2Thess 2,1-12 Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud. Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer? I ved også nu, hvad det er, der holder igen, så at han først åbenbares, når hans tid er inde. For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed; blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes. Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt. 
Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.

I sit andet brev til Thessalonikerne forudsagde apostlen Paulus det store frafald, som ville føre til pavedømmets oprettelse. Han sagde, at før Herrens dag oprinder, "må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud". Apostlen oplyser endvidere sine brødre om, at "lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed". 2Thess. 2,3-4 og 7. Allerede på dette tidlige tidspunkt så han, at der havde sneget sig vildfarelser ind i menigheden, som ville bane vej for pavedømmets udvikling. 
Til at begynde med foregik det i det skjulte, men efterhånden som den tog til i styrke og fik kontrol over menneskenes sind, arbejdede den mere åbenlyst. 
Hedenske skikke trængte næsten umærkeligt ind i den kristne kirke. 
Tilbøjeligheden til at gå på akkord blev for en tid modarbejdet af de heftige forfølgelser, som menigheden blev udsat for under hedenskabet; men da forfølgelsen ophørte og kristendommen fandt vej op til kongernes hoffer og ind i de kongelige slotte, ombyttede den Kristi og apostlenes beskedenhed og ydmyghed med de hedenske præsters og herskeres stolthed og pragt og de erstattede uds befalinger med menneskelige teorier og traditioner. 
Konstantins såkaldte omvendelse i begyndelsen af det fjerde århundrede vakte megen glæde, og nu trådte verden ind i kirken iført en foregiven retfærdigheds kappe. Fra nu af bredte fordærvelsen sig hurtigt. Hedenskabet sejrede, da den så ud til at være besejret. Hedenskabets ånd beherskede kirken, dens lære, ceremonier og overtro blev gjort til en del af Kristi bekendende efterfølgeres tro og gudstjeneste.
Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til udviklingen af det lovløshedens menneske, der omtales i profetien som den magt der sætter sig op imod og ophøjer sig over Gud. Dette gigantiske falske religionssystem er et mesterværk fra den Ondes hånd et vidnesbyrd om hans bestræbelser for at anbringe sig selv på tronen for at styre jorden i overensstemmelse med sin vilje. 

Når en menighed stiftes uden at være blevet undervist angående disse punkter, har prædikanten forsømt sin pligt og må aflægge regnskab hos Gud for de indtryk, han har ladet råde. Medmindre rigtige begreber om sand gudsdyrkelse og sand ærefrygt bliver indprentet hos folket, vil der vise sig en tiltagende tendens til at stille hellige og evige ting på lige fod med de timelige, og de, der bekender sig til sandheden, vil mishage Gud og vanære kristendommen. Med deres kultiverede begreber kan de aldrig værdsætte en ren og hellig Himmel og blive skikkede til at forene sig med tilbederne i de himmelske boliger bisset, hvor alt er renhed og fuldkommenhed, og hvor hvert væsen har en fuldkommen ærbødighed for Gud og hans hellighed.   
Paulus beskriver Guds sendebuds arbejde som det middel, hvorved hvert menneske skal fremstilles fuldkomment for Kristus Jesus. De, der modtager sandheden, som er af himmelsk oprindelse, bør renses, forædles og helliges ved den. At nå op til Guds mål for sandt menneskeværd vil kræve megen møjsommelig anstrengelse. 
De uregelmæssige sten, der udhugges af stenbruddet, må mejsles, deres knudrede sider må poleres. Denne tidsalder er navnkundig for overfladisk arbejde, for nemme metoder, for lovprist hellighed uden det karakterens ideal, som Gud har oprettet. Alle afkortede stier, alle genveje, al lære, der ikke ophøjer Guds lov som norm for en kristelig karakter, er falsk. 
Karakterens fuldkommengørelse er en livsvarig opgave, uopnåelig for dem, der ikke er villige til at stræbe derefter på den af Gud anviste måde, ved langsomme, møjsommelige skridt. Vi har ikke råd til at begå nogen fejltagelse i denne sag, men vi ønsker dag for dag at vokse op til Kristus, vort levende hoved.