|
Daniels bog kapitel 9.
Dan 9,1 I Dareios' første regeringsår - han var af medisk
herkomst, søn af Ahasverus, og var blevet konge over kaldæernes
rige - >>>>> |
Dan 9,2 i hans første regeringsår blev jeg, Daniel, opmærksom
på angivelsen i bøgerne af det åremål, Jerusalem
efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i ruiner, halvfjerds
år. >>>>> |
Dan 9,3 Jeg vendte mig til Gud Herren for at søge ham i bøn
og tryglen under faste og i sæk og aske. >>>>> |
Dan 9,4 Jeg bad til Herren min Gud og bekendte: "Ak Herre, du store
og frygtindgydende Gud, som bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker
dig og holder dine befalinger! >>>>> |
Dan 9,5 Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort
oprør og er veget fra dine befalinger og bud. >>>>> |
Dan 9,6 Vi har ikke hørt på dine tjenere, profeterne,
som i dit navn talte til vore konger, stormænd og fædre, ja,
til hele landets folk. >>>>> |
Dan 9,7 Retfærdigheden tilhører dig, Herre, skammen i
dag tilhører os, Judas mænd, Jerusalems indbyggere og alle
israelitter, hvad enten vi er nær eller fjern i alle de lande, du
har fordrevet os til, fordi vi var troløse mod dig. >>>>> |
Dan 9,8 Herre, skammen tilhører os, vore konger, vore stormænd
og vore fædre, fordi vi har syndet imod dig. >>>>> |
Dan 9,9 Men barmhjertigheden og tilgivelsen tilhører Herren
vor Gud; det var ham, vi gjorde oprør imod. >>>>> |
Dan 9,10 Vi adlød ikke Herren vor Gud og fulgte ikke de love,
han gav os gennem sine tjenere, profeterne. >>>>> |
Dan 9,11 Hele Israel overtrådte din lov og veg bort fra dig i
ulydighed. Så vældede forbandelseseden, der står i Guds
tjener Moses' lov, frem mod os; for vi havde syndet imod ham. >>>>> |
Dan 9,12 Han førte den trussel ud i livet, som han havde udtalt
mod os og mod dem, der var dommere over os, og bragte en stor ulykke over
os. Og der er aldrig under himlen sket en ulykke som den, der ramte Jerusalem;
>>>>> |
Dan 9,13 hele den ulykke, der var skrevet om i Moses' lov, kom over
os. Vi formildede ikke Herren vor Gud ved at vende om fra vores synd og
søge indsigt i din sandhed, >>>>> |
Dan 9,14 så Herren vågede over ulykken og bragte den over
os. For Herren vor Gud er retfærdig i alt, hvad han gør; vi
havde ikke adlydt ham.
>>>>> |
Dan 9,15 Ja, Herre vor Gud, du som med stærk hånd førte
dit folk ud af Egypten og skabte dig et navn, som består den dag
i dag, vi har syndet og været ugudelige. >>>>> |
Dan 9,16 Herre, du som før har øvet retfærdige
gerninger, lad nu din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit
hellige bjerg. For på grund af vore synder og vore fædres skyld
er Jerusalem og dit folk til spot for vores omgivelser. >>>>> |
Dan 9,17 Lyt nu, vor Gud, til din tjeners bøn og tryglen! Lad
dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom, for din egen skyld,
Herre! >>>>> |
Dan 9,18 Min Gud, vend dit øre til og lyt! Luk dine øjne
op, og se den ødelæggelse, der har ramt os og den by, dit
navn er udråbt over. Det er ikke vore retfærdige gerninger,
der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed.
>>>>> |
Dan 9,19 Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lyt og grib ind uden
tøven! Gør det for din egen skyld, min Gud! For dit navn
er udråbt over din by og dit folk." >>>>> |
Dan 9,20 Endnu mens jeg talte og bad og bekendte min egen og mit folk
Israels synd og bønfaldt Herren min Gud og bad for hans hellige
bjerg -
>>>>> |
Dan 9,21 mens jeg altså endnu var i færd med bønnen,
kom manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i et syn, flyvende hen
til mig ved aftenofferets tid. >>>>> |
Dan 9,22 Han kom og talte til mig og sagde: "Daniel, nu er jeg kommet
for at give dig indsigt og forståelse. >>>>> |
Dan 9,23 Da du begyndte at bede, udgik der et ord, og jeg er kommet
for at give det videre til dig, fordi du er en højtelsket mand.
Giv agt på ordet, så du forstår synet. >>>>> |
Dan 9,24 Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige
by, før overtrædelserne bliver tøjlet, synden bragt
til ophør og skylden sonet, før den evige retfærdighed
kommer, før profeternes syner bliver beseglet, og det højhellige
bliver salvet. >>>>> |
Dan 9,25 Du skal vide og forstå: Fra den tid ordet om at genopbygge
Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet fyrste, er der syv uger.
I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er
trængselstider! >>>>> |
Dan 9,26 Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet
uden dom, og byen og helligdommen ødelægges af en fyrste,
der kommer med sin hær. Han får sit endeligt i en stormflod.
Det er besluttet, at ødelæggelserne skal vare, indtil krigen
er forbi. >>>>> |
Dan 9,27 Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én
uge. Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til
ophør. Ødelæggeren kommer på vederstyggelighedens
vinger, og det varer, indtil den ødelæggelse, der er besluttet,
vælder frem mod ødelæggeren selv." >>>>> |
|
|
|
|