Til Forsiden
 
Daniel og hans venner beder til Gud!
Den bøn Daniel og hans venner nu bad, var et råb om hjælp.

Vi trænger nu til at høre den sande vægters stemme i alle rækker: "Der kommer en morgen, men også en nat." (Es21,12). Basunen må give en klar lyd, for vi lever i forberedelsens tid før Herrens store dag. Alle anstrengelser for at føre vore appeller til de højeste autoriteter i vort land, lige meget hvor alvorlig og stærk og veltalende vore bønner er, vil være resultatløse med mindre Herren arbejder i hjertet med sin hellige Ånd på de som hævder at tro sandheden. Vi kan kæmpe som en stor mand med at svømme mod Niagaras bølger, men vi vil fejle hvis ikke Herren er med os. Gud skal blive æret af sit folk. De skal være rene, de skal være blottet for selvet, stå fast, ikke til at flytte, altid til stede i Herrens værk. Herren vil løfte den ydmyge sjæl, som stoler på ham. Han vil forene sin kraft med de menneskelige anstrengelser hvis det menneske vil ære ham, ligesom Daniel. Men som et folk behøver vi retfærdighedens skønhed, hellighed og sandhed.  Den mest harmoniske teori vil ikke frelse os. Den Gud, der styrede Babylon, er den samme Gud som styrer i dag.

Vi har en Gud, hvis øre ikke er lukket for vore bønner, og derfor tror vi ham på hans ord, at han vil give os efter vor tro. 

 Han vil, at alle vore interesser skal være sammenflettede med hans interesser; thi så kan han trygt velsigne os. Vi vil da ikke tage æren til os selv, når velsignelsen kommer, men vil give Gud al ære. Han besvarer ikke altid vore bønner, den første gang vi påkalder ham; thi hvis han gjorde dette, vilde vi måske anse det for givet, at vi var fuldt berettiget til alle de velsignelser og velgerninger, som han skænker os. I stedet for at ransage vore egne hjerter for at se, om der bor noget ondt hos os, om vi holder fast ved nogen synd, ville vi blive ligegyldige og ikke forstå vor afhængighed af ham og vor trang til hans hjælp. Elias ydmygede sig selv, indtil han befandt sig i den stilling, at han ikke ville tillægge sig selv æren. Dette er betingelsen, hvorpå Herren hører vore bønner, thi så vil vi give ham æren. Den skik at ære mennesker har meget ondt til følge. Den ene priser den anden, og således ledes menneskene til at tænke, at ære og hæder med rette tilkommer dem. Når du ophøjer et menneske, lægger du en snare for hans sjæl og gør netop det, som Satan ønsker, du skal gøre. Du bør prise Gud af hele dit hjerte, af din ganske sjæl, af din ganske styrke og af dit ganske sind; thi Gud alene er værdig til al ære. Dersom vi forstod, at vor frelse har kostet Guds søns liv, så ville vi have ringere mening om os selv. Vor Frelser vidste, at der ikke var noget håb om frelse for os uden gennem ham, og han kom til verden for at blive såret for vore overtrædelser og knust for vore misgerninger og for at bære vor straf, for at vi ved hans sår kunne blive lægte.