Daniels bog kap. 7.

Da Jesus var holdt op med at tale, vendte han sig til Peter og bød ham lægge ud på søen og kaste sit garn ud til et dræt. Men Peter havde tabt modet. Han havde ikke fanget noget hele natten. I disse ensomme timer havde han tænkt på Johannes Døber, som vansmægtede alene i sit fangehul. Han havde tænkt på, hvilken fremtid der ventede Jesus og hans disciple, på det dårlige udfald af hans virksomhed i Judæa og på præsternes og rabbinernes ondskab. Om det så var hans egen gerning, så var den ikke lykkedes for ham, og da han så på sine tomme garn, forekom fremtiden ham mørk og nedslående. Han sagde: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud."
Natten var den eneste tid, der var gunstig til at fiske med net i søens klare vand. Når man hele natten havde slidt i det uden held, forekom det håbløst at kaste garnene ud ved dagens lys; men Jesus havde befalet det, og kærligheden til deres Mester fik disciplene til at adlyde. Simon og hans broder kastede i fællesskab garnet ud. Da de forsøgte at trække det ind, var der en sådan mængde fisk i det, at det begyndte at briste. De var nødt til at kalde Jakob og Johannes til hjælp. Da fangsten var sikret, var begge både så tungt lastede, at de var lige ved at synke.
Men Peter tænkte hverken på både eller ladning. Dette eder, som overgik alt, hvad han tidligere havde været vidne til, var for ham en stadfæstelse af guddommelig magt. Han så i Jesus den, som var herre over hele naturen. Guddommens tilstedeværelse åbenbarede hans egen syndighed. Kærlighed til Mesteren, skamfuldhed over sin egen vantro, taknemmelighed for Kristi overbærenhed og frem for alt: følelsen af sin egen urenhed i den grænseløse renheds nærværelse virkede overvældende på ham. Medens hans kammerater bragte garnets indhold i sikkerhed, kastede Peter sig ned for Jesu fødder og udbrød: "Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand!"
Det var den samme nærværelse af guddommelig hellighed, der havde været årsag til, at profeten Daniel var faldet om som død foran Guds engel. Han sagde: "Mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Ligesådan udbrød Esajas, da han skuede Herrens herlighed: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre." Dan 10,8; Es 6,5.

Mennesket blev med sin svaghed og synd stillet lige over for guddommens fuldkommenhed, og han følte sig helt igennem uværdig og syndig. Sådan er det gået for alle, som det er blevet forundt at se Guds storhed og majestæt.
Peter udbrød: "Gå bort fra mig, thi jeg er en syndig mand!" men alligevel klamrede han sig til Jesu fødder i følelsen af, at han ikke kunne skilles fra ham. Frelseren svarede: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." Det var efter at Esajas havde set Guds hellighed og sin egen uværdighed, at han fik det guddommelige budskab betroet. Det var efter at Peter var blevet ført til at forkaste sig selv og se sin afhængighed af guddomskraften, at han modtog kaldelsen til at arbejde for Kristus.

Dette er et dagligt arbejde der må fortsætte hele livet! Den falske helliggørelse kommer til udtryk i selvretfærdighed, en indstilling der er langt fra den Bibelske religion, hvor ydmyghed er en af åndens frugter. Profeten Daniel var et eksempel på sand helligelse. I hele sit lange liv var han opfyldt af at gøre Mesterens arbejde. Han var en mand, himlen satte pris på, og han blev derfor æret på en måde som kun få dødelige er blevet det. Hans rene karakter og store trofasthed, var sammen med hans ydmyghed noget som himlen satte stor pris på. I stedet for at påstå at han var ren og hellig, sammenlignede denne profet sig selv med det syndige Israel, da han på befolkningens vegne bad. "Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnt over, thi ikke i tillid til vore retfærdighedshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed. Og nu, Herre vor Gud, du, som med stærk hånd førte dit folk ud af Ægypten og vandt dig et navn, som er det samme den dag i dag, Vi syndede og var gudløse. Herre, lad dog efter alle dine retfærdshandlinger din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg, thi ved vore synder og vore fædres på min Guds hellige bjerg. Dan 9,18. 15,16. og 20. Da Guds søn, som svar på Daniels bøn, senere åbenbarede sig for ham udbrød han. "Da jeg så dette vældige syn, blev der ikke kraft tilbage i mig, og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Dan 10,8.