Røgelsen, der steg op sammen med Israels bønner, er et billede på Kristi fortjeneste og forbøn, hans fuldkomne retfærdighed, der ved troen tilregnes hans folk, og som alene kan gøre syndige væseners tilbedelse antagelig for Gud. Foran forhænget til det allerhelligste stod den evige forbøns alter, foran det hellige den evige forsonings alter. Man skulle nærme sig Gud med blod og røgelse symboler, der viste hen til den store mellemmand, gennem hvem syndere kan træde frem for Gud, og gennem hvem alene nåde og frelse kan skænkes den angrende, troende sjæl. 
Når præsterne om morgenen og aftenen gik ind i det hellige på røgelsesofferets tid, var det daglige offer rede til at blive ofret på alteret i forgården. Det var et tidspunkt af største betydning for de tilbedende, der var samlet ved tabernaklet. Før de gennem præstens tjeneste trådte frem for Gud, skulle de alvorligt ransage deres hjerte og bekende deres synd. De forenedes i stille bøn med ansigtet vendt mod det hellige, og deres bønner opsteg med røgelsesskyen, mens de i tro tog imod den lovede frelsers fortjenester, som sonofferet var et forbillede på.