Til Forsiden
 
Egypten er et af de lande der er omtalt mange gange i Biblen! Over 500 gange! Jeg ved ikke, hvilken af alle disse vers der er mest kendt, men jeg tror at Matt 2,12-19 er nogle af dem!

Matt 2,13-19 Da de var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel." Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. 
Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: "Fra Egypten kaldte jeg min søn." Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten

Der er mange, som ikke er stærke i troen fordi de ikke tager Gud på hans ord. De holder sig til verden. Hver eneste dag opslår de deres telt endnu nærmere Egypten i stedet for at opslå det mindst en Dagsmars nærmere det himmelske Kanaan. Vi har alle behov for, hver i sær at bede om nåde fra Himlen, således at vi kan modstå fristelsen til at efterligne verden. Vi kan ikke tillade os at have dette hjerter og hensigter, ved først at tjene Gud for senere at holde os til verden og dens fristelser. Mange af os er blevet grå i vor tjeneste for Kristus og trumfen på korset. 
Vi har kæmpet Herrens kamp for længe og overvundet for meget til at vi kan lade Satan sejre over os. Stemmen fra vor leder befaler os at gå fremad og vi bør adlyde og sige ligesom Kaleb "Hvis Herren er med os, så vil han føre os ind i hans land".
Men ligesom stjernerne på deres fastsatte banes store kredsløb, kender Guds formål hverken til hast eller opsættelse. Gennem symbolerne med det store mørke og den rygende ovn havde Gud åbenbaret Israels trældom i Egypten for Abraham og havde forkyndt, at tiden for deres ophold der skulle være fire hundrede år. Gud sagde: 

 "Og siden skal de vandre ud med meget gods." 1Mos 15,14. Imod dette ord kæmpede hele magten i Faraos stolte rige forgæves. "Netop på den dag," der var bestemt i det guddommelige løfte, "drog alle Herrens hærskare ud af Egypten." 2Mos 12,41. På samme måde var timen for Kristi komme blevet besluttet i det himmelske råd. Da tidens store ur angav denne time, blev Jesus født i Betlehem. 
"Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn." Forsynet havde styret folkeslagenes udvikling og indflydelse, indtil verden var moden til befrierens komme. 
Folkene var forenede under en regering. Et sprog blev talt næsten overalt og blev alle vegne anerkendt som litteraturens sprog. 
Fra alle lande samledes jøderne, der boede i adspredelsen, i Jerusalem til de årlige højtider. Når disse vendte hjem til de steder, hvor de boede, kunne de udsprede beretningen om Messias' komme over hele verden. 
På dette tidspunkt var de hedenske religionssystemer ved at miste deres greb om folket. Mange var trætte af tom pragt og opdigtede historier. De længtes efter en gudsdyrkelse, som kunne tilfredsstille sjælen. Skønt sandhedens lys syntes at være veget fra menneskene, var der dog sjæle, der søgte efter lyset, og som var fulde af forvirring og sorg. De hungrede efter viden om den levende Gud, efter en forvisning om et liv hinsides graven. 
Da jøderne var veget bort fra Gud, var troen blevet svækket, og håbet var næsten holdt op med at kaste lys over fremtiden. 
Man forstod ikke profeternes ord. For det store flertal af folket var døden en frygtelig gåde, hinsides den fandtes der usikkerhed og mørke. Det var ikke blot jammeren fra mødrene i Betlehem, men skriget fra menneskehedens store hjerte, der lød for profeten hen over århundrederne den røst, der lød i Rama: "Gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere" Matt 2,18. I "dødsskyggens dal" sad mennesker uden at finde trøst. Med længselsfulde blikke så de hen til Befrierens komme, hvor mørket skulle spredes, og fremtidens hemmeligheder afsløres. 
Uden for jødefolket fandtes der mennesker, der forudsagde en guddommelig lærers komme. Disse mænd søgte efter sandheden, og inspirationens ånd blev tildelt dem. Gang efter gang er de fremstået den slags lærere ligesom stjerner på den mørke himmel. Deres profetiske ord har tændt nyt håb i hjertet hos de mange tusinder i hedningeverdenen.