Til Forsiden
 
Kongen bliver bleg af skræk!
I samme stund festen var på sit højeste, viste der sig en hvid hånd, som på væggen i festsalen skrev dommen over kongen og hans rige. Ordene, der blev skrevet, var: "Mené mené tekél ufarsin!" De blev af Daniel udlagt til at skulle betyde: "Du er vejet på vægten og fundet for let. Dit rige er delt og givet til Medien og Persien." Og beretningen fortæller, at "samme nat blev Belsazzar, kaldæernes konge, dræbt, og mederen Darius overtog riget". 
Lidet anede Belsazzar, at en usynlig vægter var vidne til hans afgudiske gæstebud. Men der bliver ikke sagt eller gjort noget, som ikke bliver optegnet i Himmelens bøger. De mystiske tegn, som den hvide hånd skrev på væggen. viser, at Gud er vidne til alt, hvad vi foretager os, og at han bliver vanæret ved gilder og orgier. Vi kan ikke skjule noget for Gud. Vi kan ikke løbe fra vort ansvar over for ham. Hvor vi end er og hvad vi end gør, så står vi til ansvar for ham, som vi tilhører i kraft af skabelsen og genløsningen.

Belsazzars stolthed, hovmod og hånlige foragt for faren gav sig udslag i, at han "gjorde et stort gæstebud for sine stormænd og drak vin med dem." Alt, hvad den rige og mægtige nation kunne opbyde, var taget i anvendelse for at kaste glans over festen. Smukke, charmerende kvinder taltes blandt gæsterne ved den kongelige banket. Der var intelligente og højt uddannede mænd til stede. Her var fyrster og statsmænd, der drak vin som vand og kastede alle hæmninger over bord i deres beruselse.
Kongen drak sig fra sans og samling, og da de lavere instinkter havde taget magten, førte han selv an i det vilde orgie. Under festen "lod han de guldkar og sølvkar hente, som Nebukadnezar havde ført bort fra helligdommen i Jerusalem, for at kongen og hans stormænd, hans hustruer og medhustruer kunne drikke af dem." Kongen ville bevise, at intet var så helligt, at han ikke kunne røre ved det. "Man hentede da guld og sølvkarrene, og kongen og hans stormænd, hans hustruer og medhustruer drak af dem; og mens de drak vin, priste de deres guder af guld, sølv, kobber, jern, træ og sten."

 Belsazzar havde ingen anelse om, at et himmelsk vidne overværede hans hedenske orgie. Han tænkte slet ikke på, at en guddommelig vægter i det skjulte betragtede det vanhellige optrin, hørte bespottelserne og bemærkede sig afgudstilbedelsen. Men det skulle ikke vare længe, før den ubudne gæst gav sig til kende. Da sviregildet var på sit højeste, kunne man skimte en hånd, som skrev med indskrift på paladset vægge. Den vældige forsamling forstod ikke ordene, men de var et varsel om den dom, som ventede kongen, hvis samvittighed omsider var vågnet, samt hans gæster.
Den larmende munterhed stilnede af, og både mænd og kvinder sad i stum skræk og iagttog hånden, som langsomt skrev de hemmelighedsfulde bogstaver. Alt det onde, som de havde gjort i livet, passerede revy for deres øjne. De følte det, som om de blev kaldt frem for den evige Dommer, hvis magt de netop havde foragtet. Hvor der for få øjeblikke siden lød muntre råb og spottende vittigheder, hørtes der nu angstfyldte skrig fra ligblege mennesker. Når Gud gør menneskene bange, kan de ikke skjule deres angst.
Belsazzar var den mest skrækslagne af dem alle sammen. Han bar hovedansvaret for det oprør, som var rettet imod Gud og nåede sit højdepunkt i det babyloniske rige i denne nat. Kongen blev lammet af skræk, da han stod over for den usynlige vægter, som repræsenterede ham, hvis magt man havde udfordret, og hvis navn man havde bespottet. Nu vågnede kongens samvittighed. "Hans hofter snappedes, og hans knæ slog imod hinanden." Belsazzar havde i sin formastelse sat sig op imod Himmelens Gud. Han havde stolet på sin egen magt, og det faldt ham end ikke ind, at nogen turde vove at sige: "Hvorfor bærer du dig således ad?" Men nu stod det ham klart, at han skulle aflægge regnskab for den måde, hvorpå han havde forvaltet de midler, som var blevet betroet ham, og at der ikke var nogen undskyldning for de anledninger, som han havde forspildt, og den trodsige holdning, som han havde indtaget.