Til Forsiden
 
Når vi her læser om en trængselstid der ikke har været magen til, kommer vi helt naturlig til at tænke på det Jesus sagde om denne trængselstid.

Matt 24,15-22 Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund - den, der læser dette, skal mærke sig det! - da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.

Trængslen er omtalt i vers 21.
Når vi læser hele sammenhængen, får vi et meget godt indtryk af hvad der venter os!
Den samme trængsel er også omtalt i Markus 13,9-23 og Åb 7,13-14.

"Bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat," sagde Kristus. Han, som indstiftede sabbatten, afskaffede den ikke ved at nagle den til korset. Sabbatten blev ikke gjort død og magtesløs ved hans død. Fyrretyve år efter hans korsfæstelse skulle den stadig holdes hellig. I fyrretyve år skulle disciplene bede om, at deres flugt ikke skulle ske på en sabbatsdag. 

Fra Jerusalems ødelæggelse gik Jesus hurtigt over til den større begivenhed, det sidste led i denne verdens histories kæde: Guds Søns genkomst i majestæt og herlighed. Mellem disse to begivenheder viste der sig tydeligt for Kristus lange århundreder med mørke tider, århundreder, der for hans menighed var mærkede med blod og tårer og kval. Disciplene kunne ikke engang tåle at se disse syner, og Jesus forbigik dem ved kun ganske kortfattet at nævne dem. Han sagde: "Thi da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst, men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes " Gennem mere end tusinde år skulle en forfølgelse, som verden aldrig havde set mage til, komme over Kristi efterfølgere. Millioner og atter millioner af hans trofaste vidner skulle dræbes. Hvis ikke Guds hånd havde været udrakt for at bevare hans folk, ville de alle være omkommet. "Men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes!" sagde han. 
Nu taler vor Herre med umiskendelige ord om sit andet komme, og han fortæller dem i forvejen om de farer, der skal gå forud for hans genkomst til verden. "Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus, eller der! så skal I ikke tro det. Thi falske Messiaser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud. Hvis de altså siger til jer Se, han er i ørkenen, så gå ikke derud; se, han er i kamrene, så tro det ikke! Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være."