|
Daniels bog kapitel 2.
Dan 2,1 I sit andet regeringsår havde Nebukadnesar en drøm;
han blev grebet af uro og kunne ikke falde i søvn igen. >>>>> |
Dan 2,2 Så befalede kongen, at mirakelmagerne, besværgerne,
troldmændene og stjernetyderne skulle tilkaldes, for at de kunne
fortælle kongen, hvad det var, han havde drømt. De kom og
trådte frem for kongen. >>>>> |
Dan 2,3 Kongen sagde til dem: "Jeg har haft en drøm, og jeg
er fuld af uro, fordi jeg ikke forstår drømmen." >>>>> |
Dan 2,4 Stjernetyderne sagde til kongen på aramaisk: "Kongen
leve evigt! Fortæl os drømmen, herre, så skal vi tyde
den." >>>>> |
Dan 2,5 Kongen svarede stjernetyderne: "Dette er min faste beslutning:
Hvis I ikke kan gengive drømmen for mig og tyde den, skal I sønderlemmes
og jeres huse lægges i grus. >>>>> |
Dan 2,6 Men hvis I kan fortælle drømmen og tyde den, skal
I modtage gaver og foræringer og store æresbevisninger af mig.
Altså: fortæl mig drømmen og tyd den!" >>>>> |
Dan 2,7 De sagde igen: "Fortæl dine tjenere drømmen, konge,
så skal vi tyde den." >>>>> |
Dan 2,8 Men kongen svarede: "Nu ved jeg med sikkerhed, at I har til
hensigt at vinde tid, fordi I har indset, at min beslutning står
fast; >>>>> |
Dan 2,9 hvis I ikke kan gengive drømmen for mig, gælder
der kun én lov for jer! I har aftalt at holde mig hen med løgn
og bedrag, til der kommer andre tider. Altså: fortæl mig drømmen,
så jeg kan vide, at I også kan tyde den!" >>>>> |
Dan 2,10 Så sagde stjernetyderne til kongen: "Der er intet menneske
på jorden, der kan opfylde kongens krav, og der er heller ingen konge,
hvor stor og mægtig han end er, der ville stille et sådant
krav til nogen mirakelmager, besværger eller stjernetyder. >>>>> |
Dan 2,11 Det krav, kongen stiller, er strengt. Der findes ingen, som
kan opfylde kongens krav, undtagen guderne, og deres bolig er ikke hos
menneskene." >>>>> |
Dan 2,12 Da blev kongen meget vred og harmfuld og befalede, at alle
Babylons vismænd skulle tilintetgøres. >>>>> |
Dan 2,13 Da forordningen om, at vismændene skulle dræbes,
var udstedt, stod også Daniel og hans venner i fare for at blive
dræbt. >>>>> |
Dan 2,14 Men Daniel henvendte sig med kloge og velovervejede ord til
Arjok, chefen for kongens livvagt, der var gået ud for at dræbe
Babylons vismænd. >>>>> |
Dan 2,15 Han spurgte Arjok, kongens befuldmægtigede, hvorfor
kongens forordning var så streng, og Arjok forklarede sagen for Daniel.
>>>>> |
Dan 2,16 Så gik Daniel til kongen og bad om at få en frist,
så han kunne tyde drømmen for kongen. >>>>> |
Dan 2,17 Daniel gik nu hjem og satte sine venner, Hananja, Mishael
og Azarja, ind i sagen. >>>>> |
Dan 2,18 De skulle bede himlens Gud om i sin barmhjertighed at åbenbare
denne hemmelighed, så Daniel og hans venner ikke skulle tilintetgøres
sammen med Babylons øvrige vismænd. >>>>> |
Dan 2,19 Da blev hemmeligheden åbenbaret for Daniel i et nattesyn,
og Daniel priste himlens Gud. >>>>> |
Dan 2,20 Han sagde: Lovet være Guds navn fra evighed til evighed,
ham tilhører visdommen og styrken. >>>>> |
Dan 2,21 Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger
og indsætter konger; han giver vismændene visdom og de forstandige
forstand. >>>>> |
Dan 2,22 Han åbenbarer det uudgrundelige og skjulte, han kender
det, som er i mørket, hos ham har lyset sin bolig. >>>>> |
Dan 2,23 Jeg takker og lovsynger dig, mine fædres Gud, for du
har givet mig visdom og styrke; nu har du kundgjort mig det, vi har bedt
dig om, du har kundgjort os svaret til kongen. >>>>> |
Dan 2,24 Derpå gik Daniel til Arjok, som kongen havde pålagt
at tilintetgøre Babylons vismænd. Han sagde til ham: "Tilintetgør
ikke Babylons vismænd! Før mig frem for kongen, så skal
jeg give ham tydningen." >>>>> |
Dan 2,25 Arjok skyndte sig at føre Daniel frem for kongen og
sagde: "Jeg har fundet en mand blandt de bortførte fra Juda, som
vil give kongen tydningen." >>>>> |
Dan 2,26 Kongen spurgte Daniel, som havde fået navnet Beltshassar:
"Er du i stand til at gengive det drømmesyn, jeg har haft, og tyde
det for mig?"
>>>>> |
Dan 2,27 Daniel svarede kongen: "Den hemmelighed, som kongen spørger
om, kan hverken vismænd, besværgere, mirakelmagere eller himmelgranskere
fortælle kongen. >>>>> |
Dan 2,28 Men der er en Gud i himlen, som kan åbenbare hemmeligheder,
og han har meddelt kong Nebukadnesar det, som skal ske ved dagenes ende.
Sådan var din drøm og de syner, der gik gennem dit hoved,
da du lå på dit leje. >>>>> |
Dan 2,29 De tanker, der steg op i dig, konge, da du lå på
dit leje, drejer sig om det, der skal ske i fremtiden. Den, der åbenbarer
hemmeligheder, har meddelt dig, hvad der skal ske. >>>>> |
Dan 2,30 Det er ikke, fordi jeg har en visdom frem for alle andre levende
væsener, at denne hemmelighed er blevet åbenbaret for mig;
men det er, for at kongen kan få tydningen at vide, så du kan
forstå tankerne i dit hjerte. >>>>> |
Dan 2,31 Du så en mægtig billedstøtte, konge; den
var stor, og dens pragt var overvældende, som den stod foran dig;
den var frygtindgydende at se på. >>>>> |
Dan 2,32 Billedstøttens hoved var af fint guld, dens bryst og
arme var af sølv, dens mave og hofter af kobber, >>>>> |
Dan 2,33 dens ben af jern, og dens fødder dels af jern, dels
af ler.
>>>>> |
Dan 2,34 Mens du så på den, blev en sten revet løs,
men ikke ved menneskehånd; den ramte billedstøttens fødder
af jern og ler og knuste dem. >>>>> |
Dan 2,35 Derefter knustes på én gang jernet, leret, kobberet,
sølvet og guldet; det blev ført bort af vinden som avner
på en tærskeplads om sommeren og var sporløst forsvundet.
Men stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der
fyldte hele jorden. >>>>> |
Dan 2,36 Det var drømmen, og nu vil vi fortælle kongen
dens tydning.
>>>>> |
Dan 2,37 Konge, kongernes konge, dig har himlens Gud givet kongedømme,
magt, styrke og ære; >>>>> |
Dan 2,38 i din hånd har han overgivet menneskene, jordens dyr
og himlens fugle, hvor de end bor, og han har givet dig herredømmet
over dem alle. Du er hovedet af guld. >>>>> |
Dan 2,39 Efter dig skal opstå et andet kongerige, ringere end
dit, og derpå et tredje kongerige, det af kobber, som skal herske
over hele jorden. >>>>> |
Dan 2,40 Og et fjerde kongerige skal blive stærkt som jern, for
ligesom jernet knuser og sønderslår alt, skal det knuse og
sønderbryde alle de andre. >>>>> |
Dan 2,41 Men når du så, at fødderne og tæerne
dels var af pottemagerler, dels af jern, betyder det, at dette kongerige
vil være delt, men dog besidde noget af jernets hårdhed; du
så jo, at jernet var blandet med ler.
>>>>> |
Dan 2,42 Og at tæerne dels var af jern, dels af ler, betyder,
at kongeriget dels skal være stærkt, dels skrøbeligt.
>>>>> |
Dan 2,43 Når du så, at jernet var blandet med ler, betyder
det, at de skal blande sig gennem ægteskab; men de holder ikke sammen,
ligesom jern heller ikke lader sig blande med ler. >>>>> |
Dan 2,44 I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som
i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få
kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger,
men selv skal det bestå i al evighed. >>>>> |
Dan 2,45 Du så jo en sten blive revet løs fra bjerget,
men ikke ved menneskehånd; den knuste jernet, kobberet, leret, sølvet
og guldet. Den store Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske i fremtiden.
Drømmen er sand, og dens tydning står fast." >>>>> |
Dan 2,46 Da kastede Nebukadnesar sig til jorden og hyldede Daniel;
han befalede, at man skulle bringe ham offergave og røgelse. >>>>> |
Dan 2,47 Kongen sagde til Daniel: "Jeres Gud er i sandhed guders Gud,
kongers Herre og den, der åbenbarer hemmeligheder, siden du har været
i stand til at åbenbare denne hemmelighed." >>>>> |
Dan 2,48 Derpå ophøjede kongen Daniel, gav ham mange store
gaver og gjorde ham til hersker over hele provinsen Babylon og overhoved
over alle Babylons vismænd. >>>>> |
Dan 2,49 Men da Daniel bad om det, satte kongen Shadrak, Meshak og
Abed-Nego til at styre provinsen Babylon, mens Daniel blev ved kongens
hof. >>>>> |
|
|
|
|