Guder af guld og sølv kan ikke hjælpe os. Men alligevel er der mange, som sætter deres lid til guder af guld og sølv.

2Mos 20,23 I må ikke lave guder af sølv ved siden af mig, og I må ikke lave jer guder af guld.

Akab var svag i moralsk kraft. Han havde ikke en høj fornemmelse af hellige ting; han var selvisk og uden principper. Hans ægteskabsforbindelse med en kvinde af beslutsom karakter og tydeligt temperament, som var overgivet til afguderi, gjorde dem begge til særlige Satans agenter der ledte Guds folk til afguderi og frygteligt frafald. Jezabels bestemte ånd dannede Akabs karakter. Hans egenkærlige natur var ude af stand til at fatte Guds nådegaver til sit folk og sin egen forpligtelse til Gud som fører og leder for Israel. Gudsfrygt herskede mindre i Israel. Blasfemiske tegn på deres blinde afguderi kunne ses midt iblandt Guds Israel. Der var ingen som vovede at udsætte deres liv ved at stå åbent frem i modstand for den fremherskende blasfemiske afgudsdyrkelse. Baals altre, og Baals præster som ofrede til solen, månen og stjerne, var alle steder iøjnefaldende. De havde indviede templer og trælunde hvor menneskehænders arbejde var placeret til tilbedelse. De goder som Gud gav sit folk fremkaldte ingen taknemmelighed til Giveren. Alle himlens gaver, de løbende bække, levende vandes strømme, den milde dug, regnens vand som fornyede jorden og fik dens marker til at give i overfold, - dette tilskrev de deres guders gunst.
Elias' trofaste sjæl var bedrøvet. Hans vrede var vækket, og han var nidkær for Guds herlighed. Han så at Israel var dumpet ned i et frygteligt frafald. Og da han kom i tanker om de store ting Gud havde gjort for dem, blev han overvældet af sorg og forbavselse. Men alt dette havde størstedelen af folket glemt. Han gik frem for Herren, og med sin sjæl presset i pine, bad han indtrængende ham om at han måtte frelse sit folk, om det ved Guds domme var muligt. Han bad Gud indtrængende om at tilbageholde dug og regn fra sit utaknemmelige folk, himlens rigdomme, så det frafaldne Israel forgæves kunne se på deres guder, deres afguder af guld, træ, og sten, solen, månen og stjernerne, der vander og beriger jorden, og får den til at give af overflod. Herren fortalte Elias at han havde hørt hans bøn og ville tilbageholde dug og regn fra sit folk indtil de angrende ville vende sig til ham.

Satan og de onde engle var til stede. Selv mens Gud forkyndte sin lov for sit folk, lagde Satan planer om at friste dem til synd. Han ville prøve at rive dette folk, som Gud havde udvalgt, til sig lige for øjnene af Herren. Ved at forføre dem til afgudsdyrkelse ville han ødelægge virkningen af enhver form for tilbedelse; for hvordan kan menneskene løftes op ved at beundre det, der ikke står højere end de selv, og som kan symboliseres ved noget, de selv har frembragt? Hvis menneskene kunne blive så forblindede overfor den evige Guds magt, majestæt og herlighed, at de fremstillede ham ved hjælp af et udskåret billede eller et dyr eller krybdyr, hvis de kunne glemme deres eget slægtskab med guddommen at de var skabt i deres skabers billede og bøje sig for disse frastødende, livløse ting så var vejen åben for en frygtelig tøjlesløshed. Hjertets onde lidenskaber ville ikke være til at styre, og Satan ville få fuldt herredømme over dem. 

Lige ved foden af Sinaj begyndte Satan at gennemføre sine planer om at kuldkaste Guds lov og således fortsætte det værk, han havde begyndt i Himmelen. I de fyrre dage, Moses var på bjerget hos Gud, arbejdede Satan ivrigt på at fremkalde tvivl, frafald og oprør. Mens Gud skrev sin lov, der skulle overgives til pagtens folk, fornægtede israelitterne deres troskab mod Gud og forlangte guder af guld! Da Moses efter at have stået overfor Guds ærefrygtindgydende herlighed kom tilbage med de lovbud, som folket selv havde lovet at adlyde, fandt han dem bøjet i beundring foran et guldbillede i åben trods mod lovens bud. 
Det var Satans plan at styrte Israel ud i fuldstændig ødelæggelse ved at få dem til at håne og spotte Gud på denne grove måde. Satan troede, at Herren ville forkaste folket og overlade dem til ødelæggelse, fordi de havde fornedret sig så dybt og vist, at de var så blottet for al forståelse af de forrettigheder og velsignelser, Gud havde tilbudt dem, og af deres egne højtidelige og gentagne løfter om troskab. Derved ville Abrahams sæd blive tilintetgjort, den løftets sæd, som skulle bevare kundskaben om den levende Gud, og gennem hvem Kristus, den sande sæd, som skulle besejre Satan, skulle komme. Den store oprører havde planlagt at tilintetgøre Israel og derved krydse Guds planer. Men atter led han nederlag Skønt Israel havde syndet, blev de ikke udryddet. Mens de, der hårdnakket havde stillet sig på Satans side, blev udryddet, fik folket ved ydmyghed og anger Guds nådige tilgivelse. Beretningen om denne synd burde være et evigt vidnesbyrd om den skyld og straf, afgudsdyrkelsen medfører, og om Guds retfærdighed, langmodighed og nåde. 
Hele universet havde været vidne til det, der skete ved Sinaj. Modsætningen mellem Guds og Satans regering sås af følgerne. De syndfri beboere af de andre verdener blev endnu engang vidne til resultaterne af Satans frafald og den regeringsform, han ville have oprettet i Himmelen, hvis han havde fået lov at herske. 
Satan havde til hensigt at fornedre menneskenes forestillinger om Gud ved at få dem til at overtræde det andet bud. Ved at tilsidesætte det fjerde bud ville han få dem til helt at glemme Gud. Guds krav om, at menneskene skal ære og tilbede ham i stedet for hedningernes guder, beror på, at han er Skaberen, og at alle andre væsener skylder ham deres eksistens. Således fremstilles det også i Bibelen. Profeten Jeremias siger: "Herren er Gud i sandhed, han er m levende Gud og en evig konge ... Guder, der ikke har skabt himmel og jord, skal forsvinde fra jorden og under himmelen. Han skabte jorden i sin vælde, grundfæstede jorderig i sin visdom, og i sin indsigt udspændte han himmelen." "Dumt er hvert menneske, uden indsigt; hver guldsmed får skam af sit billede; thi hvad han støber, er løgn, og der er ikke ånd deri; tomhed er de, et dårende værk; når deres hjemsøgelses tid kommer, er det ude med dem. Jakobs arvelod er ikke som de; thi han har skabt alt." Jer. 10,10-12. og 14-16. sabbatten er et minde om Guds skabermagt og viser hen til ham som skaberen af himmel og jord. Derfor er den et stadigt vidnesbyrd om hans eksistens og storhed, visdom og kærlighed. Hvis sabbatten altid var blevet holdt hellig, havde der ikke eksisteret nogen ateister eller afgudsdyrkere.