Til Forsiden
 
En vidunderlig forbindelse er set mellem det himmelske univers og denne verden. Tingene der blev åbenbaret for Daniel blev senere hen suppleret op ved åbenbaringen udført for Johannes op øen Patmos. Disse to bøger burde studeres omhyggeligt. To gange forhørte Daniel sig: Hvor langt skal der være til tidens ende? Og jeg hørte det, men jeg fattede det ikke; så spurgte jeg: Herre, hvad er det sidste af disse ting?" Og han svarede: gå bort, Daniel, thi for ordene er der sat lukke og segl til endens tid. Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige. Fra den tid det daglige offer ophæves og ødelæggelsens vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 dage. Salig er den, der holder ud og oplever 1335 dage. Men gå du enden i møde, læg dig til hvile og stå op til din lod ved dagenes ende!" Dan 12,8-10 og 13. 
Det var løven af Judas stamme der brød seglet på bogen og gav Johannes åbenbaringen for hvad der skulle være i disse sidste dage. Daniel stod med hans skæbne og havde hans vidnesbyrd der var beseglet indtil tidens ende, når den første engels budskab skulle forkyndes for vor verden. Disse ting her er af grænseløs vigtighed i disse sidste dage; men medens mange skal sigtes, renses og lutres," gudløse skal forgå," og ingen af de gudløse skal forstå". 
Hvor er det dog sandt! Synd er overtrædelse af Guds lov; og dem som ikke vil tage imod lyset med henblik på Guds lov vil ikke forstå råbet fra den første, anden og tredje engels budskab. Daniels bog er ubeseglet i åbenbaringen til Johannes, og bringer os frem til de sidste begivenheder af denne jords historie. 
Daniels tilfælde åbenbarer for os den kendsgerning, at Herren altid er rede til at høre bønner fra den sønderknuste sjæl, og når vi søger Herren af hele vort hjerte, vil han høre vore andragender. Her er åbenbaret, hvorledes Daniel opnåede sin evne og forståelse; og hvis vi kun beder Gud om visdom, vil vi blive velsignet med større evner og med større kraft fra himmelen. Hvis vi blot kommer til Gud ligesom vi er, og beder til ham i tro ligesom Daniel gjorde, vil vi se Guds frelse. Vi behøver at bede, som vi aldrig har bedt før. Selv vore bønner bliver dikteret af den hellige ånd.

Disciplene blev nådigt forskånet for at kende fremtiden. 

 Hvis de til fulde havde forstået de to frygtelige begivenheder Frelserens lidelse og død og byens og templets ødelæggelse ville de være blevet grebet af rædsel. Kristus skildrede de vigtigste begivenheder, som skulle finde sted før verdens ende. De forstod ikke helt, hvad han mente dengang; men hans folk ville komme til at forstå det, når de havde brug for det. Hans profeti havde en dobbelt betydning. Det var både en skildring af Jerusalems ødelæggelse og af rædslerne på den sidste store dag. 
Jesus fortalte de opmærksomme disciple om de straffedomme, som ville ramme det frafaldne Israel, og især om den gengældelse, som ville komme over dem, fordi de forkastede og korsfæstede Messias. Der ville indtræffe umiskendelige tegn før den forfærdelige afslutning. Den frygtelige time ville komme pludselig og brat. Frelseren gav sine efterfølgere denne advarsel: "Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene." Matt 24,15-16; Luk 21,20-21. Når romernes hedenske bannere blev plantet på den hellige grund, som strakte sig nogle stadier uden for byens mure, skulle Kristi efterfølgere redde sig ved flugt. Når de så faresignalet, måtte de, der ville flygte, ikke tøve. Den, der tilfældigvis var på taget, måtte ikke gå ned i huset, men han skal skynde sig væk. Springe fra tag til tag indtil han når bymuren og er i sikkerhed, ligesom ved en ildebrand. De, der arbejdede på markerne eller i vingårdene, måtte ikke tage tid til at gå tilbage efter det tøj, som de havde taget af, mens de arbejdede i dagens hede. De måtte ikke tøve et eneste øjeblik, for at de ikke skulle omkomme under byens ødelæggelse. 
Jerusalem var ikke blot blevet meget forskønnet under Herodes regering, men der var blevet opført tårne, mure og fæstninger, som sammen med den naturlige beskyttelse, byen havde i kraft af sin beliggenhed, tilsyneladende gjorde den uindtagelig. Hvis der var nogen, der på dette tidspunkt offentligt havde forudsagt byens ødelæggelse, ville han være blevet betegnet som en forrykt ulykkesprofet ligesom Noa. Men Kristus havde sagt: "Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå." Matt 24,35. Der var blevet fældet dom over Jerusalem på grund af dens synder, og dommen ville blive fuldbyrdet på grund af byens hårdnakkede vantro.