Medens jeg kæmpede mig vej igennem trafikken på vej hjem fra et tv-studie i Washington, blev en ny form for krig udkæmpet på en af de yderste startbaner i Dulles-lufthavnen nærved.

En forstyrret herre var blevet vred over at have mistet sin stilling kort tid forinden, over ikke at have faet udbetalt sygeløn for nitten dages sygdom syv ar tidligere, og over en regning fra skattevæsenet på 471,78 dollars. Og i yderligere raseri over, at alle hans retssager om disse formodede klagepunkter var slået fejl, havde han nu ladet sin appel gå et skridt højere, op i skyerne.

Bevæbnet med en pistol, en barberkniv og en dunk benzin havde han kapret den glinsende Boeing 707 lige efter starten fra Phoenix og krævet, at højesteret udbetalte ham et hundrede millioner dollars. Luftfartsselskabet skrabede et hundrede tusinde sammen. Men flykapreren beordrede maskinen til at lette igen og udsendte følgende budskab: „Sig til præsidenten, at jeg ikke er til at lege med. Der er en eller anden, der ikke kan tælle."

Og nu var fyrre pengesække udstoppet med papir blevet anbragt på en af de yderste startbaner, og maskinen var landet for anden gang. Politiets skarpskytter skud på hjulene, og geværsalverne blev overdøvet af hvinet fra jetmotorerne. Da kapreren sendte to al besætningsmedlemmerne ud for at hente pengene, brod FBI-folk ind i cockpittet og overmandede luftpiraten. Du husker maske historien.

Blot en forstyrret mand? Men det kom til at betyde otte en halv times rædsel for syvoghalvtreds uskyldige mennesker.

Men det var kun begyndelsen. Den 6. september 1970 blev luftpiraterne professionelle. I løbet af nogle minutter blev tre jetmaskiner kapret over Europa. Et fjerde forsøg på at kapre en israelsk maskine slog fejl. Med et slag var der blevet kaos i luftrummet.

Den store Pan Am 747 maskine blev landet i Cairo og sprængt i lutten. la minutter efter at passagererne, som havde faet besked på, at lunten til dynamitten allerede var blevet tændt, panikslagne var styrtet ud ad nødudgangene.

TWA og Swissair maskinerne blev landet i et øde, sol stegt ørkenområde i Jordan, hvor de den 9. september fik selskab af en BOAC maskine. En af guerillaerne sagde pralende: "Dette her er en god lufthavn. Hvis Allah vil, fylder vi den med flyvemaskiner."

Tre dage senere, umiddelbart efter at passagererne var blevet lukket ud, rystedes ørkenen af en serie dumpe eksplosioner, og maskinerne var en saga blott. Men det varede flere uger, for kampen om gidslerne var forbi.

Man stod ansigt til ansigt med en ny form for terror, hvor man købslog, ikke om jetmaskiner, men om uskyldige. uindblandede mænds, kvinders og børns liv. Hvordan ville det ende? Var selve verden blevet kapret?

Ja, det var kun begyndelsen. Krigen i luftrummet med dens krav om løsepenge, dens D.B. Cooper, dens faldskærmsudspring, dens bomber, dens truede luftfartsselskaber og dens lodsofre lader til at være uden ende.

Men medens alt dette finder sted, udkæmpes der en anden kapringskrig    en krig af endnu større vigtighed.

Tre en halv milliarder mennesker er passagerer på en planet, som er blevet kapret overtaget af en trodsig, magtsyg oprører. Beordret til at flyve den kurs, han ønsker  på hans betingelser - truet af hans våben.

Og snart er der ikke mere brændstof. Planeten må foretage den kritiske flyvning fra tiden til evigheden. Den kosmiske freds vogtere venter -- og luftpiraten ved det. Sindssyg af raseri og frygt gaf lian frem og tilbage på planeten sone en brølende løve og truer med at udslette passagererne - til sidste mand.

Vi nærmer os katastrofen med 108.000 kilometer i timen, medens universet følger vor kurs og kosmiske ledsagere flyver side om side med os og følger vore bevægelser.

Kapret! Og millioner tvivler på, om redningen vil komme tidsnok!

Beretningen tager sin begyndelse med en krig, som ikke fandt sted på denne planet.

"Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen. Så blev den store

drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham." Åbenbaringen 12,7-9.

Hvad var årsagen til denne krig? Hvad drejede den sig egentlig om? Profeten Esajas fortæller os lidt om denne første oprørers forhistorie:

"Nej, at du faldt fra Himlen, du strålende Morgen-stjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger! Du, som sagde i hjertet: 'Jeg stormer Himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig." Esajas 14,12-14.

Profeten Ezekiel giver os flere enkeltheder: „Så siger den herre Herren: Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. 1 Eden, Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning ... og guld var på dig i indfattet og indlagt arbejde; det var til rede, den dag du skabtes. Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig ... da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra gudebjerget ... Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden ..." Ezekiel 28,12-17.

Det var situationen. Lucifer - den øverste officer blandt Himmelens engle, næstkommanderende under Guds Søn, talentfuld, intelligent, smuk - men stolt.

Stolt. Det var begyndelsen. Stolt. Rastløs. Utilfreds med sin høje stilling. Ønskede den stilling, som tilhørte Guds Son. Og stiledes opstod universets første oprører.

Hvad var stridsspørgsmålet? Magt. Magten over Guds regering. Denne stolte leder mente åbenbart, at englene, disse Himmelens fuldkomne og skyldfrie beboere, en art væsener, der star på et lidt højere trin end mennesket og blev skabt længe for mennesket oprøreren mente, at englene ikke havde behov for nogen lov. Han mente, at han kunne forbedre Guds regering. Og Gud sagde: Vær så god, prøv blot.

Gud må gribe ind, oprøret må standses og Himmelen må befries for denne ufuldkommenhed. Men det må gøres på en måde, der ikke vil sætte Guds karakter i et uheldigt lys. Det matte gøres på en made, som befolkningen i hans rige, som ikke havde erfaring med eller kendskab til oprør, kunne for str.

Klagspunkterne blev derfor hort. Gud forklarede, så godt han formåede uden de forsøgsresultater, som endnu la ude i fremtiden, de sikre resultater af Lucifers mærkværdige revolte. Englene lyttede. De dannede sig en mening. De tog deres standpunkt. En krig fulgte, og Lucifer blev kastet ud sammen med de engle, som sympatiserede med ham. Oprøret skiftede scene.

Satan blev kastet ud, og slagmarken blev flytter til jorden. Og han blev ikke kastet ud alene. Ordvalget i Åbenbaringen tolv, vers 4, antyder, at en tredjedel af englene deltog i dette oprør imod Gud.

Tænk blot! Lucifer, morgenstjernen, var blevet til Djævelen. Og hans engle - som alle sammen var blændende intelligente og mægtige lysets ånder var blevet til morkels dæmoner. Intet under, at Paulus advarer os: "Thi den kamp. vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdens-herskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet." Efeserbrevet 6,12.

Her har vi de ondskabsfulde ånder. Her har vi de bedrageriske ånder. Her har vi åbenbart de løgnagtige under, som tager telefonen i det hinsidige. Det er engle, sum er blevet til dæmoner. de faldne engle, de oprørske engle. sum blev kastet ud af Himmelen. De er den okkulte verdens bedragere. Og i deres ugudelige løbebane som bedragere benytter de deres intelligens som tidligere lysets engle.

Den tanke, at Satan blot er en myte eller en ensom dæmon. som er sluppet los fra underverdenen - gør os fuldstændig uforberedte på at mode det intelligente væsen, sum han i virkeligheden er. Skriften viser. at Guds og menneskenes fjende har stor magt og at han nu handler i raseri, fordi han ved, at tiden er kort for ham.

"Glæd fer derfor. I Himle, og I. som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommet ned til jer: hans harme et stor, fordi han ved, hans tid er kort." Åbenbaringen 12,12.

Klove, horn og en trefork? Nej, denne forslidte og vildledende middelalderlige karikatur vil altid fore os på vildspor. Det er ikke oprørerens forhistorie. Han var til at begynde med en lysets engel. Han præsenterer sig stadig som en sådan, og det samme gør hans håndlangere.

Men du spørger: Hvis Satan er skabt af Gud, er Gud da ikke indirekte ansvarlig for det onde' Skabte han da ikke Djævelen?

Ved første øjekast kan man la det indtryk. Dog kan svaret kun blive: afgjort ikke. Gud skabte Lucifer som en opbøjet engel - fuldkommen, som der siges i beretningen. Det var Lucifer, som gjorde sig selv til Djævelen. Han fordærvede sig selv.

Og hvorfor udslettede Gud ham så ikke, dengang han gjorde oprør? Jeg tror, du vil forstå grunden. Situationen kunne kun klares på en made. Lucifer matte have alle chancer indtil der ingen vej var tilbage for hane, og indtil universet, som var vidne til dramaet, forstod alle sider af sagen. Følgen af hans handlemåde matte demonstreres. Og hvilken demonstration, det blev!

Oprøret skiftede altså scene. Scenen blev nu denne jord. Sammen med sine tilhængere kastes Satan ud af Himmelen. Hvad skulle han nu gøre? Hvor ville han nu virke? Jorden skulle ikke vente længe!

Han var blevet henvist til denne planet: og han kaprede den omgående - med Adams samtykke.

Desværre bliver den tragedie, der berettes om i tredje kapitel af Første Mosebog, sjældent taget alvorligt. Edens have og Eva, der spiste af æblet - alt dette forvises til den spøgefulde genre.

Men nar vi læser beretningen, finder vi intet om noget æble. Og hvad der skete den dag i Edens have, er ikke nogen spøg. Ej heller er det myte eller sagn. Derimod er det beretningen om denne planets kapring den alvorligste begivenhed, denne verden nogen sinde har været vidne til.

Maske burde vi tage Første Mosebog mere alvorligt i det mindste hvis vi ønsker at kende deri virkelige årsag til denne planets problemer.

Hvor utroligt det end kan lyde skete kapringen ikke med vold og trusler, men ved udspekuleret intrige. Alt imedens rumskibet Jorden drønede gennem verdensrummet med en fart af 108.000 kilometer i timen, overgav Adam, det første menneske, det i et svagt øjeblik til luftpiraten. Og du og jeg gik med i handelen.

Og således er du og jeg blevet fanget i malstrømmen af oprørerens mange tusind årige eksperiment, hans forkastelse af Guds myndighed og hans forslag til forbedring af den himmelske lov og orden.

Jeg er ikke særlig begejstret. Er du?

Men Gud er ikke uvidende om vor nød. Han sidder i cockpittet. På det rette tidspunkt vil det komme til en konfrontation.

Hvad venter han på? Hvorfor lader han kapreren leve? Af samme grund som De forenede Stater ikke greb ind i Jordan for ved magt at befri de gidsler, der blev tilbageholdt på landingspladsen i ørkenen, fordi gidslerne ville blive udsat for fare ved en sådan handlemode.

Det er grunden til, at Gud lader fjenden leve. For gidslernes skyld. 1 dette tilfælde ikke gidslernes liv, men deres forståelse af, hvordan Gud behandler en oprører. Gud var klar over, at indtil oprøret havde løbet linen ud. indtil det havde fældet dom over sig selv ved dets egen frugt, indtil da ville millioner af mennesker misforstå hans handlemåde. Gud venter med at overmande kapreren indtil det øjeblik, hvor ingen kan misforstå hans handlemåde. Men han vil gribe til handling og det for det er for sent.

I virkeligheden har han allerede foretaget sig noget afgørende.

beretningen om oldtidens dronning Ester finder vi en parallel. Du vil huske, at hun blev indsat i sin stilling i riget på et kritisk tidspunkt. Den ubarmhjertige Haman havde ved intrige faet kongen til at underskrive dødsdommen over hele hendes folk. Og hun sagde: „ ... derefter vil jeg gå ind til kongen ... skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!

Det var, hvad Jesus gjorde. Han sagde: Jeg går ud i cockpittet. Og skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme.

Han vandrede op ad bakken til Golgata med alle oprørets kanonløb rettet mod sig og gav sit liv som løsesum for hvert eneste gidsel.

Og snart vil den endelige konfrontation ske. Kapreren vil omsider blive overmandet. Han har ikke tvunget Gud i knæ - og vil heller aldrig kunne gøre det!