Her i dette vers er der igen tale om endetiden. Vi har set på dette ord før, men da det er et ord af stor betydning vil vi se på det endnu engang.
Endetiden, den sidste tid, ved dagenes ende og en fjern fremtid alle disse betegnelser henviser til den tid vi i dag lever i.

Herren forsøger og prøver jer. Han har rådet, formanet og bedt. Alle disse højtidelige formaninger vil enten gøre menigheden bedre eller afgjort værre. Jo oftere Herren taler for at rette eller råde og I ignorerer hans røst, jo mere tilbøjelige bliver i for at forkaste det igen og igen, indtil Gud siger: »Fordi jeg råbte og i stod imod, jeg vinkede og ingen ænsede det, men i lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer, derfor leer jeg ved eders ulykke, spotter, når det, i frygter, kommer, når det, i frygter, kommer som uvejr, når eders ulykke kommer som storm, når trængsel og nød kommer over jer. Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, fordi de hadede kundskab og ikke valgte Herrens frygt; mit råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min revselse. Frugt af deres færd skal de nyde og mættes med egne råd.«  
Halter I ikke mellem to anskuelser? Forsømmer I ikke at give agt på det lys Gud har givet jer? Tag jer i agt, at ingen af jer har et vantroende, ondt hjerte, der viger fra den levende Gud. I kender ikke jeres besøgelsestid. Jødernes store synd var at de forsømte og forkastede deres anledninger den gang. Som Jesus ser sine bekendende efterfølgeres tilstand i dag, ser han en tarvelig utaknemmelighed, udhulende formalisme, hyklerisk uoprigtighed, farisæisk stolthed og frafald.  
De tårer som Kristus fældede på Oliebjerget var for den enkeltes ubodfærdighed og utaknemmelighed i endetiden. 

Han ser hans kærlighed som foragtet. Sjælens tempelsale er blevet omdannet til steder med uhellig samfærdsel. Selviskhed, mammon, ondskabsfuldhed, misundelse, stolthed og lidenskab - alt gemmes i menneskehjertet. 
Hans advarsler forkastes og latterliggøres, hans ambassadører blev behandlet med ligegyldighed, deres ord var som tom tale. 
Jesus har talt af nåde, men disse nådegaver er ikke vedkendt; han har talt i højtidelige advarsler, men disse advarsler er blevet afvist.  
Jeg bønfalder jer, som længe har bekendt troen som stadig viser ydre hyldest til Kristus: Bedrag ikke jer selv. Det er det hele hjerte, som Jesus værdsætter. Sjælens loyalitet alene er af værdi i Guds øjne. 
»Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!« »Blot også du« - I øjeblikket henvender Kristus sig til dig personligt, bøjende fra sin trone, længtes inderligt med medynkende ømhed over dem som ikke mærker deres fare, som ikke har medlidenhed med sig selv.  
Mange har levet i navnet, selvom de er blevet åndeligt døde. Disse vil sige en dag: »Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?« Og da vil jeg sige dem rent ud: »Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret« Ve vil der råbes imod jer, hvis I nøler og bliver siddende indtil Retfærdighedens Sol skal gå ned; den evige nats mørke skal være din del. Oh, om det kolde, formelle, verdslige hjerte dog må smeltes! Kristus fældede ikke kun tårer for os, men sit eget blod. Skulle disse tilkendegivelser om hans kærlighed ikke vække op til dyb ydmygelse for Gud? Det er ydmyghed og selvfornedrelse vi har brug for, der skal anerkendes af Gud.