Behersker naturlovene mennesket? Eller behersker menneskene naturlovene? Opdager mennesket lovene for dets egen anatomi? Eller skaber det dem?

Sådanne spørgsmål bringes på bane af en ny disciplin, som kaldes „biofeedback training". Hvad enten vi kalder det en videnskab eller et modefænomen, går det i stilhed sin sejrsgang over USA. Det hævdes, at vi star på tærsklen til en „helt ny kultur, hvor folk kan skifte mental eller fysisk tilstand lige så let som at skifte kanal på et fjernsynsapparat". En forfatter beskriver denne nye „systematiske udforskning af menneskets inderste væsen" som „ikke mindre epokegørende end menneskets første vandring på månen".

Biofeedback lokker med klinikker eller centre, hvor patienterne er forbundet med maskiner og ser på blinkende lys eller lytter til elektroniske hvin. Disse patienter skal lære at slappe af ved at lytte til lyden af deres eget åndedrag, lære at bekæmpe deres angst ved at lytte til deres pandemuskler eller forsøge at blive roligere ved at styre deres egne hjernesvingninger. De skal forsøge at styre deres hjerteslag - eller forsøge at forhøje temperaturen i deres hånd for at fjerne hovedpine.

Og alt dette er ikke det rene opspind for disse metoder benyttes allerede på laboratorier flere steder i USA.

Et er allerede sket: da biofeedback-forskning benytter sig af elektronik, har det allerede fort til, hvad en uforbeholden kritiker kalder „et enormt 'tossemarked' for den slags udstyr, som antages at give let adgang til registrering af bioelektriske impulser".

Og sådanne forsøg og sådanne maskiner er selvfølgelig en guldmine for grupperne for „grydeklar" frelse, som her ser en mulighed for at tilbyde offentligheden alt lige fra et lykkeligt ægteskab til succes i forretningsverdenen - mod betaling.

Men hvad er egentlig biofeedback?

Lad os sige, at du er foredragsholder. Du optager din stemme på band og lytter derefter til båndoptagelsen. Dette feedback af din præsentation vil hjælpe dig til at forbedre foredraget. På samme made med en optrædende på tv, som anmoder om at få video-båndet afspillet, så han kan se resultatet af sin optræden. De slow motion optagelser, som benyttes inden for sportsverdenen, er stort set det samme. Disse former for feedback er særdeles nyttige.

Men hvad er da hiofeedback? Det er blot en særlig slags feedback - feedback fra forskellige legemsdele. Feedback fra hjertet, blodkredsløbet, hjernen eller musklerne. Den tanke, der ligger til grund for „biofeedback training" er, at nar et menneske horer sine hjernesvingninger eller ser sit hjerteslag, kan det på basis af disse oplysninger begynde at beherske dem.

For eksempel har mange mennesker, nar de læser for sig selv, tendens til at forme ordene for sig selv under læsningen. Dette nedsætter selvfølgelig deres læsehastighed til den hastighed, med hvilken de kan læse højt. For, dem er der ikke noget, der hedder hurtiglæsning.

Men hvordan ved man, hvornår man gør dette? Man kan forsøge at lade være, men gør det alligevel. Det er her, biofeedback kommer ind i billedet. Små mikrofoner, som er bygget til at opfange de småbitte bioelektriske udladninger, der opstår ved talemuskulaturens bevægelse, anbringes på den læsendes hals. Disse udladninger ledes ind i en forstærker og omsættes til et signal. Og hvis læseren ved, hvornår han former ordene, kan han selvfølgelig lettere overvinde uvanen. Det siges, at mange lærer at blive uvanen kvit på to-tre timer.

Så vidt, så godt. Men biofeedback standser ikke her. Dens muligheder sprænger alle rammer. Nogle ser i denne nye forskning mulighed for deres egen magiske beherskelse af deres eget sind, deres eget nervesystem og maske deres egen skæbne.

En yogi lærer at beherske sine hjernesvingninger. Men det tager ham mange år. Ved hjælp af „biofeedback training" kan et almindeligt menneske lære at beherske sine hjernesvingninger på nogle timer.

En bestemt forsker har arbejdet med rotter. En af rotterne lærte faktisk at rødme med et øre ad gangen. Og forskeren tilføjer: „Jeg mener, at mennesker på dette felt er lige så kloge som rotter."

Faren ved hele denne nystartede forskning ligger i de uendelige muligheder for dens udnyttelse. Nyheden om, at mennesket kan ændre sine hjernesvingninger, har allerede fort til en kult, som kaldes „The Alpha High" (Høj på alfa-svingninger. O. a.). Et alfa-trip hyldes som erstatningen for et narkotika-trip. I New York City er studerende blevet set på gaden med hovedtelefoner på, i færd med at styre deres egne hjernesvingninger.

Imidlertid prøvede en swami „alfa" og udbrød: „Jeg har store nyheder. Dette her er lige så meget som ingenting "

Nogle finder i „alfa", hvad de ventede at finde. En person henvendte sig til alfa-laboratoriet, da han havde hørt, at alfa skulle være forbundet med særlige oplevelser. Han frembragte snart alfa-svingninger og fortalte forskeren: „Jeg er ved at miste fornemmelsen af rum og tid," og „Der er en kanin herinde, der er så virkelig, at jeg næsten kan fole den." Videnskabsmanden blev mistænksom og slukkede for de signaler, den unge mand lyttede til. Tilstanden fortsatte, men han meldte ikke om flere usædvanlige oplevelser.

For resten optræder denne vor tendens til at se, hvad vi venter at se, til at opleve, hvad vi venter at opleve, overalt i den okkulte verden. Professor David Lindberg, som forelæser i det okkultes historie ved Wisconsins universitet, lægger stor vægt på denne tendens. Hans forelæsninger er uhyre populære blandt de studerende. Men skønt de kunne synes at fremme interessen for det psykiske, advarer han paradoksalt nok i sin første forelæsning de studerende om, at hensigten med forelæsningerne blandt andet er at gøre dem mere skeptiske over for det okkulte.

Professor Lindberg spørger ikke studenterne: „Er det sandt?" Derimod spørger han: „Hvorfor tror I, hvad I tror?" Manges overbevisninger formodes udelukkende at være baseret på oplysninger fra sanserne - hvad vi ser, hører eller foler. „Vi håber," siger han, „at kunne vise de studerende, at sanserne er upålidelige at mulighederne for selvbedrag er så at sige grænseløse." Han angriber det okkultes sandhed på basis af menneskets „forbløffende" evne til at se, hvad det tror på. Og han tilføjer: „Den moderne psykologi har vist, i hvor høj grad vore sanseopfattelser afhænger af vore forventninger, men vi undervurderer, hvor stor betydning dette har."

Men tilbage til „alfa". Det er et spørgsmål, om alfa-tilstanden nar det kommer til stykket altid er ønskværdig. Det kan gå, nar man blot sidder og slapper af, men næppe mens man kører bil. Man kan naturligvis også frembringe alfabølger uden en maskines hjælp. Nogle kan gøre det ved blot at lukke øjnene. Andre ved at stirre på en genstand eller ved omhyggeligt at fæste øjnene på en genstand, som er i bevægelse - noget, som minder om selvhypnose. En bestemt student frembringer dem ved at holde vejret, og en anden udsender alfabølger, nar han scorer i en fodboldkamp. En psykolog beretter om en patient, som kun kunne frembringe alfabølger, medens han talte. „Så snart han tav, hørte de op."

To former for organisationer tjener godt på biofeedback-forskningen. De, som fremstiller og sælger de elektroniske instrumenter, drager størst mulig fordel af dens popularitet. Foruden dette synes det, at der overalt dukker grupper op, som med eller uden at benytte udstyret anvender samme sprogbrug som biofeedback for at fremme deres egen form for „grydeklar" frelse, eller hvad det end er.

For eksempel findes der en gruppe, som går under navnet Silva Mind Control (Silva tankebeherskelse). Dens påstande er ikke ligefrem beskedne. Den tilbyder som resultat af dens opøvelse i tankebeherskelse en bedre hukommelse, et bedre helbred, bedre søvn, bedre sindsstemning, forøget læreevne, større selvrespekt, bedre udnyttelse af tiden, forbedret intuition, større succes, større lykke, mere selvtillid, større skabende evner, mere energi og vitalitet, større produktivitet, større dygtighed og flere venner. Masser af mennesker betaler med glæde for denne imponerende liste. Det hævdes, at 10.000 mennesker har gennemgået kurset.

Videre er der Mind Dynamics, en organisation, hvis propagandafremstød vækker større opsigt end dets annoncer. Selskabets leder udtaler, at han ikke er glad for denne cirkusmentalitet, men betragter den som nødvendig for at fa folk i tale. Værtinden ved disse moder fortæller, at gruppens leder har tilbragt mange ar med at samarbejde det vigtigste materiale fra forskellige religioner og filosofier til et system Mind Dynamics. De personlige vidnesbyrd, som fremsættes ved moderne, er ivrige ud over alle grænser. For eksempel fortalte en pige glædestrålende: „Foruden at man opdager, at man kan fa, hvad som helst man ønsker sig, og at man er årsagen til alt, så opdager man også, at man ikke mere kan være trist til mode eller nedtrykt." Efter flere sådanne påstande er de tilstedeværende parat til at tilslutte sig.

Nogle videnskabsmænd har forkastet disse grupper son charlataner. Det skal jeg ikke kunne domme om. Der er utvivlsomt mange oprigtige og pligttro mennesker i disse grupper. Det, som bekymrer mig mest, er disse gruppers helt åbenlyse forbindelse med hypnose.

Dr. Elmer Green, der åbent kritiserer disse grupper og som endda har diskuteret med en af' dem på tv, påpeger, at de fleste af disse organisationer benytter sig af intet andet end forskellige former for hypnose. "Det, som bekymrer mig ved sagen," siger han. „er, at jeg langt mere er tilhænger af viljebeherskelse end ... hypnotisk beherskelse. 'Disse organisationers elever] gennemgår et fire-dages program bestående af intensiv hypnotisk oplæring for at kunne gøre, hvad der reklameres med."

Horer du alarmklokken?

En tv-reporter talte med nogle elever fra flere af disse grupper og drog den slutning, at fordi de mente, det var til hjælp for dem, kunne der ikke være noget galt med det.

Men det minder mig om det slogan, som man for nylig benyttede til at reklamere for en film med titlen „Asylum". Det lod således: "Se Asylum! De kan ikke miste andet end fornuften! "

Er det et passende slogan for disse spil med sindet, der skyder op som paddehatte? Maske. Vi kan ikke miste andet end fornuften.

Der findes mennesker, som roser sig af at være åbne for det nye, rede til at eksperimentere, villige til at prøve noget nyt. Men det er ikke altid nogen dyd at være aben; i visse situationer kan det være direkte dumdristigt. Et åbent sind er et ubeskyttet sind. Og et ubeskyttet sind kan udsættes for den utroligste udnyttelse.

Der er visse ting, sindet bor være uigenkaldelig lukket overfor. Der er visse spil, som er for farlige at spille. Og spil med sindet under enhver form, ethvert spil, som fusker med sindet, er i den kategori.

Det fortælles, at Robert E. Lee (amerikansk officer, 1807-70. O. a.) efter borgerkrigen fik besøg af lederne af det berygtede Louisiana-lotteri. Han sad i sin gamle gyngestol med krykkerne ved siden af sig og hørte på deres forslag, lian kunne ikke tro sine egne pren. Han bad dem gentage det. De fortalte ham, at de ikke ønskede penge. Alt, hvad de ønskede, var at bruge hans navn. Til gengæld ville de gøre ham rig.

Robert E. Lee rettede sig op i stolen og knappede sin gamle grå uniformsfrakke. Derpå tordnede han: „Mine herrer, jeg har mistet mit hjem i krigen. Jeg har mistet min formue i krigen. Jeg har mistet alt i krigen, med undtagelse af mit navn. Mit navn er ikke til salg. Og hvis I fyre ikke skrubber af, brækker jeg denne krykke på jeres hoveder!"

En mands navn. En mands sind. Ingen af delene burde der nogen sinde kunne handles med.

Vor generation er rastløs. Den sager efter noget. Den leder alle vegne efter en endeløs liste af ting, den ikke har. Derfor er den et let bytte for sælgere, der tilbyder sindsro.

Men medens vi vender os hid og did i vor forvirring over det kor af stemmer, som ønsker at sælge os deres psykiske varer, hores en anden stemme. Og denne stemme tilhører den, som skabte sindet og satte det i gang med at tænke. Han siger roligt: „Kom hid til mig, alle!, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile."

Ingen cirkusforestilling; ingen gøgle-metoder. Men kan det tænkes, at der i denne enkle indbydelse ligger alt, hvad vi har behov for?