Sl 51,3 Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!

Sl 86,15-17 Men du, Herre, er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede, rig på troskab og sandhed. Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din tjener din styrke, frels din trælkvindes søn! Giv mig et tegn, der varsler godt, så mine fjender ser det og beskæmmes.  Du, Herre, har hjulpet og trøstet mig. 

Dette er ægte religion og ubesmittet for Faderen er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden. Gode gerninger er den frugt, Kristus forlanger, at vi skal bære, og dermed menes venlige ord, velgørenhed, kærlig omsorg for de fattige, nødlidende og besværede. Når hjerter viser medfølelse med hjerter, som er nedbøjet af modløshed og sorg, når hånden deler ud til de trængende, når de nøgne bliver klædt og den fremmede bydes en plads i din stue og i dit hjerte, vil engle drage meget nær, og den streng, der bliver anslået, vil vække genklang i Himmelen. Enhver retfærdig, barmhjertig og godgørende handling skaber glæde i Himmelen. Faderen på tronen lægger mærke til dem, der udfører disse barmhjertighedsgerninger, og regner dem for nogle af sine dyrebareste juveler. "Den dag jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger hærskarers Herre." Hver barmhjertig handling mod trængende, lidende mennesker bliver betragtet, som var den gjort imod Jesus. Når du trøster den elendige, viser medfølelse med den hårdt prøvede og nedtrykte og venligt hjælper den forældreløse, så bringer du dig selv i et inderligere forhold til Jesus.

Apostlen Paulus har givet følgende formaning: "Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse." Menneskene kan altså gøre deres legeme vanhelliget ved at føje syndige lyster. Men som vanhellige er de uskikket til at være åndelige tilbedere, og de er ikke værdige til himlen.

Intet er mere påkrævet i arbejdet end de praktiske resultater af samfund med Gud. Vort daglige liv bør vise, at vi har fred og hvile i Gud. Hans fred i hjertet vil udstråle i ansigtet. Den vil give stemmen en overbevisende kraft. Samfund med Gud vil sætte et ophøjet moralsk præg på karakteren og på hele vor handlemåde. Menneskene vil kende os, ligesom de første disciple, på at vi har været sammen med Jesus. Dette vil give prædikantens arbejde en kraft, som endog er større end den, der skyldes indflydelsen af hans forkyndelse. Denne kraft må han ikke lade sig berøve. Samfundet med Gud gennem bøn og granskning af hans ord må ikke forsømmes, for deri er kilden til hans styrke. Intet arbejde for menigheden bør gå foran dette. 
Vi har for slapt greb om Gud og om de evige realiteter. Hvis mennesker vil vandre med Gud, vil han skjule dem i Klipperevnen. Er de skjult sådan, kan de se Gud, ligesom Moses så ham. Men den kraft og det lys som Gud giver, kan de forstå mere og udrette mere end de før havde drømt om.
Mere dygtighed, taktfølelse og visdom er nødvendig for at overbringe ordet og brødføde Guds hjord, end mange tror. En tør, livløs fremstilling af sandheden, formindsker det allerhelligste budskab som Gud har givet mennesker.
Dem som lærer ordet må selv hver time være i kontakt, i bevidst, levende samfund med Gud. Sandhedens og retfærdighedens og barmhjertighedens principper må de have inden for sig. De må fra al visdoms Kilde drage moralsk og forstandsmæssig styrke. Deres hjerter må være i live med Guds Ånds dybe bevægelser.
Kilden til al kraft er bundløs; og hvis du i din store trang søger efter Helligåndens vikken på dig, hvis du lukker dig selv inde sammen med Gud, så kan du være sikker på at du ikke vil komme tør og åndeløs frem for folk. Bed meget og betragt Jesus, så vil du ikke længere ophøje selvet. Hvis du tålmodigt udviser tro, stoler ubetinget på Gud, vil du genkende Jesu stemme sige: "Kom højere op."