Her i dette vers er der tale om et skud fra en rod, det leder tankerne hen på Es 11,10 og Es 53,2 lad os læse hele kap 53

Es 53,1-12 Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Fra fængsel og dom blev han taget bort. Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land? For mit folks synd blev han ramt. Man gav ham grav blandt forbrydere og gravplads blandt de rige, skønt han ikke havde øvet uret, der fandtes ikke svig i hans mund.  Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom. Når hans liv er bragt som skyldoffer, ser han afkom og får et langt liv, og Herrens vilje lykkes ved ham. Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt. Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder. Derfor giver jeg ham del med de store, med de mægtige deler han bytte, fordi han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.

Hele dette kapitel taler om Jesus!

Sandhederne i den tredje engels budskab har nogle fremstillet som en tør teori; men i dette budskab skal Kristus "Den Levende" fremstilles. 

Han skal åbenbares som den første og den sidste, som den JEG ER, Davids rodskud og ætling, den strålende morgenstjerne. Gennem dette budskab vises Guds karakter i Kristus for verden. Kaldet skal lyde: »Du Jerusalems glædesbud, løft den uden frygt og sig til Judas byer: »se Eders Gud!« Se, den Herre Herren kommer med vælde, han hersker med sin arm. Se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham, han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får. Es.40,9-11.

De sidste dages farer er over os, og i vort arbejde skal vi advare folk for den fare de er i. Lad ikke de højtidelige scener som profetien har åbenbaret være uberørte. Hvis vores folk er halvvågnede, hvis de forstår nærheden af begivenhederne skildret i Åbenbaringen, ville en reformation blive udrettet i vore menigheder, og mange flere ville tro budskabet. Vi har ingen tid at spilde; Gud kalder på os til at vogte os for sjæle som de der må give et regnskab. Frem nye principper, og fyld op med den knivskarpe sandhed. Det vil være som et tveægget sværd. Men vær ikke for hurtig til at diskutere. Der vil blive tider hvor vi stadig må stå og se Guds frelse. Lad Daniel tale, lad Åbenbaringen tale, hvad der er sandt. Men fra hvilken side emnet end overbringes, opløft Jesus som håbets midtpunkt, Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne." Åb 22,16.

Verdens genløser kom ikke med ydre pragt eller med en opvisning af verdslig visdom. Under den menneskelige forklædning kunne folket ikke se Guds Søns herlighed. "Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom." Han var for dem "et rodskud af den tørre jord. Hans skikkelse havde ingen skønhed." Så de kunne få lyst til ham. Men han erklærede: "Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede." Es 53,3 og 2; Es 61,1.