Her i dette vers er der to ting du skal lægge mærke til. Det daglige offer og helligdom. Disse to ting hører sammen. Det daglige offer bliver ofret hver eneste dag i helligdommen af ypperstepræsten.

Røgelsen, der steg op sammen med Israels bønner, er et billede på Kristi fortjeneste og forbøn, hans fuldkomne retfærdighed, der ved troen tilregnes hans folk, og som alene kan gøre syndige væseners tilbedelse antagelig for Gud. Foran forhænget til det allerhelligste stod den evige forbøns alter, foran det hellige den evige forsonings alter. Man skulle nærme sig Gud med blod og røgelse symboler, der viste hen til den store mellemmand, gennem hvem syndere kan træde frem for Gud, og gennem hvem alene nåde og frelse kan skænkes den angrende, troende sjæl. 
Når præsterne om morgenen og aftenen gik ind i det hellige på røgelsesofferets tid, var det daglige offer rede til at blive ofret på alteret i forgården. Det var et tidspunkt af største betydning for de tilbedende, der var samlet ved tabernaklet. Før de gennem præstens tjeneste trådte frem for Gud, skulle de alvorligt ransage deres hjerte og bekende deres synd. De forenedes i stille bøn med ansigtet vendt mod det hellige, og deres bønner opsteg med røgelsesskyen, mens de i tro tog imod den lovede frelsers fortjenester, som sonofferet var et forbillede på. 
 

De timer, der var afsat til morgen og aftenofferet, betragtedes som hellige og blev benyttet som fast bedetid af hele det jødiske folk. Da jøderne senere blev spredt som fanger i fjerne lande, vendte de stadig på den fastsatte tid ansigtet mod Jerusalem og opsendte deres bønner til Israels Gud. I denne skik har de kristne et eksempel på morgen og aftenbøn. Selvom Gud fordømmer en række ceremonier, som er blottet for tilbedelsens ånd, ser han med velbehag på dem, der elsker ham og morgen og aften bøjer sig for ham for at bede om tilgivelse for begåede synder og opsende deres bønner om sådanne velsignelser, som de trænger til. 
Skuebrødene lå stadig for Herrens ansigt som et evigt offer. De var en del af det daglige offer. De kaldtes "skuebrød" fordi de stadig var foran Herrens ansigt. De skulle tilkendegive, at menneskene er afhængige af Gud både med hensyn til timelig og åndelig føde, og at denne kun modtages ved Kristi midlertjeneste. Gud havde givet Israel brød fra himmelen i ørkenen, og de var stadig afhængige af hans rige gaver, både med hensyn til timelig føde og åndelige velsignelser. Både mannaen og skuebrødene viste hen til Kristus, det levende brød, der altid står for Guds åsyn for vor skyld. Han sagde selv: "Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen." (Joh 6,48-51.) Der blev lagt røgelse på brødene. Når brødene blev fjernet om sabbatten og erstattet med friske brød, blev røgelsen brændt på alteret som et mindeoffer til Gud.