Fortæl, hvad jeg drømte eller dø! De vise mænd svarede stadig: "Kongen sige sine trælle drømmen, så skal vi tyde den." Nebukadnezar blev rasende, fordi de mennesker, som han havde næret tillid til, tilsyneladende søgte at føre ham bag lyset, Han sagde: "Nu ved jeg for vist, at I kun søger at vinde tid, fordi I ser, mit ord står fast, så eders dom kun kan blive én, hvis I ikke kundgør mig drømmen, og at I derfor er blevet enige om at lyve for mig og føre mig bag lyset, til der kommer andre tider. Sig mig derfor drømmen, så jeg kan vide, at I også kan tyde mig den." Drømmetyderne frygtede for følgerne af deres nederlag og forsøgte at overbevise kongen om, at hans krav var urimeligt, og at ingen mennesker nogen sinde var blevet stillet på en sådan prøve. "Der findes ikke et menneske på jorden, som kan sige, hvad kongen ønsker at vide," sagde de. "Aldrig har jo heller nogen konge, hvor stor og mægtig han end var, krævet sligt af nogen drømmetyder, maner eller kaldæer; hvad kongen kræver, er umuligt, og der er ingen, som kan sige kongen det, undtagen guderne, og de bor ikke hos de dødelige." "Herover blev kongen vred og såre harmfuld, og han bød, at alle Babels vismænd skulle henrettes." De mænd, som skulle fuldbyrde kongens befaling, ledte nu også efter Daniel og hans medbrødre.  Da de fik at vide, at kongen havde befalet, at de skulle dø, henvendte Daniel sig "med kloge og vel overvejede ord" til Arjok, som var øverste for kongens livvagt, og spurgte: "Hvorfor er så skarp en befaling udgået fra kongen?" Arjok fortalte ham, hvor foruroliget kongen var blevet over sin mærkelige drøm, og at det ikke var lykkedes ham at få hjælp hos dem, som han ellers havde næret ubetinget tillid til. Da Daniel hørte det, vovede han livet og gik ind til kongen og bad om en frist, så ville han bede sin Gud åbenbare drømmen og dens udtydning. Det gik kongen med til. "Så gik Daniel hjem og satte sine venner Hananja, Misjael og Azarja ind i sagen." De holdt bøn sammen og bad lysets og kundskabens ophav om visdom. De stolede fuldt og fast på, at det var Gud, der havde anbragt dem der, hvor de var, og at de udførte hans gerning og gjorde deres pligt. De havde altid bedt ham om vejledning og beskyttelse i vanskeligheder og farer, og han havde altid hjulpet dem. Med et angergivent hjerte overgav de sig på ny i jordens Dommers hånd og bad han udfri dem af denne store krise. De bad ikke forgæves. Nu blev de æret af den Gud, som de havde æret. Herrens Ånd hvilede over dem, og kongens drøm og dens udtydning blev åbenbaret for Daniel "i et nattesyn."