Mark. 13,13 Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.

Vi må aldrig slå os til ro og være tilfredse med vor tilstand, så vi stopper med at gøre fremgang og siger. "Jeg er frelst." Når man får sådanne tanker, er der ikke længere noget motiv for at våge, bede og alvorligt søge en dybere erfaring. En hellig gjort tunge vil aldrig sige noget sådan før Kristus kommer igen og vi kan gå ind gennem porten til Guds stad. Da vil vi med rette kunne prise Gud og Lammet for en evig frelse. Et svagt menneske må aldrig sige: "Jeg er frelst," for man kan ikke gøre noget for sin egen frelse. De som tager rustningen på sig, kan ikke rose sig af sejren. Først har de en kamp at kæmpe og en sejer at vinde. Den som holder ud indtil enden, bliver frelst. Herren siger: "Viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham." (Hebr. 10,38) Hvis vi ikke går fremad fra sejer til sejer, vil vi trække os tilbage og gå fortabt. Vi må ikke bruge nogen menneskelig standard til at måle karakteren med. Vi har set nok af det menneskene kalder fuldkommenhed her nede. Guds hellige lov er det eneste som kan vise os om vi vandrer på hans vej eller ikke. Hvis vi er ulydige, er vor karakter ude at harmoni med Guds moralske leveregler og da er det en løgn når man siger: "Jeg er frelst." Ingen som lever i overtrædelse af Guds lov, er frelst, for den er grundlaget for hans styre i himmel og på jord.

Det onde, der førte til Peters fald, og som udelukkede farisæeren fra samfund med Gud, viser sig at være årsag til tusinders fald i dag. Der er ikke noget, der er mere anstødeligt for Gud eller farligt for mennesket end stolthed og indbildskhed. Af alle synder er den mest håbløse, den, der er vanskeligst at aflægge. 
Peters fald skete ikke pludseligt, men gradvis. Selvtillid fik ham til at tro, at han var frelst, og skridt for skridt blev taget på vejen, der førte nedad, indtil han fornægtede sin mester.