Sl 66,20 Lovet være Gud! Han har ikke afvist min bøn og taget sin trofasthed fra mig. 

Matt 6,5-15 Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen. For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.

I den bøn som Kristus lærte sine disciple var anmodningen: Tilgiv os vore overtrædelser som vi tilgiver dem som gør os fortræd. Vi kan ikke gentage denne bøn fra hjertet og vove at være utilgivende, for vi beder Herren om at tilgive vore overtrædelser imod ham på den samme måde som vi tilgiver dem som gør os fortræd. Men få erkender den sande betydning i denne bøn. Hvis de utilgivende fatter dybden af dens mening ville de ikke igen vove at bede Gud om at behandle dem som de behandler deres andre dødelige medmennesker. Og alligevel hersker denne hårdhed og tilgivelsesløse ånd blandt brødre i et frygteligt omfang. Bror er streng over for bror.

Peter formaner: »Vær alle medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet. Thi »den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; skal vende sig fra ondt og gøre godt; skal søge fred og jage efter den! Thi Herrens øjne hviler på retfærdige og hans øren hører deres bøn; men Herrens åsyn er mod dem, der gør ondt.« 
Når den rigtige vej markeres så tydeligt, hvorfor vandrer Guds folk så ikke på den? Hvorfor bestræber de sig ikke på - og beder og arbejder alvorligt for - at være ét i sind? 
 

Da fristeren tilbød Kristus verdens riger og deres herlighed, gjaldt hans forslag, at Kristus skulle afgive verdens egentlige kongemagt og indordne sin magt under Satan. Dette var det samme rige, som jødernes forhåbninger var rettede imod. De ønskede et rige af denne verden. Hvis Kristus havde indvilliget i at tilbyde dem et sådant rige, ville de med glæde have taget imod ham. Men syndens forbandelse hvilede over det med al sin smerte. Kristus sagde til fristeren: "Vig bort, Satan! thi der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." 
Denne verdens riger blev tilbudt Kristus af ham, der havde vakt oprør i Himmelen; han ville købe Kristi hyldest til det ondes principper. Men Jesus ville ikke lade sig købe. Han var kommen for at oprette et retfærdighedens rige, og han ville ikke svigte sine formål. Satan nærmer sig mennesker med den samme fristelse, og her har han mere held med sig end over for Kristus. Han tilbyder mennesker denne verdens riger på den betingelse, at de anerkender hans herredømme. Han kræver, at de opgiver deres hæderlighed, lader hånt om samvittigheden og hengiver sig til selviskhed. Kristus byder dem først søge Guds rige og hans retfærdighed, men Satan går ved deres side og siger. 'Hvordan det så end forholder sig med det evige liv, så må du for at skaffe dig fremgang i denne verden tjene mig. Hele dit velfærd ligger i min hånd. Jeg kan give dig rigdom, fornøjelser, ære og lykke. Lyt nu til mit råd. Lad være med at lade jer rive med af underlige forestillinger om ærlighed og selvopofrelse. Jeg skal nok berede vejen for jer. På denne måde lader mange sig bedrage. De samtykker i at leve for at tjene deres eget jeg, og Satan er tilfreds. Medens han lokker dem med håbet om verdslige goder, vinder han herredømmet i deres sjæl. Men han tilbyder det, som han ikke er berettiget til at give, og som snart skal vristes fra ham. Til gengæld narrer han dem for deres adkomst til Guds børns arv.