Rom 1,28-32 Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.

Det er ikke verdens modstand, der bringer os i den største fare. Det er derimod det onde, der næres i bekendende troendes hjerter, som fremkalder vore største ulykker og hindrer Guds værks fremgang mest. 

Farerne og vanskelighederne foran os tager til, alt som vi nærmer os den himmelske hvile. Satan er fyldt med dødeligt had mod alle, som søger at vinde det land, som engang var hans hjem. Hans misundelse har intet mistet i bitterhed, siden han blev udelukket fra himmelens strålende herlighed. Før sit fald var han en fjende af Kristus og søgte at røve hans ære og herlighed, og han er ikke i mindre grad en fjende af Kristus nu. Han har besluttet sig til at tage verden til fange. Han ser, at hans tid er kort, at en, som er mægtigere end han, snart vil tage hans magt fra ham, og han vil gøre en sidste mægtig anstrengelse mod Kristus og hans menighed.