres forstand. De indser ikke, hvor overmåde syndig denne synd er, som svækker deres legemsbygning og ødelægger deres nervekraft. En persons moralske grundsætninger når ikke langt, når der skal kæmpes imod en gammel vane. 
Alvorsfulde budskaber fra himlen kan ikke gøre det rette indtryk på den sjæl som ej er forskanset mod denne afskyelige last. 
Hjernens fine nerver er svækkede ved den ophidselse, der er forårsaget ved eftergivelse for det unaturlige strå efter at føje Kødets lyster. Disse nerver, der har forgreninger over hele legemet, er det middel, hvorigennem mennesket erholder Guddommelige indtryk, som påvirker dets indre liv. Det, der skader eller forstyrrer nervesystemet, smækker livskraften og sløver sindet. Hvor vigtig det derfor er, at både læg og lærd, der bekender sig til Gudsfrygt, er fri for denne sjælefordærvende last.