Det skete i året 1855. Lhasa, Tibets gadefulde lukkede by, var i oprør; Dalai Lama var blevet myrdet. Man mente, at en mongolsk eneboer, som var den unge herskers sidste besøgende, havde hældt gift i hans smør-te. Men eneboeren var sluppet bort, og en eller anden skulle straffes. Var eneboeren maske blot lejemorder for en anden?

Det var sent om aftenen i tempelsalen i Potala, Dalai Lamas palads med de et tusinde sale. Man var forsamlet til seance. Oraklet, staten Tibets profet, skulle påkalde guderne for at fa at vide, hvem der havde dræbt den øverste lama.

Den velhavende og ansete finansminister Tempu Gergan stod nervøs i udkanten af forsamlingen. Om eftermiddagen var han blevet advaret om, at han maske ville blive udpeget som den skyldige. Og han var klar over, at det ikke var utænkeligt. Kort tid forinden havde han nemlig beskyldt oraklet for at være upålideligt. Ville oraklet lade denne chance for at tage hævn gå sig forbi? I al hemmelighed havde han sendt sin kone og sine tjenere bort fra byen, for natten faldt på, ifald det skulle blive nødvendigt at gå i landflygtighed. Men han var klar over, at han selv skulle være til stede ved seancen - ellers ville han komme under mistanke.

Nu var alt rede. Oraklet sad på sin trone iført den ceremonielle kåbe. På hovedet havde han en drabelig hjælm af sølv og guld, udsmykket med fem menneskekranier

En højtstående lama viftede røgelse i seerens ansigt. Bag ham messede et kor af præster på en uhyggelig måde. Foran oraklet påkaldte en levende Buddha med en fortryllende messen den dæmoniske gud med de tre hoveder og de seks mine om at besætte seeren.

„Kom hid, mægtige Pehar. Sig os, hvem der har ombragt Dalai Lama."

Tempu var ved at kvæles i sit eget åndedrag. Han følte trang til at skrige. Men en hypnotisk fortryllelse holdt hans øjne fæstnede på oraklet.

Nu bemærkede han, at oraklets ansigt var undergået en rædselsvækkende forandring. Det var ikke længere præstens eget ansigt. Det var Pehars ondskabsfulde ansigt. Oraklet var nu fuldstændig besat.

Tempu frøs og svedte samtidig. Jorden syntes at gynge under hans fødder. Han håbede stadig, at djævleguden ville rense hans navn, men han måtte ikke tage chancen. Da han så, at alles øjne var rettet mod oraklet, sneg han sig hen mod en sideindgang, hvor han skjult af en søjle kunne følge den videre udvikling.

„Jeg ser et guldbæger, og en dæmon, som danser på dets kant," mumlede oraklet. „En fremmed præst rækker Dalai Lama bægeret. Han bærer en hovedbeklædning med en høj spids og er klædt i laser."

Tempu folie sig lettet ved at hore mongolen beskrevet. Men det varede kun et øjeblik, for dæmonens stemme fortsatte: „Jeg ser den hellige omgivet af sække med guld og sølv. En hånd tilbyder den fremmede præst sølvet. Ansigtet - jeg kan ikke se ansigtet. Jo, nu kommer det …"

Tempu følte det, som om benene skulle give efter under ham. Han vidste instinktivt, hvem oraklet ville beskrive. Han styrtede ud ad loren og ned ad gangen. Et øjeblik standsede han op i et mindre værelse, rev de rigt udsmykkede brokader af sig og gik så videre klædt som fattig pilgrim. Men i det øjeblik, han gik videre, hørte han som et kor af stemmer: "Tempu Gergan er manden! Pagrib ham!"

Han bekæmpede den stigende indre panik. Han følte trang til at styre af sted. Men han matte spille rollen som en fattig pilgrim. Ville de evige trappetrin dog aldrig fa ende?

Endelig var han ude af bygningen og på vej mod bymuren. Han hørte et råb bag sig: „Afspær trappen! Ingen må forlade paladset! "

Han var sluppet tid i sidste øjeblik. Forsigtigt kravlede han over muren på det sted, hvor en betroet tjener ventede med to heste.

Han var undsluppet. Men han skulle aldrig mere fa sin elskede stad Lhasa at se. En uskyldig skulle tilbringe resten af sine dage i landflygtighed blot på grund af en upålidelig præst, som blev bistået af løgnagtige dæmoner.

Ostens mærkelige fortryllelse!

Har du nogen sinde tænkt over, hvad der er årsagen til, at mennesker århundrede efter århundrede falder på knæ for guder af træ og sten guder, som ikke kan tænke — hæslige guder, som ingen troende vil kunne elske

guder, som de ville flygte fra, hvis de blot kunne'? Har du givet disse folkeslags tilbageståenhed skylden?

Nej, det er ikke alt sammen på grund af manglende udvikling. Ostens guders magt ligger ikke i træ eller sten. Den ligger ikke i gudebillederne. Det er ikke deres hæslighed alene, som fremkalder frygt. Det gør derimod de dæmoner, som bor i dem. Skriften siger: „Hvad mener jeg nu hermed'? At afgudsoffer er noget virkeligt? Eller at en afgud er noget virkeligt? Nej! men hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud." 1. Korinterbrev 10,19-20.

Det er forklaringen. De onde ånder bag gudebillederne. Er det Orientens dragning'? Er det den fortryllelse, som i vor tid tiltrækker den oplyste vestlige verden?

Vesten befandt sig midt i beruselsen over den stærkeste teknologiske udvikling, menneskeheden nogen sinde har været vidne til. Men medens civilisationen var optaget af at gøre fremskridt, tog the Beatles hippierne – og nogle, som ikke var hippier - ved hånden og forte dem baglæns mod Osten.

Her så man en mærkværdig kontrast. Alt imens fremskridtsvenlige katolikker søgte at befri messen for et dødt sprog, samledes hippier til offentlige moder for at fremsige banner på sanskrit. Og alt imens gejstlige reformatorer sagte at bringe deres påklædning i takt med tiden, gik hippierne klædt i farvestrålende symbolske dragter. Alt imens moderne trosretninger fornyede deres målsætning, vendte subkulturerne op og ned på menneskehedens synder, hvad angår deres relative størrelse. Den nye morals bestandig skriftende facade lod sig se i form af en epidemi af selvbestaltede guruer. Euforiserende stoffer matte overlade førstepladsen til meditation - ikke fordi stofferne var umoralske, men fordi meditationen efter sigende gjorde en endnu højere.

Vandringen mod ost var ikke vanskelig. Maharishi, som the Beatles gjorde berømt, forsikrede en skare på fire tusinde i Berkeley i Californien om, at de for at opnå den fulde velsignelse gennem meditationen ikke behøvede at udvise tro eller give afkald på spiritus, kvinder eller en løssluppet livsform.

Hvad denne rastløse dropout kultur sagte, var ikke frelse fra deres synder. Det var ikke tilgivelse. Det var ikke en forandret livsførelse. De sagte snarere en panteistisk magt, som ville se igennem fingre med deres fordærvethed.

Filosoffen Alan Watts beskriver dragningen fra Ostens mystik stiledes: „I den hebraisk-kristne verdensorden bliver alt gennemtrængt af den moralske tilskyndelse til og iver efter at gøre det rigtige. At gøre det forkerte fremkalder derfor metafysisk angst og skyldfølelse. Det, som er tiltrækkende ved Ostens filosofi, er, at den under det godes og det ondes påtrængende virkelighed afslører et uhyre område af selvet, som man ikke behøver at fole skyld eller fortrydelse over."

Måske søgte subkulturerne i virkeligheden efter en frelser fra synd og var ikke klar over det. Maske troede de faktisk, at vejen til at gøre skylden tavs var at dræbe vagthunden.

En lille pige spadserede på Fifth Avenue sammen med sin moder midt i juletravlheden. Hun blev ved med at se nedad med øjnene fæstnet på fortovet. „Hvorfor ser du ikke på julevinduerne'?" „Jeg leder efter noget." „Efter hvad?" „Jeg leder efter noget, som jeg kan finde."

Er det ikke, hvad der er i vejen med denne generation? Den ser ned for sig, ser bag sig, ser efter alle vegne. Søger efter noget, som den kan finde. Er et let bytte for hvad som helst, den ikke allerede har prøvet.

Forfatteren og redaktøren Peter Cohon siger: „Hvor man end vender sig, drejer alting sig om fortjeneste og privat ejendom.  . . .  Men der findes en længe undertrykt længsel efter religiøs mening, efter noget åndeligt. Jeg selv længes inderligt ... efter et nyt livssyn, andre mader at ordne tingene på. I Ching, astrologi, magi, Osten, skizofreni ... lige meget hvad!

Og derfor er vi vidne til en epidemi af nye religioner. Erstatningsreligioner; gamle vildfarelser i moderne skikkelse. Men ingen af den bibelske religions tyngende moralske krav. Vi er et let bytte for Osten.

J. Wallace Hamilton bemærker: „Er det ikke underligt, at vi her i den vestlige verden læser bøger fra Osten, fordi vi søger efter sindsro, alt imens man i Osten læser bøger fra Vesten, fordi man ønsker at vågne op?"

Men Ostens fortryllelse er stærk. Ost og vest mødes nu ved hinduismens alter. Hinduismens tiltrækning er ikke længere blot en mode. Mange af nutidens ungdoms forgudede forbilleder er erklærede tilhængere af hinduismen.

Rock-and-roll havde i lang tid været et middel til at indoktrinere de brede masser. Rock-grupper havde forherliget de euforiserende stoffer. Men nu begyndte musikken at ændre sig. Beatmusikken begyndte at antage en østlig farvning. Orientens dissonante toneintervaller blev velkendte for vestlige øren. Derpå indførtes hinduistiske religiøse begreber og hinduistiske guddomme. Den religiøse struktur hos en hel generation i den vestlige verden var blevet ændret - af beatmusik.

Meditation kom på mode, og med den hymnerne, tilbedelsen af Shiva og mantra. Mantra er rent faktisk at invitere en dæmon til at tage ens sind i besiddelse. Som en swami har sagt: „Havde jeg koncentreret mig tilstrækkeligt ... ville jeg selv være blevet Shiva."

Men nok om det. Hvorfor skulle vi være så begejstrede for det, som igennem lange tider har tynget og trælbundet Osten? Hvad tiltrækkende er der ved en fortvivlelsens religion, hvor flabet ikke engang betragtes som en dyd? Er nirvanas intethed løsningen? Tror vi, at vi kan finde sindsro ved at sidde ubevægelige ved en stikkelsbær-busk'? Hvilken frelsende kraft kan der være i en religion, som ikke har nogen levende Kristus'? Forbigår vi det levende vand for at drikke af en udtørret brønd?

En aften i London henvendte en intelligent brite sig til mig med ordene: "Jeg star over for en afgørelse. Nar jeg i aften forlader denne sal, vil jeg have truffet valget mellem buddhismen og kristendommen. De har en halv time til at forsvare Deres sag!

En halv time! Hvilken udfordring! Nu var der ikke tid til noget uvæsentligt. På den halve time matte jeg føre ham til en tom grav uden for Jerusalem. For hver gang jeg har stået i haven ved det gravsted, som efter manges mening sandsynligvis er der, hvor Kristus blev begravet, har jeg faet et stærkt indtryk af den væsentlige forskel mellem kristendommen og enhver anden religion. Kristi

Grav er nemlig tom!

Andre store religioner tilbeder ved deres grundlæggeres grav. Muhameds grav i Medina i Arabien er ikke nogen tom grav. Kong-fu-tses gravsted i Kina er heller ikke nogen tom grav. Dele af Buddhas legeme opbevares som relikvier forskellige steder i Orienten. Men ikke en eneste helligdom i verden gør krav på at indeholde en eneste knogle fra Kristi. legeme. Hvis Skriftens beretning er sand, lagde han den dag for al evighed loden bag sig og efterlod en tom grav som vidnesbyrd herom!

Østens fortryllelse kan brydes. Men kun af en levende Kristus. Kun en levende Kristus kan afbryde den besynderlige forelskelse i guder og guruer, så at en rastløs generation kan hore en anden stemme. Kun en levende Kristus kan tilbyde os syndsforladelse og skyldens udslettelse. Kun en levende Kristus kan tilbyde udfrielse fra angsten for vrede guder. Kun han kan tilbyde os livet og opfylde sit løfte. For kun han kan sige: „Jeg er den ... som lever: og jeg var død, men se. jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler."

Ostens fortryllelse er stærk. Men den star over for en vældig udfordring fra en tone grav!