Daniel blev kastet i løvekulen fordi han holdt urokkeligt fast ved sine principper og bevarede sin troskab mod Gud. Men han sejrede til slut, og Gud blev forherliget ved sin tjener, som han havde tilladt at blive ydmyget. Job blev frarøvet alle sine jordiske skatte. Han mistede alle sine børn, og hans venner så med væmmelse på ham. Men da tiden var inde til det, viste Gud, at han ikke havde forladt sin tjener.

Daniels beretning er bemærkelsesværdig. Han gennemførte sin tro og principper mod stor modstand. Han blev dømt til døden fordi han ikke vil fralægge en tøddel af sin troskab mod Gud også over for kongens dekret. Det kunne den gang kaldes overretfærdighed at gå, efter hans vane, tre gange om dagen op for det åbne vindue og knæle i bøn, skønt han vidste at udspionerende øjne lagde mærke til ham og at hans fjender var parat til at anklage ham for illoyalitet over for kongen; men Daniel ville ikke lade jordisk magt komme ind mellem ham og hans Gud, heller ikke med udsigt til død i løvekulen. 

Men hine mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på kongens bud hentet og kastet i løvekulen tillige med deres børn og hustruer, og næppe havde de nået kulens bund, før løverne kastede sig over dem og knuste alle ben i dem."
Endnu engang udsendte en hedensk konge en bekendtgørelse, som ophøjede Daniels Gud som den sande Gud. "Derpå skrev kong Darius til alle folk, stammer og tungemål på hele jorden: "Fred være med eder i rigt mål! Hermed byder jeg, at man, så vidt mit rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i evighed; hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme er uden ende. Det er ham, der redder og udfrier, og han gør tegn og undere i himmelen og på jorden, han, som reddede Daniel af løvernes vold!"