Det høje træ midt på jorden! I sin nåde gav Gud kongen endnu en drøm for at advare ham om den fare, han befandt sig i, og for at hindre, at han blev offer for den snare, som truede med at blive til hans undergang. I et natligt syn så Nebukadnezar et træ, som voksede midt på jorden. Dets top nåede himmelen, og dets grene strakte si: til jordens ender. Bjergenes og højenes dyr søgte ind under dets skygge, og himmelens fugle byggede rede i dets grene. "Dets løv var fagert, dets frugter mange, og der var føde til alle derpå; ... og alt kød fik næring deraf." Mens kongen betragtede det prægtige træ, så han "en vægter, en hellig" nærme sig det og råbe med høj røst: ”Fæld træet, hug grenene af, afriv løvet og spred frugterne; dyrene skal fly fra deres bo derunder og fuglene fra dets grene! Dog skal I lade stubben med rødderne blive i jorden, men bunden med en kæde af jern og kobber i markens græs; af himmelens dug skal han vædes, og som dyrene skal han æde markens urter; hans menneskehjerte skal fratages ham og et dyre hjerte gives ham, og syv tider skal gå hen over ham.  Således er det fastsat ved vægternes råd, og ved de helliges bud er sagen afgjort, for at de levende må sande, at den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil, og ophøje den ringeste blandt menneskene til hersker over det!" Kongen var dybt besværet over drømmen, som øjensynlig var en forudsigelse af en eller anden form for modgang. Han gentog den derfor i nærværelse af "drømmetyderne, manerne, kaldæerne og stjernetyderne" men skønt drømmen var ganske enkel, kunne ingen af de vise mænd tyde den. Nu blev det endnu engang bekræftet i dette rige, hvor afgudsdyrkelsen sad i højsædet, at kun de, der elsker og frygter Gud, kan fatte Himmerigets riges hemmeligheder. I sin store forlegenhed sendte kongen bud efter sin tjener Daniel, som var højt værdsat for sin retskaffenhed, pålidelighed og uforlignelige visdom.