Biskop James A. Pike troede ikke på noget liv efter døden. Det påstod han i hvert fald. Men hans meninger blev ret let forandret, da en række forbløffende fænomener syntes at drage ham som en magnet ind i den okkulte verden.

Den tragedie, der satte det hele i gang, var hans son Jims selvmord den 4. februar 1966. Umiddelbart for Jim tog sit liv på et hotelværelse i New York, havde han tilbragt nogle måneder sammen med faderen i Cambridge i den lykkeligste periode af deres indbyrdes forhold. Sønnens pludselige død hensatte biskop Pike i stor sorg, især fordi der var narkotika med i spillet. Naturligt nok spekulerede den sørgende fader over, om han havde givet sin son den rette vejledning.

Kort tid efter at Jims lig var blevet brændt og asken spredt ud over Stillehavet ud for Golden Gate broen, vendte biskop Pike tilbage til lejligheden i Cambridge, hvor han havde boet sammen med sin søn. Biskoppens medhjælper David Barr og sekretæren Maren Bergrud boede sammen med ham i lejligheden.

Derpå begyndte det at ske. Og det utrolige ved de gadefulde fænomener var, at de alle på en eller anden made havde at gøre med den unge Jim.

For sin død plejede Jim at købe postkort de steder, lian besøgte, men glemte tit at sende dem. Nu kom to af disse kort uventet til syne foran natbordet i biskoppens soveværelse, anbragt i en vinkel på 140 grader. Det mindede selvfølgelig om Jim.

To dage senere kom Maren Bergrud til morgenmad med en del af sit pandehår brændt bort, som om det var blevet klippet af. Jim havde ikke kunnet lide hendes pandehår.

Næste morgen vågnede hun op med et skrig af smerte. To af hendes fingernegle var blevet såret, som om en spids genstand var blevet presset op under dem. Og derpå råbte David Barr, da hun havde været ude for at hente et hæfteplaster: "Maren, resten af dit pandehår er forsvundet! "

Men det var ikke alt. Om aftenen var Maren blevet forstyrret af en anden forbløffende hændelse.

Biskoppen var gået til ro for de andre. Efter at han var faldet i søvn, var hun kommet i tanker om, at en bog, hun havde brug for, lå på kommoden inde på hans soveværelse. Hun listede ind på det mørke værelse og blev forskrækket over at se biskoppen sidde op i sengen og tale ud i den tomme luft. Men underligt nok gav hans ord ikke udtryk for hans egen livsanskuelse, men snarere for hans søns. Om morgenen huskede biskoppen ikke det skete.

David Barr kom nu i tanker om, at han var vågnet op midt om natten med en mareridt-lignende angstfølelse, en følelse af, at fremtiden var ganske mark og håbløs. Det var ikke ulig, hvad Jim havde følt efter at have været på narkotika.

Da de tre næste dag vendte tilbage til lejligheden efter en lille tur til London, blev de mødt af en hel række uforklarlige fænomener. Foran biskoppens natbord, hvor de to postkort havde ligget, la der nu to brager -- i samme vinkel på 140 grader. Derefter opdagede Maren, at to fotografier af Jim og hans fader var blevet fjernet fra biskoppens spejl. De blev fundet i en uordentlig bylt tøj i klædeskabet. Her fandt de desuden noget ubeskrevet papir, de aldrig for havde set, og flere postkort. Men kun den ene side af klædeskabet var i uorden. Den anden side var i den skønneste orden.

Derpå gennemsøgte David dagligstuen. Næsten omgående lagde han mærke til, at uret på bogreolen viste 8.19. Det havde stået på 12.15 i ugevis. Men nu dannede viserne samme gadefulde vinkel på 140 grader. Angav det tidspunktet i Cambridge, da Jim døde i New York?

Ingen af de tre troede på et liv efter døden. Men nu skiftede de mening. Og hver gang de trådte ind i lejligheden begyndte de at søge efter det uforklarlige. Persiennerne blev lukket sådan, som Jim ville have lukket dem. Der blev lukket op for varmen sådan, som Jim kunne lide det. En morgen var al mælken i køleskabet blevet sur, også den, mælkemanden havde bragt samme morgen. De fandt en bibel foran biskoppens natbord, og en bog bag el-varmeapparatet.

De var nu overbevist om, at døden ikke er afslutningen på alt. Hvad skulle de gøre? Biskoppen spurgte kannik John Pierce-Higgins i London til råds. Han foreslog dem at opsuge Ena Twigg, et berømt engelsk medium. Først prøvede de et ouija-board (planchette, der bruges til formidling af spiritistiske meddelelser. O. a.), men det var ikke helt tilfredsstillende, så der blev truffet aftale om en seance med Ena Twigg.

Dagen for seancen og igen, da de skulle til at tage af sted, indtraf der endnu en byge af uforklarlige fænomener. Lukkede vinduer var blevet åbnet, hager flyttet, tøj bragt i uorden, sikkerhedsnåle spredt rundt omkring, og en brækket cigaret af Jims mærke la foran natbordet. Et spejl gled, mens Maren så på det, ned fra en hylde i skabet. Og en svedet blond hårlok, der med bestemthed var Marens, blev fundet foran natbordet. Som toppen på kransekagen fandt de i badeværelset nogle sikkerhedsnåle, der var anbragt i den nu velkendte 140 graders vinkel.

Biskoppen så nu med iver frem til seancen. Maren ledsagede ham for at gøre notater. Ena Twigg faldt i trance og erklærede derpå: „Han er her." Biskoppen følte Jims tilstedeværelse. Et budskab fulgte.

Han havde nu taget skridtet. Han kunne ikke vende om. Endnu en seance med Ena Twigg blev aftalt. Biskoppen ønskede at fa navnet på et godt medium i Amerika, som han kunne sætte sig i forbindelse med. Under trancen nævnte hun „Spiritual Frontiers" („Det andeliges Grænseomrade"). Hverken biskoppen eller Ena Twigg kendte noget til Spiritual Frontiers. Men Jim skulle være sammen med sin fader i august, sagde hun.

Nogle uger efter, at biskop Pike var vendt tilbage til De forenede Stater, holdt han prædikener i byen New York. En præst, som biskoppen ikke kendte. fortalte ham efter en af gudstjenesterne, at han havde set to skikkelser bag ved ham på prædikestolen, mens han talte den ene en høj, ung mand ved navn Jim og den anden en faderlig skikkelse ved navn Elias. Hvordan kunne denne fremmede vide, at Jims morfader hed Elias? Præsten viste sig at være Arthur Ford fra Spiritual Frontiers, som senere skulle blive en hovedperson i biskoppens liv.

Biskoppen vendte tilbage til sit stift i Californien og genoptog her sine administrative pligter. August nærmede sig. Den 31. juli mindede den mærkværdige tilsynekomst af en forsvundet bog ham om, hvad Jim havde lovet. Næste dag, den 1. august, hørte han, at George Daisley, et medium med tilknytning til Spiritual Frontiers, var i byen. Biskoppen ringede til ham, så snart han kunne, kun for at fa at vide, at mediet havde ventet hans opringning. Han fortalte, at Jim havde sat sig i forbindelse med ham to uger for.

Fem seancer med George Daisley fulgte, og derefter den berømte seance med Arthur Ford, som blev vist i tv. Biskoppen havde nu uigenkaldeligt givet sig det okkulte i vold. Endnu for han forlod Cambridge, havde han sagt: „Hvis han [Jim] forsøger at påkalde min opmærksomhed

ja, så er det lykkedes for ham!" Og lige siden havde det okkultes skyggeverden draget ham som en uimodståelig magnet.

Biskoppen var ikke af den letbevægelige type. Han var stolt af logikken i sine afgørelser. Hans beslutninger var, hvad denne sag angik, baseret på hans personlige opfattelse af „kendsgerninger plus tro". Kendsgerningerne de uforklarlige fænomener. Troen - nå, må man ikke acceptere alting i tro?

Kendsgerningerne forekom ham tilstrækkelige. Nar det kom til stykket, hvem andre kunne det da være end Jim? Hvem ellers kunne have kendt til alle de fortrolige detaljer i Jims liv. som viste sig alle vegne i den mærkelige række af fænomener hade i Cambridge og senere?

Kendsgerninger plus tro? Eller kendsgerninger plus svindel? Kendsgerningerne var der ganske rigtige. Disse fænomener skete virkelig. Men var det Jim, der stod bag det?

Dette skete for Clifford Irving skrev en falsk selvbiografi i Howard Hughes' navn. Forlaget McGraw-Hill og tidsskriftet Life mente ligeledes, at de havde tilstrækkelige vidnesbyrd. Men alligevel var det svindel. Howard Hughes kendte intet til, hvad der blev bedrevet i hans navn. Gjorde Jim?

Biskop Pike mistede livet i Jordans ørkenområde, hvor han var i færd med at suge efter den „historiske" Jesus.

Hans hustru, Diane, havde et syn, mens hun ventede på nyt om sin mand på et hotelværelse i Jerusalem. Hun fortæller, at hun så ham forlade sit legeme i form af en gennemsigtig, tågeagtig substans. Hun så dette stige langsomt op mellem to klipper, op imod randen af den snævre dal. Hun fortalte. at hun kunne se, at han smilede, selv om skikkelsen manglede træk, og en følelse af fred faldt over hende. Hun erindrede, hvordan hun og Jim så tit havde gjort nar af den tanke, at folk stiger op til himmelen, sådan som de kristne tror. Nu godtog hun uden videre dette som et faktum. Hun så sin mand stige til Himmels, hvor han blev modtaget af Jim og sin gamle ven Paul Tillich.

Vi star her over for en mærkværdig genforening. En biskop, som ikke troede på Kristus. En son, som ønskede en religion, der ikke „påtvinger folk Gud og Jesus", og som begik selvmord. Og Paul Tillich. den kendte teolog, som blev kaldt „faderen til Guds død retningen". Og alle kommer de i Himlen. Og biskoppen hævdes at have sendt besked tilbage gennem mediet Ethel Johnson Meyers om, at „Jeg har sejret, sejret, sejret. sejret!"

Var Dianes syn ægte? Det må indrømmes, at det indeholdt et korrekt træk, for det var i Jordans ørkenområde, at man fandt liget af biskoppen. Men kan det godtages som en autentisk åbenbaring fra det hinsidige? Eller var det hele et omhyggeligt planlagt overnaturligt opspind, som var specielt beregnet på Diane?

Det er maske vigtigt, at vi kender svaret!