Man skrev den 23. september 1922. Det gamle U.S.S. Mississippi, som nu sejlede under græsk flag og bar et andet navn, la for anker i havnen på Mitylene, en lille ø i Det ægæiske Hav. Ved morgengry var en ung civil amerikaner, som var ny under disse himmelstrøg, kommet sejlende ud til skibet i en lånt robåd og havde bedt om at måtte tale med kaptajnen. Og nu, fa timer senere, havde han netop stillet den græske regering et ultimatum!

Historien tog sin begyndelse nogle fa uger tidligere, da Y.M.C.A. (engelsk for KFUM. O. a.) sendte Asa Jennings sammen med hans kone og familie til den tyrkiske by Smyrna. Han havde fået til opgave at undersøge, hvad man kunne gøre for at forbedre forholdet mellem tyrker, armeniere, grækere og jøder i den urolige by.

Begivenhederne var fulgt tæt på hinanden. De allierede havde overgivet Smyrna til grækerne som belønning for at tage del i krigen. Den græske hær var rykket ind i Smyrna og havde trængt sig frem over land imod Ankara. Men Atatyrk havde samlet det tyrkiske folk om sig i et dristigt fremstød for at bevare dets uafhængighed.

Den græske hær, som var sikker på sejren, trængte støt frem imod Anatoliens hjerte. Derpå trak den sig pludselig tilbage for Atatyrk og brændte og plyndrede alt på sin vej tilbage til Smyrna.

De græske tropper tvang deres egne landsmænd såvel som armenierne til at forlade deres hjem og flygte ud til kysten - indtil hver eneste vej mod havet var fyldt med flygtninge. Og derpå gik de græske soldater, uden tanke for andet end deres egen redning, i bådene og sejlede bort og lod flygtningene klare sig så godt, de kunne.

Så med et ingen synes at vide, hvordan det gik til - stod Smyrna i flammer. Den store flok flygtninge blev presset ud mod havet med ilden i ryggen.

Medens byen endnu stod i flammer, bragte Asa Jennings sin lille familie om bord på en amerikansk destroyer, men blev selv tilbage for at gøre, hvad han kunne for flygtningene.

På en eller anden måde havde han sørget for, at der blev sendt store mængder fødemidler dertil fra Konstantinopel. Men nu havde denne lidende menneskemængde, som trængtes på havnen, fanget mellem flammerne og havet, behov for mere end fødemidler. De havde behov for både!

Han havde overtalt et italiensk skib til at tage to tusinde flygtninge om bord og sætte dem i land på Mitylene. Og taknemmelige mennesker havde kastet sig for hans fødder for at give udtryk for deres taknemmelighed. Men det var ikke tilstrækkeligt. Hvad kunne man gøre for de mange tusinder, som stadig befandt sig på havnen og var hjælpeløse uden redning fra havet?

Nu syntes forsynet at have sørget for, at de tyve

græske troppetransportskibe, som havde bragt de græske soldater i sikkerhed, lå forankret ud for Mitylene. Græske skibe måtte da være villige til at bringe grækere i sikkerhed?

Men general Frankos, som var øverstbefalende for transportskibene, tøvede. Han var klar over, at tyrkerne, som ingen flåde havde, ville være ivrige efter at erobre tyve skibe. Han kunne ikke bestemme sig.

Da var det, at Asa Jennings gennem morgendisen fik øje på et skib i havnen, som forekom ham bekendt. Det så ud som et amerikansk slagskib, og dog skulle der ingen amerikanske krigsskibe være på de kanter. Han fik at vide, at det var den gamle U.S.S. Mississippi, som var blevet solgt til Grækenland og nu hed Kilkis.

Han nærede en mærkværdig tillid til, at han ville fa hjælp på dette skib. Og han besluttede nu at gå general Frankos forbi og sætte sig i direkte forbindelse med den græske regering i Athen.

Han forelagde kaptajnen sin sag og bad derpå om, at man ville sende en kodemeddelelse til Athen og bede om, at alle skibe i farvandet omkring Smyrna måtte blive stillet til hans rådighed. Klokken var nu fire om morgenen. Et budskab blev sendt tilbage: „Hvem er du?"

Et naturligt spørgsmål. Han havde kun opholdt sig i den del af verden i omkring en måned, og ingen havde nogen sinde hørt om ham.

Han sendte sit svar tilbage: „Jeg leder den amerikanske hjælpeaktion i Mitylene." Han forklarede ikke, at han kun var leder i kraft af, at han var den eneste amerikaner på stedet.

Athen overgik general Frankos i forsigtighed. Kabinettet matte træffe afgørelsen. Og kabinettet var ikke samlet. Et senere budskab meddelte, at kabinettet ville træde sammen i løbet af morgenen. Men hvilken beskyttelse ville skibene fa? Ville de blive ledsaget af amerikanske destroyere? Og ville det sige, at amerikanske destroyere ville beskytte skibene, ifald tyrkerne skulle forsøge at bemægtige sig dem? Og så videre.

Klokken fire om eftermiddagen havde amerikanerens tålmodighed nået bristepunktet. Han sendte besked til Athen om, at hvis han ikke havde faet et imødekommende svar inden klokken seks, ville han udsende en ukodet meddelelse, som hele verden ville fa at hore, om, at den græske regering havde nægtet at redde sit eget folk fra den visse død.

Det gav resultater. Kort for klokken seks modtog man følgende budskab: „ALLE SKIBE I ÆGÆISKE HAV UNDER DERES KOMMANDO FJERN FLYGTNINGE SMYRNA."

Disse ord betød livet for mange tusinde mennesker. De betød også, at en ung, ukendt amerikaner netop var blevet udnævnt til admiral for den græske flåde!

Kaptajnerne for de tyve skibe blev sammenkaldt og bedt om at gøre sig klar til at sætte kursen mod Smyrna ved midnat. Den nye admiral valgte Propondis som sit flagskib, fordi dets kaptajn talte en smule engelsk.

Ved midnat beordrede han derpå det græske flag taget ned og et amerikansk hejst i stedet sammen med et signalflag, som betød „Følg efter os". Han steg op på broen og gav nu som admiral for den græske flade ordre til fuld kraft frem.

Medens skibene endnu var langt fra Smyrna, kunne Asa Jennings fra sin plads på broen se de rygende ruiner af, hvad der engang havde været byens forretningskvarter. Lige forude rejste der sig fra de forkullede murbrokker de uhyggelige svimle skeletter af engang prægtige bygninger. Og nede ved vandkanten så han noget, der så ud som en livløs sort rand flere kilometer til begge sider. Men han vidste, at det var en rand af levende og lidende mennesker, som ventede, håbede og bad - som de havde gjort det hvert eneste øjeblik i nu flere dage - om skibe, skibe, skibe.

Idet skibene nærmede sig og kysten bredte sig ud foran ham, forekom det ham, som om hvert eneste ansigt på havnen var vendt imod dem og hver eneste arm rakt ud imod dem for at bringe dem ind. Det syntes, som om hele kysten rakte ud for at gribe dem. Luften var fyldt med disse tusinder af menneskers skrig, skrig af en så overjordisk glæde, at lyden skar gennem marv og ben. Det var ikke nødvendigt at fortælle dem, hvad skibene kom for. Disse mennesker, som nu i flere dage havde spejdet længselsfuldt ud mod horisonten efter skibe, behøvede man ikke at fortælle, at her var hjælpen, at her var livet og sikkerheden. Aldrig havde han været så taknemmelig, så virkeligt lykkelig, som denne tidlige morgenstund, hvor han var klar over, at han omsider, og Gud ske tak i tide, havde været i stand til at bringe disse fortvivlede skarer nyt håb og nyt liv.

Det var Asa Jennings' søn, som gjorde beretningen levende for mig.

Jeg skal aldrig glemme den. Og jeg skal heller aldrig glemme dens slående lighed med den snart kommende dag, hvor Guds Søn vil opfylde sit løfte: „Jeg kommer igen."

Det er et løfte om redning, som ikke kommer fra havet, men fra luften, og det drejer sig ikke om tre tusinde flygtninge på en enkelt kyst, men om hver eneste mand, kvinde og barn, som venter på hans tilbagekomst. Fanget på en skælvende, brændende og hærget planet. Trængt til det yderste. Og ingen anden udvej end redning fra Himmelen.

Jeg skal aldrig blive træt af apostlen Paulus' beskrivelse af den dag: "Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord! " 1. Tessalonikerbrev 4,16-18.

Godt nyt. Opmuntrende nyt. Redningen. Som skibene, der sejlede ind til Smyrna. En vej bort fra denne planet og i tide!

Det er ikke dystert og nedslående, sådan som nogle har ment. Det er ikke noget, der spolerer vore planer. Det er ikke noget, vi bør frygte, nære rædsel for eller ønske at udsætte. Det vil sige, forudsat at man ønsker at blive reddet. Og hvem kunne ikke tænke sig at blive reddet i en sådan stund?

Hvem ville have valgt at vende tilbage til Smyrnas rygende ruiner - da skibene var inden for synsvidde? Og hvem kunne tænke sig at vende tilbage til denne rygende, skælvende og hærgede planet, når redningen er på vej?

Og dog, hvor besynderligt det end kan synes, nar Guds Søn stiger ned gennem luftrummets korridorer, vil nogle byde ham velkommen, og andre vil ikke. Nogle vil være rede, og andre ikke. Det er oprørets tragedie.

Tænk engang! Han giver dem et løfte, og de gør det til en trussel. Han tilbyder dem livet, og de kalder det fordømmelse. Han kommer for at redde. Men nogle vil, fordi de er uforberedte, gøre det til deres sidste nat på jorden.

Jeg holder mere af denne scene: „På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på." Esajas 25,9.

Forestil dig det, om du kan. Ganske som skibene ved Smyrna. En uhyre menneskemasse, tvunget frem til randen af en rygende, ødelagt, hærget verden. Fanget mellem tidens brand og evighedens realitet. Fortvivlede søger de efter en vej bort fra denne klode. Spejder mod skyerne efter det første tegn på, at redningen er undervejs. Stirrer ud i verdensrummet. Anstrenger øjnene for at se det første glimt af deres Herre, idet han dukker frem fra Orions korridorer og på skyen kommer nærmere og nærmere jorden.

Alles ansigt er vendt mod himlen. Alles øjne fyldes med tårer af ubændig glæde. Alles stemme udråber håns velkomst. Alles arme rækkes ud for at bringe ham nærmere. Som rakte jorden selv armene ud for at gribe sin Skaber.

Ingen behøver at fortælle dem, hvorfor han er kommet. Disse mennesker, som i dagevis har spejdet længselsfuldt mod skyerne, imens en planet brænder bag dem. behøver ikke at fa at vide, at her er redningen fra skyerne.

Redning fra skyerne! Redning fra Orion! Og redning i tide!

Men nogle bemærker det ikke. Menneskeheden synes at have en uhyggelig evne til at være fordybet i småting, nar der sker noget stort.

Så det vil overraske nogle. Overraske dem, fordi de har andre ting i tankerne. Overraske dem, fordi de er lammet af en mærkelig forgabelse. Overraske dem, fordi de er slavet af noget ubetydeligt. Overraske dem, fordi de er blevet narret til at tilbede en anden gud. Overraskelsens endelige, gadefolde tragedie!

Gud forbyde, at kongen, nar han bryder gennem skyerne og kommer til syne for en lamslået og forbløffet planet, vil finde os fuldstændig opslugt af at kaste bolde over muren — og stadigvæk optaget af at spille med det hinsidige!