Spiller menneskene terninger med universet? Og hvis de gør - er det da ganske ufarligt?

Nar de banker på døren til det hinsidige, hvem er det da, som lukker op? Hvem er det, som sender de mærkværdige budskaber, som uden menneskelig medvirken skriver sig selv på ventende skrivemaskiner? Hvem er det, som maler billederne i krystalkuglerne? Er der nogen, der har oprettet en svartjeneste for de døde?

Hvad med dette accelererede feedback fra det hinsidige? Hvad med de spil, folk spiller med sindet? Er de harmløse tidsfordriv? Eller et tvivlsomt adgangskort til afhængighed af det psykiske?

Menneskene kaster bolde over muren til det hinsides. Og en eller anden kaster dem tilbage. Hvem? Og er det farligt'? Maske vi burde finde ud af det.

Lad os forestille os en mand, der ligger såret og forladt på slagmarken. Han ser en skikkelse komme imod sig i halvmørket. Men er det en ven eller en fjende? Hvad om han hvisker: „Hvem der?" Hvad vil svaret blive? Vil det blive en kugle, et venligt ord eller tavshed? Skal han tage chancen? Daler er det mindre farligt ikke at give lyd fra sig?

Dette er ikke ulig menneskets dilemma i dag. Det nærer et brændende ønske om at vide, hvad der findes hinsides Boden. Det ønsker at vide, hvem der kommer derover. Skal det kaste en bold over muren og se, om den kommer tilbage? Er det ganske ufarligt at starte et spil uden at vide, hvem modspilleren er? Eller er det at spille bold med skæbnen?

Jeg var i London på gennemrejse den dag, kong George døde. Prinsesse Elizabeth og hendes mand, hertugen af Edinburgh, befandt sig, som det vil erindres, i Afrika på rejse mod Australien, og lille prins Charles og prinsesse Anne var på ferie hos deres kongelige bedsteforældre på Sandringham.

Om morgenen på kongens dødsdag tilbageholdt man indtil videre nyheden om dødsfaldet for hornene, som legede på børneværelset. Lille prins Charles lagde imidlertid mærke til, at pigerne, som kom ind for at gøre værelset i stand, græd.

"Hvorfor er I alle så kede af det?" spurgte han. Og ammen fortalte ham stilfærdigt: "Fordi bedstefader er gået bort."

Den lille prins begyndte at spørge efter bedstefar. Da dronningemoderen omsider kom ind på børneværelset, kravlede prins Charles op på hendes knæ. Og idet han så hende fast i øjnene, spurgte han: „Hvor er bedstefar giet hen?"

Dronningemoderen tav. I det øjeblik vidste hun ikke, hvad hun skulle sige.

Hvad ville du have sagt?

Lige siden døden koldt præsenterede sig første gang for menneskene, har den været en uløselig gade. Men det er blevet denne generation til del at trænge dybere ned i dødens mysterium end nogen tidligere. Denne generation ønsker at kende losningen. Intet mindre vil stille den tilfreds.

Det er derfor intet under, at vi ser os omgivet af et psykisk kalejdoskop, som trodser enhver beskrivelse. Intet menneske kan lukke øjnene for det. Det findes overalt omkring os. Vi kan se det, hore det og fole det. Og hvert eneste menneske må gøre op, hvad dets forhold til det skal være.

Finder de. som vender sig til psykiske fænomener, de svar, de suger? Er de stemmer, de horer i stilheden, de dødes stemmer? Kan vi med fingerspidserne række ind i en anden verden'? Og hvis vi kan, er det da ganske ufarligt at gøre det?

Her star vi over for et spørgsmål, der stærkt berører det indre menneske. For hvem kan undgå at mærke den ensomhed. den stilhed, der sænker sig over et menneske, som har set en af sine kære forsvinde i dødens skygge'? I går var livet fuldstændigt. Dørene stod åbne. Farvel fulgtes af gensyn. Men i dag er livet blevet spaltet. Dørene er smækket i. Og det hele forekommer så uafvendeligt. Intet under. at den ensomme suger trøst, hvor han kan finde den. Intet under, at den ensommes fortvivlede råb lyder: "Sig mig, at det ikke passer! Sig mig, at døden ikke findes!"

Vi kan kun have medlidenhed med dem, som banker på døden til det hinsides og lytter efter et svar. Men viser de stemmer. der svarer, den samme medlidenhed? Det er spørgsmålet.

Sagen er nemlig, at det tiltrækkende ved åndeverdenen stort set ligger i dens påstand om, at samtale med de døde er mulig. Hvis den påstand er sand, da er det et af de mest velkomne budskaber, som nogen sinde har lydt i ørerne på dem, som har elsket og mistet. Men hvis det ikke er sandt, da er det det mest grusomme svindelnummer, som ensomme sørgende mænd og kvinder nogen sinde har været udsat for. Påstanden er enten sand eller usand. Den kan ikke være begge dele.

Tidernes stadig hastigere tempo, de hurtigt skiftende forandringer, den intense interesse for det hinsidige, vor dybe skjulte hunger og tørst efter kærlighed, vor åndelige ensomhed, vor frygt for døden alt dette på en gang udfordrer og tvinger os til en nærmere undersøgelse af den psykiske verdens påstande. For Boden er vort største problem. Indtil Bodens problem er lost, indtil det lykkes os at sejre over Boden, star vi hjælpeløse over for den.

Den velkendte legende fortæller, at det skete i Baghdads gader.

En købmand sendte sin tjener til markedet. Men denne vendte kort efter tilbage, rystende og stærkt ophidset, og sagde til sin herre: „Henne på markedspladsen var der en kvinde i mængden, der skubbede til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg, at det var Døden, som havde puffet til mig. Hun så på mig og gjorde en truende håndbevægelse. Kære herre, lån mig din hest, for jeg må skynde mig bort for at undgå hende. Lad mig ride til Samarra for at skjule mig, så at Døden ikke kan finde mig."

Købmanden tante ham sin hest, og tjeneren galoperede bort i en støvsky.

Lidt senere gik købmanden selv hen på markedspladsen og så der Døden stå midt i mængden. Han sagde til hende: „Hvorfor skræmte du min tjener sådan i morges'' hvorfor truede du ham?"

„Jeg truede harv ikke," sagde Døden. „Jeg blev blot overrasket. Det forbavser mig at se ham i Baghdad, for jeg skal mødes med ham i aften i Samarra."

Blot en legende - fra Baghdads gader. Men den maler et livagtigt billede af den fatalisme, som trælbinder utallige mennesker i dag. For hvert eneste menneske skal modes med dødsenglen. Og man siger, at det er umuligt at undgå.

Den ulykkelige menneskehed forsøger at glemme det. Den går hen på markedspladsen for at søge fornøjelser og fortjeneste. Den fatter kærlighed til legetøjsverdenen. Den gør oprør imod en fremtid, den ikke har herredømmet over. Men for eller senere puffer dødsenglen til mennesket, selv på den travle markedsplads, og minder det ubehageligt om sin eksistens. Og hvad andet kan det gøre. end at begive sig på et vildt ridt til Samarra i håb om at finde et sted at skjule sig, et eller andet værn. bag hvilket Boden vil glemme at loge efter det?

Hvad vil dette værn blive? Vil videnskaben blive et sådant værn? Bag laboratoriernes mure sager teknikere allerede nu at løse menneskecellens gade. Vil de en dag i reagensglasset finde det svar, der vil trænge døden op i en krog?

Vil lægevidenskaben give mennesket dette værn? En vaccine mod enhver lidelse, som hjemsøger menneskeheden? En metode til at forhale ældningsprocessen? Og hvis opdagelserne synes at trække ud, kan menneskelegemet da nedfryses og stiledes vente på den dag, hvor den magiske medicin bliver opdaget?

Vil rumfarten blive et værn? Vil mennesket engang på vægtløshedens vinger flyve til en fjern verden, hvor det maske skal finde det evige livs hemmelighed?

Eller findes værnet imod døden allerede nu på det psykiske område? Er døden blot døren til en i høj grad ønskværdig tilværelsesform?

Sandheden er, at mennesket, på trods af alle de nævnte forhåbninger, stadig frygter, at ingen af disse værn vil kunne skjule det, og at lysene en dag vil slukkes for aldrig mere at blive tændt.

Hvad andet kan det da gøre, end at fortsætte det vilde ridt til Samarra? Hvad andet -- bortset fra at nægte, at døden eksisterer?

Intet under, at det råber ud i den ensomme nats stilhed: „Sig mig, at det ikke passer! " og venter på svar!