John Keel var en typisk hårdkogt skeptiker, da han i 1966 besluttede at hellige al sin tid til en undersøgelse al UFO'er. Han så med hån på det okkulte og spottede mange af beretningerne om flyvende tallerkener. Han besluttede at gøre ufologien (studiet af UFO'er, Uidentificerede Flyvende Objekter. O. a.) genstand for en strengt videnskabelig undersøgelse.

Der gik imidlertid ikke mange måneder, for fænomenet begyndte at koncentrere sig om ham, som det havde gjort med så mange andre. Der begyndte at ske forskellige ting. Først var det hans telefon. hvor gadefulde fremmede ringede op dag og nat med sære budskaber, som skulle være kommet fra rummænd. lian blev bedt om at følge efter sorte Cadillacs, som derefter forsvandt sporlast på blindveje. Han blev kaldt op midt om natten og sendt ud på fjollede forgæves ærinder for at ... redde" en eller anden kontaktperson, som skulle være i vanskeligheder.

Lysende genstande på himlen syntes at følge ham som en skygge. De lod til at vide, hvor han havde været og hvor han agtede sig hen. Elan lejede sig ind på et motel, hvor det viste sig, at værelset allerede var blevet bestilt i hans navn i forbindelse med en kæde af meningsløse budskaber. Selv hans venner begyndte at komme ud for underlige oplevelser. Og mere end en gang vagnede han op om natten og opdagede. at han var lammet, og at en enorm, mørk skygge stod bojet over ham.

Først tvivlede han på sin egen sindsligevægt. Men efterhånden som han gennemrejste omkring tyve stater for at efterforske utallige beretninger om UFO'er, begyndte han at se et monster fremtone sig. Han talte med mange "tavse' kontaktpersoner - folk, hvis beretninger aldrig var blevet bragt i pressen. Men skønt deres beretninger var meget forskellige, led de alle af de samme fysiologiske og psykologiske symptomer. Gennem disse kontakter fik han faktisk forbindelse med væsenerne bag fænomenet. Han talte i telefonen med dem, undertiden i flere timer.

Han brugte tiere måneder på en forgæves legen tagfat med disse væsener, en søgen efter UFO-baser, som ikke eksisterede, og en sugen efter en metode til at beskytte de skræmte vidner imod „sortklædte personer".

Han blev skridt for skridt ført fra skepticisme til tro. Og derpå til sin overraskelse fra tro tilbage til vantro. John Keels undersøgelser stod på i fire ar, syv dage om ugen uden nogen ferie. Men han gjorde visse opdagelser, som vi bor kende til. Ja, vor skæbne kan i virkeligheden være afhængig af, at vi kender til dem.

Det første, han opdagede, var, at fænomenet var langt mere udbredt, end han eller sandsynligvis nogen anden havde forestillet sig. Da han påbegyndte sit arbejde i marts 1966, begyndte han at abonnere hos flere forskellige avisudklipsbureauer. Han modtog ofte helt op til 150 udklip på en eneste dag. Men han fandt snart ud af, at bogstavelig talt tusinder af fænomener blev observeret af almindelige mennesker, som aldrig lod dem offentliggøre. I løbet af 1966 fik han tilsendt over 10.000 udklip og beretninger. Og dog hævdede det amerikanske luftvåben kun at have modtaget 1000 beretninger i samme periode. I marts-april 1967 slog antallet af UFO-rapporter alle hidtidige rekorder. lian fik tilsendt over 2000 udklip og beretninger alene i marts og undersøgte egenhændigt mange af dem. Og dog ignorerede nyhedsmedierne ganske enkelt hele balladen eller var ikke vidende om, at det fandt sted. Regeringens officielle holdning til fænomenet kan have haft ansvaret for denne almindelige ligegyldighed.

Det var ganske vist let at bortforklare fænomenerne ved at sætte dem i forbindelse med stjerner, meteorer og sumpgas. Og disse forklaringer vil maske tilfredsstille de fleste - bortset fra de fem millioner amerikanere, som ved en Gallupundersøgelse foretaget i 1966 vedgik, personligt at have været vidne til sådanne fænomener. Man kan drage nogle af vidnernes pålidelighed i tvivl. Men hvad med de mange piloter, politibetjente og andre normalt pålidelige personer?

For eksempel stod omkring en kvart million mennesker natten mellem den 2. og 3. august 1965 udendørs i USA's midtvest stater og iagttog nogle usædvanlige lysformationer, som bevægede sig henover dem.

De blev set med det blotte øje og med mange forskellige instrumenter. De blev sporet via radar. De blev fotograferet af amatørfotografer, såvel som af professionelle.

Næste morgen blev den officielle forklaring givet. Det, man havde set, var fire stjerner i stjernebilledet Orion.

Fri pilot bemærkede ironisk: „I går aftes fløj jeg fur første gang i mit liv tværs over Nebraska med tre stjerner under højre vinge!"

Ved en anden lejlighed forfulgte en politibil en UFO fra Atwater i Ohio til Freedom i Pennsylvania, en strækning på et hundrede og fyrre kilometer. Jagten stod på i omkring femoghalvtreds minutter, og patruljevogne fra syv forskellige politistationer deltog i jagten, for genstanden tabte sig i tagen. Genstanden syntes at være på størrelse med et rutefly og lyste blændende, nar den var vendt imod iagttagerne. Den fløj i en højde på omkring tre hundrede meter og skiftede fra tid til anden kurs. Den lod til at vente på politibilerne, nar den havde faet et for stort forspring.

Nogle reservepiloter fra luftvåbnet, som var stationeret i Youngstown, Ohio, blev i hast sendt op for at forfølge genstanden, men var ikke i stand dertil, fordi den bevægede sig for langsomt i forhold til jetmaskinerne.

Forklaringen? Luftvåbnet sagde, at politiet havde fulgt en satellit, og at de, da den korn nær horisonten, havde forvekslet den med planeten Venus.

Frank Edwards siger: „Det var sandsynligvis første gang, man har været i stand til at se en menneskeskabt satellit i femoghalvtreds minutter, og ligeledes første gang nationalgardens jetfly i Youngstown har haft lejlighed til at flyve omkring planeten Venus."

Han siger om en senere hændelse: „Nogle af disse iagttagelser, som medførte så stor interesse og vakte så stor opsigt i januar 1967, kan virkelig have været planeten Venus. Men mange af disse og senere iagttagelser kan ikke have været Venus på grund af tidspunktet, genstandens bevægelser og den retning, i hvilken den blev set. Venus lyser meget klart, men den er også meget stabil. Dens bane er velkendt og man kan stole på, at den ikke begynder at strejfe omkring, skifte kurs og jage automobiler."

Lyver alle disse mennesker? Næppe!

Men nu til nogle monstre. Nogle brikker til puslespillet - og nogle forbløffende konklusioner. Og lad mig med det samme sige, at jeg i dette kapitel star i dyb gæld til John Keel og hans undersøgelser.

For det første må UFO'er, da de følger fornuftsmæssige monstre, stå under nogens kontrol. De ses oftere onsdag nat end nogen anden nat i ugen, og lørdag har andenpladsen. De lader til at foretrække tyndt befolkede, højtliggende og fjerntliggende områder. Nogle undersøgelser viser, at der observeres flest mellem klokken 19.30 og 21.30 et tidspunkt, hvor landbefolkningen er hjemme og sidder foran fjernsynsapparatet. Andre undersøgelser viser, at flertallet observeres sent om natten. Landmænd star selvfølgelig tidligt op og er i seng for klokken ti. Det er efter klokken ti, at tallerkenerne rigtig star sig los. Ved disse lejligheder synes det at være enten ved et uheld eller efter beregning, nar de bliver observeret på jorden. De ønsker åbenbart ikke at blive afsløret - undtagen somme tider!

Den teori, som har vundet størst udbredelse, går ud på, at UFO'erne er væsener på besøg fra andre planeter.

Denne tanke har avet en stærk følelsesmæssig tiltrækning på de overbeviste tilhængere. Regeringen har forkastet denne teori og derved lagt sig for had hos tilhængerne. Det kunne synes, at himlen er fuld af flyvende genstande, som tilhængerne suger at indbyde og kirkerne og regeringen sager at holde borte.

Desværre bliver teorien om beboere af fremmede planeter, skønt den er tiltrækkende, benægtet af de mange vidnesbyrd, som nu star til vor rådighed. Men den har på ingen made sluppet sit tag i UFO-kulterne.

Sandheden er, at for vor generation, som har opmærksomheden henvendt på rumforskningen og på teknologiske fremskridt, er tanken om besøgende fra andre verdener nærliggende. Og der var visse vidnesbyrd, som syntes at passe på teorien. For eksempel lod UFO-nauterne til at vide alt om os, endda de mest intime hemmeligheder om vor fortid. De har ofte hævdet at komme fra andre planeter. Og akkurat som under seancerne har de fremført denne overnaturlige viden om kontaktpersonernes fortid som bevis for deres påstand. De kender de forskellige staters geografi og grænser. De taler vort sprog. Imidlertid taler de i visse tilfælde et fremmed sprog, som kontaktpersonerne aldrig har hørt for, men som de synes at forstå øjeblikkelig. Dette mærkelige sprog dukker op igen og igen og synes at stå i direkte forbindelse med det religiøse fænomen at tale i tunger.

Ved begyndelsen af undersøgelsen håbede John Keel, at fornuftige videnskabelige vidnesbyrd ville støtte teorien om fremmede planeter. I begyndelsen af 1967 begyndte han imidlertid på tryk at antyde, at svaret maske var mindre enkelt. Hans forkastelse af hypotesen om verdensrummet gjorde ham til genstand for UFO-kulternes vrede og mistro. Der gik rygter om, at han var CIA-agent. Kontaktpersoner begyndte at hviske om. at den virkelige John Keel var blevet kidnappet at en flyvende tallerken. Og nogle af dem, han korresponderede med, undersøgte endda hans underskrift for at afgøre, om den var ægte.

Men tilbage til monstrene. Observationerne kan opdeles i to grupper - de „hårde" og de „blade". Observationer af „hårde" genstande - tilsyneladende solide og metalliske har altid været sjældne. Flertallet af de fænomener, som er blevet set igennem tiderne, horer til den „biode" kategori. De er lysende, gennemsigtige og gennemskinnelige. De skifter størrelse og form for øjnene af iagttageren. De viser sig og forsvinder pludselig. De „biode" fænomener er langt de hyppigste og synes at være det virkelige fænomen. Ikke alene skifter disse talløse genstande størrelse og form, de deler sig undertiden også i mindre genstande, som hver bevæger sig i forskellige retninger.

Vidnerne har atter og atter sagt i fortrolighed: „Ved De hvad, jeg tror slet ikke, at hvad jeg så var noget mekanisk. Jeg fik det tydelige indtryk, at det var levende!" Disse „blade" genstande synes at være i stand til at antage en hvilken som helst form, de har lyst, fra gigantiske cylindriske rumskibe til små grønne mænd!

På den anden side er der noget. som tyder på, at de øjensynligt hårde og solide genstande virkelig er til. Man har skudt på dem, og kuglerne er slået tilbage. De har efterladt sig mærker i jorden. De har en forbløffende vane med at tabe metalstumper. De lader til at være ret dårligt byggede, da de altid falder fra hinanden. I hundredvis af vidner fortæller, at de ved et tilfælde har opdaget disse hårde genstande, som stod på jorden, mens piloterne var i færd med at reparere dem. Man kommer til at spekulere på, om disse hændelser ikke er efter beregning med den hensigt at fremme overbevisningen om, at UEO'erne er virkelige og mekaniske.

Men her star vi over for et problem. Skønt mange beskrivelser af de bløde, lysende og formløse genstande nøjagtigt svarer til hinanden, er det yderst sjældent at finde to beskrivelser af hårde, metalliske genstande, som svarer til hinanden. Og antallet af typer og beskrivelser af disse hårde genstande er af et ganske svimlende omfang. Lyver disse mennesker? Eller skal vi tro, at folk på andre planeter bogstavelig talt bygger tusinder af forskellige slags rumfartøjer og sender dem alle ned til os? Næppe!

Nar vi derefter vender os til de uendeligt mere talrige iagttagelser af bløde, lysende genstande, antager fænomenet et så overvældende omfang og iagttagelserne et så utroligt tal, at det udelukker enhver mulighed for, at UEO'erne kommer fra andre planeter - eller al de overhovedet eksisterer.'

Hvordan undersuger man noget, som ikke eksisterer? Man iagttager kontaktpersonerne, de mennesker, som ser dem. Man undersøger dem, ikke ved at finde ud af, hvor pålidelige de er, som man har gjort i adskillige ar og som har vist sig at være en blindgyde. I de fleste tilfælde er deres pålidelighed hævet over enhver tvivl. Disse mennesker tror virkelig, at de har set rumskibe og talt med rummænd.

Nar man ser bort fra iagttagelserne, som hver for sig alligevel ikke er af vigtighed, og sætter vidnerne under et mikroskop, begynder gaden at nærme sig sin losning. Nar man horer op med at tvivle på deres oprigtighed og undersuger de lægevidenskabelige og psykologiske virkninger af deres oplevelser, begynder brikkerne at falde på plads. For det er umiddelbart klart, at der sker sære ting med kontaktpersonerne.

For det første modtager disse personer til stadighed budskaber. Man ville nu kunne fylde et helt bibliotek med den endeløse strøm af budskaber fra rummænd. Og skønt afsenderne af disse budskaber hævder at komme fra andre verdener, er det værd at mærke, at budskabernes indhold er identisk med budskaber, som medier og mystikere i lange tider har modtaget.

Og der sker underlige ting. Kontaktpersonernes tilværelse forstyrres af mareridt og hallucinationer. Deres telefoner og fjernsynsapparater går amok. De skræmmes af poltergeister -  støjende, men usynlige spøgelser. Genstande forsvinder og genfindes på de særeste steder. Sten falder ned fra loftet. For nogle kontaktpersoners vedkommende begynder deres personlighed at gå i oplosning kort tid efter deres første kontakt.

En kendsgerning synes at fremgå. EFO'erne og væsenerne kan efter alt at domme kun ses under visse omstændigheder. Og det er muligt, at kun visse typer umennesker overhovedet kan se dem. Visse mennesketyper synes at være stærkere udsat for at opleve fænomenet. Og ofte synes disse mennesker at blive behersket og faktisk styret af fænomenet.

Intet under, at det ikke nytter at undersøge vidnernes pålidelighed. For det er sjældent, at en kontaktperson ikke taler sandt. Det er åbenbart ufonauterne, og ikke deres kontaktpersoner, som lyver.

Indiciernes mængde bliver stadig større. Den konklusion. at der er forbindelse mellem UFO-fænomenerne og det okkulte, er uundgåelig. Budskaberne er de samme. Litteraturen er sideløbende. Vi finder de samme enfoldige beskrivelser af livet på andre planeter eller planer. UFO-væsenerne ligner mærkværdigt dem, som forekommer under seancerne. De samme kræfter synes at virke, med samme monstre, samme løgne og samme dybere hensigter. Kontaktpersonerne udviser de samme legemlige og følelsesmæssige symptomer som ofrene for djævlebesættelse. Gårsdagens djævle og dæmoner synes nu at optræde som langhårede Venus-beboere. Det væsen, som kommer til syne under en seance, bliver taget for en afdødes and. Men hvis den samme ånd kommer ud af buskene iført en metallignende hjælm, bliver han taget for en rummand.

Er UFO-fænomenet blot en moderniseret rumaldermanifestation af det okkulte? Det kunne se sådan ud.

Hvordan kan man ellers forklare den kendsgerning, at kortlægninger af UFO-aktiviteter og af poltergeistmanifestationer i det nittende århundrede er bemærkelsesværdigt sideløbende? I visse tilfælde indtraf fænomenerne på samme tidspunkt. I andre forekom poltergeistfænomenerne nogle måneder for UFO'erne.

Hvad er årsagen til, at en af de største koncentrationer af UFO'er, der nogen sinde er blevet beskrevet, fandtes over en sydamerikansk naturlæges hus?

Hvad er årsagen til, at medier og UFO-kontaktpersoner modtager de samme budskaber og fremsætter de samme profetier? Er det en tilfældighed? Eller star de i forbindelse med samme kilde?

Sandheden om UFO'erne er stiledes en beretning om spøgelser og fantomer, om uvirkelige ting, som forekommer uhyggeligt virkelige, og om underlige magter, som rent faktisk er i stand til at manipulere med kontaktpersonernes sind. Disse kontaktpersoner er ikke løgnere. De er ofre. De tror på, hvad man fortæller dem. Men en stor del af oplysningerne er med overlæg usande. Hvorfor? Muligvis blot for at forvirre os. Muligvis for at rodfæste overbevisningen om rumfolk fra andre planeter endnu dybere i vidnernes sind - og samtidig afvæbne resten af os gennem en overbevisning om, at det hele er opspind, at det ikke er sket. Det er et sporgemal, hvilken gruppe der er udsat for den største fare.

Disse usete magter er på en eller anden made i stand til at styre sindets funktion, så at folk ser og husker, hvad disse væsener ønsker. Vidnerne er ikke sindssyge. Så langtfra. Men nogle af dem drives ud i sindssyge af de skræmmende og hensynsløse magter, som har taget herredømmet over deres liv. De bliver ofre for alle slags mærkværdige oplevelser, og deres personlighed kan til slut gå fuldstændig i opløsning.

Denne manipulering, denne besættelse, denne hypnotiske beherskelse giver sig udslag i de mærkeligste beretninger. Der er forrykte historier om afbrudte rejser, flyve ture i rumskibe, besøg på andre planeter, oplevelser, som syntes at vare mange timer, men som ingen tid tog ifølge uret. Disse uvirkeligheder er ikke af betydning. En udenforstående, som uden en lyd nærmede sig skuepladsen for en UFO-kontakt, ville muligvis finde kontaktpersonen i trance.

Vi kan kun drage en konklusion at UFO'erne ikke eksisterer som håndgribelige, byggede, stoflige og virkelige maskiner. De er ikke virkelige i samme forstand som denne bog er virkelig. De behov er intet brændstof og ingen vedligeholdelse. Vidnerne fortæller ofte, at ufonauterne går tværs igennem siden på deres fartøj ligesom spøgelser. Og det er efter alt at domme, hvad de er – spøgelser, genfærd, del af et enormt kosmisk svindelnummer, som er beregnet på rumalderen, og det med et motiv, som er mere uhyggeligt, end vi mennesker har haft nogen anelse om.

Hvad med de barder genstande, de metalliske genstande, de afgjort virkelige? De bliver efter alt at domme materialiseret til hver enkelt lejlighed i nogle minutter eller timer ligesom ved de psykiske fænomener. hvor tilsyneladende stoflige, fysiske genstande materialiseres og derpå forsvinder igen.

Vi star åbenbart over for en kosmisk spøg af svimlende omfang, som slet ikke er nogen spøg, men er del af en utroligt uhyggelig sammensværgelse.

Og EFO'er kan være farlige. Blot det at undersøge fænomenet kan være farligt. Folk har faet forbrændinger. Folk er blevet syge. Der er veldokumenterede beretningerom personer, som er blevet alvorligt sirede eller endda dræbt af flyvende tallerkener. At fuske med UFO'er kan være farligt. En smule nysgerrighed kan let forvandles til besættelse. Det kan sågar ende med selvmord, og har gjort det i flere tilfælde.

Kan det tænkes, at den amerikanske regering ikke er så uinteresseret i UFO'erne, som den giver det udseende af? Og ikke er så naiv, som dens forklaringer lader formode? Er det muligt, at folk inden for statsadministrationen for mange ar siden fik færten af fænomenets virkelige natur og klogeligt ønskede at trække sig ud af det? Flyvende tallerkener er ikke noget nyt. De er blot en moderniseret udgave af noget, der er foregået gennem lange tider. Der blev observeret luftskibe på himlen så tidligt som i 1898 - før man havde bygget luftskibe. Senere enorme cigarer, helikoptere, konventionelle flyvemaskiner, som fløj omkring i kraftig snestorm, og jetfly. Og nu rumskibe af alle tænkelige beskrivelser. Fænomenet er gradvis blevet ændret og tilpasset skiftende tiders teknologi og forestillingsevne.

Og samtidig med, at fænomenet har forskanset sig stærkere og stærkere i UFO-tilhængernes sind og deres antal er vokset med svimlende hast, synes UFO'erne at have drevet et spil, hvis mal var at skabe tvivl om deres egen eksistens hos de mere skeptiske. Budskaber, ankre, halvt skrællede kartofler og alle mulige andre former for ragelse formodes at være blevet kastet ud fra fartøjerne. Den seneste tids fartøjer har tabt flydende tin.

Der er sågar en hønseopdrætter, som i 1961 fik fire pandekager fra verdensrummet.

De troende har taget ivrigt del i spillet med disse genstande. Men de formodede vidnesbyrd har kun faet de skeptiske til at spotte endnu mere. Og det lader til at være netop, hvad ufonauterne havde til hensigt. De synes selv at have givet anledning til meget af latterliggørelsen al deres egne aktiviteter. Det synes at være til deres fordel, at intellektuelle mennesker i det store og hele ser bort fra deres eksistens.

Reparations-spillet har også været populært, hade hos ufonauterne og hos deres kontaktpersoner. Lige siden 1 897 er der fremkommet en stadig strøm af historier og beretninger som i uhyggelig grad ligner hinanden. Landede UEO'er, og besætningen i færd med at foretage en eller anden form for reparation. I mange tilfælde er ufonauterne steget ud af fartøjet for at undersøge dets underside med en lommelygte. Detaljerne i disse beretninger er så enslydende, at det synes at være et omhyggeligt indstuderet handlingsforløb. Hvorfor?

De bryder ustandselig sammen. Der falder altid stykker af, hvor de kan samles op af ivrige undersøgere. Hvis UFO'erne var virkelige, ville de da ikke udsøge sig en afsidesliggende bakketop til reparationer? Men de ønsker tværtimod at blive opdaget. De må have en hensigt hermed. Er det for yderligere at stramme nettet omkring de troende, medens de samtidig forstærker andres skepsis?

Der berettes endda om minifolk, som kun var nogle fa centimeter høje, udstyret med rumdragter, gennemsigtige hjelme og det hele. Mange kontaktpersoner fortæller, at de har set minifolk danse på deres møbler.

Og så er der historien om officererne fra luftvåbnet. Mange kontaktpersoner hævder, at officerer i luftvåbnet har besøgt dem. En af dem vidste ikke, hvordan man spiser gele. Han forsøgte at drikke den. Men mærkeligt nok så alle disse officerer ens ud. Og luftvåbnet kendte ikke noget til dem.

Det er et indviklet spil.

Men tilbage til John Keel. På et tidspunkt i undersøgelserne blev han indviklet i disse spil. Og han fandt snart ud af, hvor komplicerede, hvor vanedannende og hvor utroligt bedragende de kunne være. Til alt held indsy han faren i tide.

I maj 1967 fik flere kontaktpersoner at vide, at man kunne forvente en større strømafbrydelse. Den 5. juni skete der en omfattende strømafbrydelse i det nordlige USA. I månedens lob advarede de derpå om en endnu mere omfattende strømafbrydelse, som skulle omfatte hele nationen og vare i tre dage. Og byen New York skulle synke i havet den 2. juli. I midten af meldte de fleste forretninger i området udsolgt for stearinlys og lommelamper.

Ligeledes i maj var det blevet forudsagt, at pave Paul skulle besøge Tyrkiet og blive myrdet. Da Vatikanet derfor meddelte, at paven virkelig skulle på besøg i l yrkiet i juli, opstod der panik blandt de hemmelige kontaktpersoner.

John Keel opdagede til sin forbløffelse, at der gik de samme rygter i New Yorks hippiebefolkning. Men han nægtede at slutte sig til udvandringen. Og Manhattan sank ikke i havet.

Andre forudsigelser blev imidlertid opfyldt på en prik.

Og det forbløffende var, at trance-medierne og de psykiske maskinskriversker modtog de samme budskaber, undertiden udtrykt i samme vendinger. Det begyndte at gå ham på nerverne.

Til slut pakkede han sit udstyr, lejede en bil og korte ud til det sted på Long Island, som budskaberne havde omtalt, tor at afvente mordet og strømafbrydelsen. Han medbragte tre liter destilleret vand, idet han tænkte sig, at han ville fa brug for det under en tre dages strømafbrydelse. Undervejs til Long Island standsede han op for at besøge en kontaktperson og fandt her et budskab til ham fra et UFO-væsen. Det lod: „Sig til John, at vi mødes med ham og drikker alt vandet." Vandet la i bilens bagagerum, og kontaktpersonen kendte intet til det.

Paven blev ikke myrdet. Men John stod tilbage med alt sit destillerede vand.

Forudsigelserne fortsatte efteråret igennem, og mange af dem gik i opfyldelse. I oktober fik han en udenbys opringning, som angaves at være fra et UFO-væsen. Han blev advaret om en større ulykke på Ohio-floden, i hvilken mange mennesker skulle miste livet. Og noget overraskende skulle ske, nar Lyndon Johnson tændte juletræet. Der blev hentydet til en omfattende strømafbrydelse.

Omkring den amerikanske Thanksgiving tilbragte han nogle dage i West Virginia. Det forstyrrede ham at hore, at flere forskellige personer, som intet kendte til profetien om Ohio-ulykken, havde haft oprivende drømme og mareridt om en flodkatastrofe og druknende mennesker. En af hans venner havde drømt om spraglet indpakket julegaver, som flød på Ohioflodens mørke vand.

Under sit besøg fornemmede han en ildevarslende stemning i Point Pleasant, West Virginia. Han så flere uhyggelige lys på himlen og hørte flere fortællinger om uhyrer og spøgelser. Han boede på et hotel på Ohio-siden og kørte hver dag over den syv hundrede meter lange bro, som forbandt de to stater.

I december måtte han feje flere opfyldte forudsigelser til sin liste. Og om morgenen den 11. december blev han vækket af en gådefuld opringning. hvori det blev ham fortalt, at der ville ske en flyulykke i Tucson i Arizona. Det gjorde der. Næste dag styrtede et af luftvåbnets jet fly ned i et butikscenter i Tucson.

Den 15. december foretog præsident Johnson den sædvanlige ceremoni med at tænde juletræet. John keel så det på tv sammen med nogle venner. Der blev tændt tor kontakten. Træet blev oplyst. Men intet skete. Ingen strømafbrydelse.

Men kun tredive sekunder senere viste en speaker sig på skærmen med nyheden om en katastrofe. „En bro mellem Gallipolis i Ohio og West Virginia er netop styrtet sammen. Den var fyldt med myldretidstrafik. Der er endnu ikke indløbet yderligere enkeltheder."

Det var sket. Der var kun en bro i det område. I)er flod nu julegaver på Ohioflodens mørke vand.

Nogle fa timer efter, at broen styrtede sammen, forsvandt Australiens premierminister fra sin yndlingsstrand. Det var blevet forudsagt. Samme weekend rystede en serie eksplosioner Moskva i Sovjetunionen. Også det var blevet forudsagt.

Med John Keel's ord: „Det er tigeren bag profetiernes dur. Nogle af forudsigelserne er korrekte i alle enkeltheder; så præcise, at der ikke er plads for tilfældighed eller heldigt gætteri. De overjordiske eller elementale er i stand til at overbevise deres tilhængere (som undertiden også bliver deres ofre) om, at de har fuldstændig forud viden om alle menneskelige begivenheder. Og nar disse mennesker så er helt solgt, tager de overjordiske en joker med i spillet. De fik mig til at købe destilleret vand og flygte til Long Island i sommeren 1967 i fuld forvisning om, at pave Paul ville blive myrdet og at en verdensomspændende strømafbrydelse ville straffe verden i tre frygtelige dage."

„Jeg var heldig," siger han. „Jeg udråbte ikke advarslen fra hustagene. Jeg omgav mig ikke med en skare fanatiske tilhængere, som var blevet imponeret over de tidligere forudsigelsers opfyldelse.

Andre har ikke været lige så heldige."

Hvad drejer dette spil med flyvende tallerkener, profeter og genfærd sig egentlig om? Bibelen advarer om, at denne planet nær tidernes ende vil blive oversvømmet af falske profeter og folk, som udforer mirakler, samtidig med at der vil ske mærkværdige undere i luften over os. Er det det, vi er vidne til? „Der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen." Lukas 21,11.

Hvad kan de, som spiller dette spil, have til hensigt? Hvilket slutspil kan kræve så indviklede og omhyggelige forberedelser gennem århundreder? Hvilket enormt svindelnummer må følge på en sådan tilvænning og blødgørelse af sindene, en sådan svækkelse af modstandskraften?

Og hvorfor spreder de, som driver disse spil, med overlæg nonsens og forvirring i deres kølvand? Forsøger de at bortlede vore øjne og tanker fra det virkelige spil?

Er denne forrykte, uhyggelige og hemmelighedsfulde strategi, som er blevet fulgt i flere hundrede ar, uden hensigt?

Næppe!