Her kan vi se at det specielt er det fjerde dyr, Daniel er interesseret i at få flere oplysninger om. 
Mange har gennem tiden søgt at finde dette fjerde dyr i historien, og mange mener at de har fundet den magt eller den nation, som de mener, er dette fjerde frygtindgydende dyr, men ingen af disse mange teorier er i harmoni med Biblens ord.
Elias mødte dette dyr på Karmels bjerg i form af Baals profeter.

1Kong 18,20-24 Akab sendte bud rundt til alle israelitterne, og han kaldte profeterne sammen på Karmels bjerg. Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: "Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!" Men folket svarede ham ikke et ord. Så sagde Elias til folket: "Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud." Og hele folket gav deres bifald til kende.

Jesus mødte dette frygtindgydende dyr i form af de skriftkloge og færisæerne.

Luk 22,2 Og ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen, for de var bange for folket.

Løvhyttefestens højtid var lige afsluttet. Præsterne og rabbinerne i Jerusalem havde ikke haft held med sig i deres planer mod Jesus. Det var aften, "og hver gik til sit hus. Men Jesus gik til Oliebjerget". (Joh 7,53; 8,1) Jesus vendte sig bort fra byens larm og forvirring, fra den ivrige folkeskare og de troløse rabbinere og gik hen til en lille lund af olie træer, hvor han kunne være alene med Gud. Tidlig om morgnen vendte han atter tilbage til templet, og da folket samledes omkring ham, satte han sig ned og lærte dem.

Han blev snart afbrudt i sin tale. Nogle farisæere og skriftkloge nærmede sig, og slæbte en skrækslagen kvinde med sig, som de ivrigt og strengt anklagede for at have overtrådt budet: "Du skal ikke bedrive hor." De skubbede hende foran sig hen til Jesus og sagde med en hyklerisk forstillelse af ærbødighed: "Mester! Denne kvinde er grebet i hor på fersk gerning. Men Moses bød os i loven, at sådanne skal stenes; hvad siger nu du?" (Joh 8,4-5) 

 Deres påtagede ærbødighed skjulte en velovervejet plan om at komme ham til livs. Hvis Jesus frikendte kvinden, så kunne han beskyldes for ringeagt for Mose lov; erklærede han hende skyldig til døden, kunne de anklage ham til romerne som en, der tilranede sig en myndighed, som alene tilhørte dem. 
Jesus betragtede disse mennesker den skælvende kvinde i hendes skam og de hårdhjertede stormænd, blottede endda for menneskelig medfølelse. Hans rene, pletfrie ånd unddrog sig dette syn. Uden at vise noget tegn på. at han havde hørt deres spørgsmål, bøjede han sig ned, vendte sine øjne mod jorden og begyndte at skrive i støvet. 
Utålmodige over hans tøven og tilsyneladende ligegyldighed trængte anklagerne nærmere og fremhævede ham sagen. Men idet deres øjne, ledet af Jesu blik, faldt på jorden, forstummede deres ord. Der så de en fortegnelse over de synder, som de selv i skjul havde gjort sig skyldige i. 
Jesus rejste sig, fæstede sine øjne på de lumske mænd og sagde: "Den, som er syndfri iblandt jer, kast først stenen på hende." (Joh 8,7) Derpå satte han sig atter ned og skrev videre. 
Han havde ikke tilsidesat den moralske lov, ej heller havde han krænket romermagtens myndighed. Hans anklagere havde lidt nederlag. Berøvet deres kjortel af indbildsk hellighed, stod de nu der, skyldige og fordømte for hans åsyn, som var den guddommelige renhed selv. Skælvende af frygt for, at deres syndige liv skulle blive afsløret for hele folket, sneg de sig bort med bøjede hoveder og sænket blik, og efterlod deres offer hos den medlidende Frelser. 
Jesus rejste sig, så på kvinden og sagde: "Hvorhenne er dine anklagere? Fordømte ingen dig? Men hun sagde: Herre! ingen. Men Jesus sagde til hende: Jeg fordømmer dig heller ikke; gå bort, og synd ikke mere." (Joh 8,10-11) 
Kvinden havde stået foran Jesus, bævende af frygt. Hans ord: "Den, som er uden synd iblandt jer, kaster først stenen," havde lydt for hende som en dødsdom. Hun vovede ikke at løfte blikket op og se Frelseren i ansigtet, men ventede i tavshed sin dom. Med forundring så hun sine anklagere gå tavse og forvirrede bort. Da lød disse håbets ord i hendes ører: "Jeg fordømmer dig heller ikke; gå bort, og synd ikke mere." Hendes hjerte var blødgjort. Hulkende kastede hun sig ned for Jesu fødder, og fremstammede sin tak og sin kærlighed og bekendte med bitter gråd sine synder.