| Herren havde åbenbaret sig for Salomon to gange
for at vejlede ham og give ham sit bifald. Første gang var i det
natlige syn i Gibeon, hvor Herren lovede Salomo visdom, rigdom og ære
og formanede ham til at være ydmyg og lydig. Anden gang var efter
templets indvielse, hvor Herren endnu en gang opfordrede Salomo til at
være tro. Herren gav Salomo nogle klare og tydelige formaninger og
nogle vidunderlige løfter, og dog står der om det menneske,
som i alle henseender syntes at have de bedste betingelser for at kunne
efterleve opfordringen og opfylde Himmelens forventninger: "Han holdt ikke,
hvad Herren havde påbudt ham." Han vendte sit hjerte bort fra Herren,
Israels Gud, der dog to gange havde ladet sig til syne for ham og udtrykkelig
havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede guder." 1Kong 11,9-10. |
Hans frafald var så fuldstændigt og hans
hjerte så forhærdet som følge af hans overtrædelse
af Guds vilje, at han syntes at befinde sig i en næsten håbløs
stilling.
Gud giver menneskene en vis prøvetid, men den guddommelige
tålmodighed har også en grænse, og når denne er
overskredet, falder Guds dom. Herren bærer længe over med mennesker
og byer. Han advarer dem i sin nåde for at skåne dem for den
guddommelige vrede; men der kommer et tidspunkt, da råbet om nåde
ikke længer bliver hørt, og da de, der fortsætter med
at gøre oprør og forkaste sandhedens lys, vil blive udslettet.
Dette er den nådigste udvej både for dem selv og for dem, som
ellers ville blive påvirket af deres eksempel.
|
