Luk 7,48 Og han sagde til hende: "Dine synder er tilgivet."

Matt 6,14 For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.

Nu sagde Frelseren med ord, derfor den syges øren lød som musik: "Søn! Dine synder forlades dig." Fortvivlelsens byrde falder fra den syge mands sind; tilgivelsens fred hviler over hans sjæl og stråler fra hans ansigt. Hans legemlige smerter er borte, og hele hans væsen er forandret. Den hjælpeløse lamme er helbredt! Den skyldige synder er tilgivet! 
I enfoldig tro modtog han Jesu ord som et nyt livs gave. Han fremkom ikke med nogen yderligere bøn, men blev liggende i salig tavshed, alt for lykkelig til at kunne sige noget. Det himmelske lys udstrålede fra hans ansigt, og folket var med ærefrygt vidne til det hele. 
Rabbinerne havde med spændt opmærksomhed ventet på at se, hvordan Kristus ville gribe denne sag an. De huskede godt, at manden havde henvendt sig til dem for at få hjælp, og de havde hverken givet ham håb eller vist ham medlidenhed. Og ikke nok med dette: de havde erklæret, at han var under Guds forbandelse på grund af sine synder. Dette stod tydeligt for deres erindring, da de så den syge foran sig. De lagde mærke til den interesse, hvormed alle fulgte begivenhederne, og de blev frygtelig bange for at miste deres indflydelse over folket. 
Disse høje gejstlige udvekslede ingen ord med hinanden, men ved at betragte hinandens ansigter læste de den samme tanke hos alle: at noget måtte der gøres for at standse følelsernes strøm. Jesus havde erklæret, at den lammes synder var tilgivet! Farisæerne slog ned på disse ord som en gudsbespottelse og fandt på, at de kunne fremstille dette som en synd, der burde straffes med døden. De sagde ved sig selv: "Han taler gudsbespotteligt. Hvem kan forlade synder uden én, nemlig Gud." Mark 2,7.
Jesus sagde, idet han så på dem med et blik, der fik dem til at dukke sig og vige tilbage: "Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter? Thi hvad er lettest, at sige: ”Dine synder forlades dig,” eller at sige: 'Stå op og gå' Men for at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder" så siger han til den lamme: 'Stå op, tag din båre og gå hjem!" Matt 9,4-6. 

Daniel fremholder ikke sin egen troskab for Herren. I stedet for at påberåbe sig sin renhed og hellighed, gør denne ærede profet sig ydmygt til et med de virkeligt syndige i Israel. Den visdom, som Gud havde tildelt ham, overgik verdens store mænds visdom lige så meget som Solens lys, når den skinner på himmelen om middagen, er klarere end den svageste stjerne. Men læg mærke til bønnen fra denne mand, som var så højt æret af Himmelen. I dyb ydmygelse, med tårer og sønderknust hjerte beder han for sig selv og for sit folk. Han blotter sin sjæl for Gud, bekender sin egen uværdighed og anerkender Herrens storhed og majestæt. 
Alvorligt og inderligt Hvilken alvor og inderlighed er hans bøn ikke præget af! Han rækker troens hånd op for at gribe den Allerhøjestes usvigelige løfter. Hans sjæl kæmper i heftig smerte. Og han får beviset for, at hans bøn er hørt. Han ved, at han har vundet sejr. Hvis vi som et folk ville bede som Daniel bad, og kæmpe, som han kæmpede, idet vi ydmyger vor sjæl for Gud, da ville vi opnå lige så betydningsfulde svar på vore bønner, som blev Daniel til del. Hør, hvor indtrængende han fremfører sin sag for den himmelske ret: 
"Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by og dit folk!" Dan 9,18-19.