Til Forsiden
 
Sl 103,8-13 Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab. Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; han gengælder os ikke vore synder og lønner os ikke efter vor skyld. Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

Sl 145,17-20 Herren er retfærdig på alle sine veje, han er trofast i alle sine gerninger. Herren er nær ved alle, der råber til ham, alle der råber til ham i oprigtighed. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, han hører deres råb om hjælp og frelser dem. Herren beskytter alle dem, der elsker ham, men alle de ugudelige udrydder han. 

Da Kristus døde på korset ved Golgatha blev en ny og levende vej indviet for både jøder og hedninger. Frelseren skulle nu tjene som præst og midler i himlens helligdom. Dyrenes blod, som man nu ofrede for synd, var aldeles værdiløst; thi Guds Lam havde givet sig selv hen i døden for verdens synd. Det mørke, som herskede på jorden, udviste medfølelse for Kristus, da han led dødsangsten på korset. Menneskerne fik derved et bevis på, at retfærdighedens sol, verdens lys unddrog sine stråler fra Jerusalem, som Herren engang havde haft behag i, og fra verden. Herved gav Herren et mærkværdigt vidnesbyrd, som kunne bestyrke og stadfæste kommende slægters tro på ham.

Daniel var stadig meget bekymret på Israels vegne og gav sig atter til at studere Jeremias' profetier. De var meget tydelige så tydelige, at han af de vidnesbyrd, som stod nedtegnet i bøgerne, kunne udlede "det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år." Dan 9,2.

Med en tro, som grundede sig på det sikre profetiske ord, bad Daniel indtrængende Herren om at opfylde disse løfter i hast. 

 Han bad om, at Gud ville forsvare sin ære. I sin bøn gjorde han sig fuldstændig til ét med dem, som havde undladt at fuldbyrde Guds vilje, og bekendte deres synder, som om han selv havde begået dem.
Profeten sagde: "Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og begæring under faste i sæk og aske. Og jeg bad til Herren min Gud, bekendte og sagde ..." 3-4 vers. Skønt Daniel havde været så længe i Guds tjeneste og af Himmelen var blevet betegnet som "højt elsket" trådte han frem for Gud som en synder for at tale sit elskede folks sag. Hans bøn var velformet, men enkel og dybt alvorlig. Hør ham bede:
"Ak, Herre, du store, forfærdelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden med dem, der elsker dig og holder dine bud! Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster, fædre og til alt folket i landet.
Du står med retten, Herre, vi med vort ansigts blusel, som det nu viser sig, vi Judas mænd, Jerusalems borgere, ja alt Israel fjernt og nær i alle lande, hvor du drev dem hen for deres troløshed imod dig ...
Men hos Herren vor Gud er barmhjertighed og tilgivelse, thi vi stod ham imod." "Herre, lad dog efter alle dine retfærdshandlinger din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg; thi ved vore synder og vore fædres misgerninger er Jerusalem og dit folk blevet til spot for alle vore naboer.
Så lyt da nu, vor Gud, til din tjeners bøn og begæring og lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom for din egen skyld, o Herre! Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed.
Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by, og dit folk!" 4-9 og 16-19 vers.