Mange er så optagne af deres jordiske bekymringer og sysler, at de næsten ingen tid kan finde til bøn og har kun lidt interesse i at bede. De deltager måske endnu i den udvortes gudsdyrkelse, men ånden har forladt dem; de har fjernet sig langt fra det store mønster. Jesus bad ofte, ivrigt og inderligt. Dersom Guds enbårne Søn var så ivrig i bøn for vor skyld, hvor meget mere behøver da ikke vi at drage nær til Gud for at få styrke, så hele vor sjæl må fyldes med Guds kundskab!
Vi burde ikke være tilfredse, før vi har bekendt enhver vitterlig synd for Gud; thi det er både vor pligt og vort privilegium at tro, at vi er Guds børn. Vi må ikke vente, indtil andre trænger gennem mørket og sejrer, for at vi kan glæde os med dem. En sådan glæde er ikke varig. Vi må tjener Gud, fordi det er hans behagelige vilje, ikke blot ifølge følelser. Morgen og aften bør vi bede til Gud i vor egen familie; vort daglige arbejde bør ikke hindre os deri. Vi må tage tid til bøn, og når vi beder, må vi tro, at Gud hører os. 

Alle de midler, som mørkets fyrste kan finde på, vil blive taget i brug for at tilskynde Guds tjenere til at slutte pagt med Satans redskaber. Der vil blive sendt bud efter dem gentagne gange for at få dem til at forlade deres gerning. De bør svare lige så bestemt som Nehemias: "Jeg har et stort arbejde for og kan derfor ikke komme derned." Guds tjenere kan trygt fortsætte deres gerning og ved deres flid tilbagevise de falske beskyldninger, som ondskabsfulde mennesker retter imod dem for at gøre dem fortræd. De skal følge det eksempel, som håndværkerne på Jerusalems mure viste, og nægte at lade sig forstyrre af trusler, spot eller løgn. De skal være på vagt ustandselig. Det går ikke an at slappe af et eneste øjeblik, for deres fjender er på jagt efter dem hele tiden. De skal bede til Gud uden ophør og sætte "vagt både dag og nat." Neh 4,9.