Her siges det meget tydeligt, at døden er en søvn!

Dan 12,2 Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky.

Dette er også hvad Jesus sagde!

Joh 11,11-14 Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: "Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham." Disciplene sagde til ham: "Herre, hvis han sover, kommer han sig." Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: "Lazarus er død.

"Efter disse ord siger han til dem Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne." "Lazarus, vor ven, er sovet ind." Hvor bevægende er ikke disse ord! Hvor er de fulde af deltagelse. Ved tanken om den dødsfare, som deres Mester udsatte sig for ved at drage til Jerusalem, havde de næsten glemt den sørgende familie i Betania. Men Kristus havde ikke glemt den. Disciplene følte irettesættelsen. De havde været skuffede, fordi Kristus ikke hurtigere havde rettet sig efter budskabet. De havde følt sig fristede til at mene, at han ikke nærede så stor en kærlighed til Lazarus og hans søstre, som de havde tænkt sig, for ellers ville han have skyndt sig tilbage med sendebudet. Men disse ord: "Lazarus, vor ven, er sovet ind!" vakte de rette følelser i deres sind. De følte sig overbeviste om, at Kristus ikke havde glemt sine stakkels venner. 
"Da sagde disciplene til ham: Herre! er han sovet ind, så kommer han sig. Men Jesus havde talt om hans død; de andre mente, at han talte om søvnens hvile." Kristus fremstiller døden som en søvn for sine troende børn. Deres liv er skjult med Kristus i Gud, og indtil den sidste basun lyder, skal de, som dør, sove i ham. 
"Så sagde da Jesus rent ud til dem: Lazarus er død! Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad for, at jeg ikke var der; men lad os nu gå til ham!" Tomas kunne ikke se, at der var andet end døden i vente for hans Herre, hvis han drog til Judæa; men han samlede alt sit mod og sagde til de andre disciple: "Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen med ham!" Han kendte jødernes had mod Jesus. Det var deres hensigt at opnå hans død, men endnu var denne hensigt ikke lykkedes for dem, fordi der endnu var noget af hans tilmålte tid tilbage.

  I dette tidsrum blev Jesus vogtet af Himmelens engle; og selv i Judæas egne, hvor de skriftkloge lagde råd op om, hvordan de kunne gribe ham og dræbe ham, kunne der ikke ske ham noget ondt. 
Disciplene undrede sig over Kristi ord, da han sagde: "Lazarus er død! Jeg er glad for, at jeg ikke var der." Undgik Frelseren af eget frit valg sine stakkels venners hjem? Marta og Maria og den døende Lazarus var øjensynligt ladt alene. Men de var ikke alene. Kristus så alt, hvad der skete, og efter Lazarus død fik de sørgende søstre hjælp og støtte ved hans nåde. Jesus var vidne til deres fortvivlede hjerters sorg, medens deres broder kæmpede med sin stærke fjende, døden. Han følte angstens smerte, og han sagde til sine disciple: "Lazarus er død!" Men Kristus havde ikke blot de kære i Betania at tænke på; han måtte også tage sig af sine disciples oplæring. De skulle være hans stedfortrædere i verden, så at Faderens velsignelse kunne nå ud til alle. For deres skyld tillod han, at Lazarus døde. Hvis han havde helbredt ham for hans sygdom, ville det under, som er det mest afgørende bevis for hans guddommelighed, ikke være sket. 
Dersom Kristus havde været i sygeværelset kunne Lazarus ikke være død; thi Satan ville ikke have haft nogen magt over ham. Døden ville ikke kunne have afskudt sin pil mod Lazarus i nærværelse af livets giver. Derfor blev Kristus borte. Han tillod fjenden at udøve sin magt, for at han kunne drive ham tilbage som en slagen fjende. Han tillod, at Lazarus kom ind under dødens herredømme; og de sørgende søstre så deres broder blive lagt i graven. Kristus vidste, at deres tro på Frelseren ville blive sat på en hård prøve, når de betragtede deres broders livløse ansigt. Men han vidste også, at på grund af den kamp, som de nu måtte igennem, ville deres tro stråle med langt større kraft. Han led med dem i hver sorg og angst, som de måtte udholde. Han elskede dem ikke mindre, fordi han tøvede; men han vidste, at sejren skulle vindes både for dem, for Lazarus, for ham selv og for hans disciple. 
"For jeres skyld, for at I må komme til tro." For alle dem, der rækker hånden ud for at mærke Guds ledende hånd, er det mest modløse øjeblik det tidspunkt, hvor Guds hjælp er nærmest. De vil med taknemmelighed se tilbage på den mørkeste del af deres vej. "Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse" 2Pet. 2,9. Fra enhver fristelse og enhver prøvelse vil han lade dem gå ud med endnu stærkere tro og rigere erfaringer.