Til Forsiden
 
Daniels bog er den bog i Biblen, hvor ordet kongerige er nævnt flest gange!

Det kongerige der her er tale om skal aldrig forgå, det vil bestå til evig tid.

Herren gjorde en særlig pagt med det gamle Israel: "Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele Jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! Det er de ord, du skal tale til Israels børn!" Han henvender sig til sit, sidste dages lovlydige, folk: "Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys." I elskede! "jeg formaner jer som fremmede og udlændinge: Hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen."
Ikke alle som bekender sig til at holde Guds bud holder deres legemer i helligelse og ære. Det højtideligste budskab der nogensinde er givet dødelige mennesker er betroet til denne folk, og de kan have en kraftfuld indflydelse hvis de vil helliges ved den. De bekender sig til at stå på den evige sandheds ophøjede platform, og holde alle Guds bud; hvis de derfor; dersom de giver efter for synd, begår utugt og hor, er deres overtrædelse af ti gange større betydning end for de klasser jeg har nævnt, som ikke anerkender Guds lov som deres bånd. I en vis forstand vanærer dem som bekender sig til at holde Guds lov ham og gør sandheden til skamme ved at overtræde dens forskrifter. 

Det var den almindelige udbredelse af denne synd, utugt, blandt det gamle Israel, som bragte Guds klare mishag over dem. Hans domme fulgte da nøje over deres afskyelige synd; tusinde faldt, og deres besmittede legemer blev efterladt i ørknen. "Dog, de fleste af dem fandt Gud ikke behag i; de blev jo slået ned i ørkenen.

  I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev, således som der står skrevet: Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege. Lad os heller ikke bedrive utugt, som nogle af dem bedrev utugt, og på én dag faldt der treogtyve tusinde. Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger. I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af ødelæggeren. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!"

Gennem tider med åndeligt mørke har Guds menighed været som en by, der ligger på et bjerg. Fra den ene tidsalder til den anden har Himmelens rene lære gennem de skiftende slægtled udfoldet sig indenfor dens grænser. Om end menigheden kan synes svækket og ufuldkommen, så er den dog det eneste, som Gud på en særlig måde skænker sin højeste omhu. Den er skuepladsen for hans nåde, hvor han fryder sig over at åbenbare sin magt til at forvandle hjerterne. 
"Hvad skal vi sammenligne Guds rige med," spurgte Kristus, "eller hvad for en lignelse skal vi bruge om det?" Han kunne ikke anvende verdens kongeriger til sammenligning. Indenfor det borgerlige samfund fandt han intet at ligne det ved. Jordiske riger hersker ved hjælp af den fysiske krafts overlegenhed, men ethvert legemligt våben, ethvert tvangsmiddel er bandlyst fra Kristi rige. Det er dette riges mål at hæve og forædle menneskeheden. Guds menighed er det hellige livs konge hof, fyldt af mange slags gaver og beriget med Helligånden. Dens medlemmer må finde lykken gennem deres lykke, som de hjælper og velsigner. Mark 4,30.