Stefanus var en mægtig Guds Mand, særskilt oprejst for at fylde en vigtig Plads i Menigheden. Satan jublede over hans Død, fordi han vidste, at Disciplene stærkt ville føle Tabet. Men Satans Fryd blev kun kortvarig; for i den Kreds, der var Vidne til Stefanus' Død, var der en, som Jesus ville åbenbare sig for. Saulus tog ikke Del i at kaste Sten på Stefanus, men han gav sit Samtykke til hans Død. Han var nidkær i Forfølgelsen af Guds Menighed, efterstræbte de troende, greb dem i deres Huse og overleverede dem til dem, der ville slå dem ihjel. Saulus var en evnerig Mand med god Uddannelse; hans Nidkærhed og Lærdom skaffede ham stor Anseelse iblandt Jøderne, men han var frygtet af mange af Kristi Disciple. I sit Oprør mod Guds Søn og mod dem, der troede på ham, udnyttede Satan på en virksom Måde denne Mands Talenter. 

Af en Guds mand, en Kristi tjener, kræves, at han må være fuldkommen, dygtiggjort til al god gerning. En pompøs prædikant, behøves ikke i dette gode værk. Men velanstændighed er nødvendig på talerstolen. En evangeliets forkynder bør ikke være ligegyldig med sin optræden. Dersom han er en Kristi repræsentant, bør hans opførsel, hans holdning, hans bevægelser være af en sådan beskaffenhed, at de ikke støder de tilstedeværende. En prædikant bør være i besiddelse af dannelse. Han må aflægge alt sælsomt og klodset i sine manerer, sin holdning og sine bevægelser og lægge sig efter en beskeden værdighed i sin optræden. Han bør klæde sig på en måde, som svarer til hans ophøjede stilling. Hans ord bør i enhver henseende være alvorlige og velvalgte. Jeg så, at det er urigtigt at bruge grove, uærbødige udtryk, at fortælle anekdoter for at more eller anvende komiske eksempler for at vække latter. At bruge spydigheder eller at lege med en modstanders ord ligger ganske udenfor Guds plan. Prædikanter bør ikke mene, at de ej kan gøre nogen forbedring i deres stemme eller optræden; meget kan gøres. Stemmen kan udvikles, således at selv længere taler ikke vil skade taleorganerne.