Til Forsiden
 
Der kaldes på Daniel!
De sidste dages farer er over os, og i vort arbejde skal vi advare folk for den fare de er i. Lad ikke de højtidelige scener som profetien har åbenbaret være uberørte. Hvis vores folk er halvvågnede, hvis de forstår nærheden af begivenhederne skildret i Åbenbaringen, ville en reformation blive udrettet i vore menigheder, og mange flere ville tro budskabet. Vi har ingen tid at spilde; Gud kalder på os til at vogte os for sjæle som de der må give et regnskab. Frem nye principper, og fyld op med den knivskarpe sandhed. Det vil være som et tveægget sværd. Men vær ikke for hurtig til at diskutere. Der vil blive tider hvor vi stadig må stå og se Guds frelse. Lad Daniel tale, lad Åbenbaringen tale, hvad der er sandt. Men fra hvilken side emnet end overbringes, opløft Jesus som håbets midtpunkt, Davids rodskud og ætling, jeg er den strålende morgenstjerne." Åb 22,16.

Også de naturlige evner forøges ved hellig lydighed. Granskningen af livets ord vil styrke, højne og forædle sindet. Hvis vedkommende ligesom Daniel er Guds ords høere og gørere, så kan de gøre den samme fremgang, som han gjorde i alle kundskabsgrene. Da de ejer sjælelig renhed, vil de også få sjælelig styrke. Enhver åndsevne vil blive skænket. De kan opnå en sådan udvikling og uddannelse, at alle, som kommer under deres indflydelse, vil se, hvad en person kan blive, og hvad han kan udrette, når han har samfund med visdommens og kraftens Gud.

Alt det Gud har specificeret i den profetiske historie og som skulle opfyldes i fortiden, er blevet opfyldt, og alt det som endnu skal komme til sin tid, vil blive opfyldt. Daniel, Guds profet, er på sin plads. Johannes er på sin plads. 

 I Åbenbaringsbogen har løven af Juda stamme åbnet Daniels bog for dem som vil granske profetierne. Sådan er det Daniel skal være. Han frembærer sit vidnesbyrd som Herren åbenbarede for ham i syner, om store og alvorlige begivenheder som vi må kende til, idet vi står lige foran opfyldelsen af dem.

Daniel er et eksempel for de troende på, hvad det vil sige at bekende Kristus. Han havde den ansvarsfulde stilling som statsminister i det babyloniske rige. Der var nogle stor mænd ved hoffet som var misundelige på Daniel. De ønskede at finde noget som de kunne føre klage mod ham for hos kongen. Men han var en trofast statsmand, så de fandt ingen brist i hans karakter eller liv. De blev da enige om at bede kongen lave en bestemmelse om at ingen skulle bede hverken Gud eller mennesker om noget, undtagen kongen, i 30 dage. Dersom nogen var ulydig mod denne forordning, skulle de kastes i løvekulen. Men afholdt Daniel sig fra at bede, selv om denne vedtagelse blev sat i kraft? Nej, netop da behøvede han at bede. Daniel forsøgte ikke at skjule sin troskab mod Gud. Han bad ikke i sit hjerte, men højt. Han åbnede vinduerne mod Jerusalem og sendte sine bønner op til himmelen. Da klagede hans fjender til kongen, og Daniel blev kastet i løvekulen. Men Guds Søn var til stede der. Da kongen kom om morgenen og råbte: "Daniel, den levende Guds tjener, har din Gud, som du uophørligt dyrker, kunnet redde dig fra løverne? Da svarede Daniel kongen: Kongen leve evigt! Min Gud sendte sin engel; han lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre mig noget." Dan 6,21-23.