Efter fire måneders automatisk maskinskrivning, et kvarter om dagen, var bogen færdig. Arthur Ford havde fuldført sine forudsigelser. Og nu skrev Ruth Montgomery et efterord til bogen. Hvad hun her skrev, kan være lige så betydningsfuldt som bogen selv.

Hun stiller spørgsmålet: „Kan det være forbundet med fare at skrive under åndelig indflydelse?" Og hun fortsætter: „Svaret er ja. Medmindre et menneske er mentalt og fysisk velafbalanceret, bor det ikke lukke en dør op, gennem hvilken ondskabsfulde og ondsindede inder kan fa adgang."

Det kan være farligt at skrive under åndelig indflydelse. Hvorfor? Fordi ondskabsfulde og ondsindede ånder kan fa adgang. Og hun anser det for vigtigt, at det menneske, som sager forbindelse med åndeverdenen, er mentalt og fysisk velafbalanceret.

Men jeg spørger: har du nogen sinde truffet et menneske, som ikke anså sig selv for at være velafbalanceret? De andre er maske en smule fra snøvsen, men ikke mig! Du ved, hvordan det er.

Hans Holzer, en anden tilhænger af åndeverdenen, har noget at sige i samme retning. Han er enig med Mrs. Montgomery om, at „det at søge kontakt med de døde er derfor noget, som kun veltilpassede mennesker bor gøre. Det er især uheldigt for den uligevægtige eller for dybt sørgende, i hvert fald uden den rette vejledning fra en psykisk forsker".

Igen spørger vi: hvem skal afgøre, hvem der er velafbalanceret og hvem der ikke er det? Det er sædvanligvis individet selv, som afgør, om det vil suge at sætte sig i forbindelse med de døde.

Hans Holzer fortsætter: „Nogle af disse metoder er ægte, og andre er det ikke. De fleste mennesker er, nar de er udsat for følelsesmæssigt pres, ganske ude af stand til ved første øjekast at skelne mellem det ægte og det falske. Ydermere har ønsket om at opnå denne forbindelse og håbet om, at det vil lykkes, stærk tendens til at fa et menneske til at overse tegnene på svindel eller selvbedrag."

Det er afgjort helt naturligt og forståeligt, at den sørgende række hånden ud efter forbindelse med den, han har mistet, hvis han far tilbudt muligheden for det. Og det vil afgjort ikke overraske nogen, om et menneske under det følelsesmæssige pres efter et dødsfald ikke er så skønsomt, ikke tænker så logisk, ikke sorterer kendsgerningerne så kritisk som andre. Men Hans Holzer siger også: „Den, som kun drives af ørkesløs nysgerrighed, bør afholde sig fra at søge forbindelse med de levende døde."

Det er underforstået, at kun forskeren er tilstrækkeligt informeret, tilstrækkeligt afbalanceret til uden risiko at forsøge at etablere forbindelse med åndeverdenen. Men efter hvilken norm afgør forskeren, hvilke metoder er ufarlige og hvilke ikke er? Hvad er kendetegnene på svindel'? Hvis der findes sådanne kendetegn, burde de da ikke gøres bekendt for alle, indbefattet de sørgende og de nysgerrige, så at netop disse to grupper, som er stærkest udsat for vildfarelser, kan beskyttes imod dem'?

Der findes ægte og falske metoder, siger han. Ofte er den psykiske is åbenbart tynd.

Men nu noget interessant. Det kommer fra Louise Huebner, som er den sidste af seks generationer af hekse. Hun siger: „Synskhed og psykiske evner er en abnorm tilstand, og den, som besidder disse, har et forvredet billede af virkeligheden. Professionelle medier har skadet den psykiske forskning mere end nogen anden gruppe mennesker i verden. Det er ikke klogt at spørge en psykisk person til rads! Da jeg er fra en familie af psykiske, mener jeg mig kvalificeret til at sige min mening om dette."

Ja, hvad mener du om det'? De, som søger forbindelse med inderne, bor være afbalancerede, fortæller man os. Men Louise Huebner siger, at det at være psykisk er en abnorm tilstand. Og dog er de professionelle medier dem, som har regelmæssig kontakt med det hinsides. Der er i det mindste enighed om en ting. Der lurer farer i åndeverdenen.

Men nu dette fra mediet Brenda Crenshaw: „Et menneske, som ønsker at blive medium, må være klar over det enorme ansvar, som dette medfører, og ligeledes, at der er visse farer forbundet dermed. Der er ånder på den anden side, som ønsker at rende tilbage til et medium og tage det i sin besiddelse. ... Der er ånder, som udgiver sig for at være en person, de ikke er, og som vender tilbage til et medium og fremsætter påstande, som er usande" (vor fremhævning).

Hvis vi opsøger et medium, er det muligt, at onde ånder vil besætte mediet. Og inderne kan være efterlignere, som hævder at være, hvad de ikke er, og fortæller os ting, der ikke er sande. Hvad ellers kan disse ord betyde? Hvilke uendelige muligheder for forvirring, svindelnumre og farer, der her åbnes for!

Dr. Thelma Moss, der er en oprigtig og pligttro psykolog og parapsykolog, som forelæser og driver forskning på det okkulte felt ved University og California i Los Angeles, mener, at kulter kan være farlige, og at sort magi og trolddom er meget lumske og ubehagelige at fuske med. Selv et ouija-board kan være skadeligt, siger hun, for de fleste er ikke klar over, at det kan fore til dissociation og endda til et alvorligt tilfælde af personlighedsspaltning.

Undertiden er den psykiske is åbenbart tynd. Det er, hvad medierne siger. Og de burde vide det.

Det vigtigste og det mest skræmmende er imidlertid muligheden for, at de ånder, man har forbindelse med, kan give sig ud for at være en anden og maske ikke siger sandheden.

Da biskop Pike var forsvundet i ørkenen, opsøgte Diane Pike flere medier i et forsøg på at finde frem til ham. Og hun fremsatte en særdeles betydningsfuld udtalelse. Hun sagde: „Selvfølgelig ved bade min mand og jeg, at oplysninger, man har indhentet gennem et medium, ikke altid er korrekte."

Og jeg spørger: hvis oplysninger fra det hinsidige ikke altid er korrekte, er der da ikke altid en vis fare forbundet dermed? Er vi nogen sinde uden for fare, nar sandheden ikke bliver sagt? Ønsker vi virkelig at spille bold med til tider løgnagtige inder, nar spillet gælder vor fremtid?

Jeg har ladet mig fortælle, at biskop Pike engang blev spurgt, om han havde taget den mulighed i betragtning, at han havde at gøre med de onde andets verden. Han svarede, al tanken havde strejfet ham, men at den var for generende, og at han havde fortrængt den.

Han var allerede tor stærkt involveret. Og det er sådan, det går til. Det er monstret, der gentager sig. Karl Jaspers udtrykte det rammende: „Jeg erkendte for sent, at jeg havde at gøre med dunkle kræfter. Jeg lærte dem først at kende, efter at de havde faet for stor magt. Der var ingen vej tilbage. Jeg havde nu den åndeverden, som jeg havde ønsket at se. Dæmonerne steg op fra afgrunden."

For stor magt!

Raphael Gasson, som engang var praktiserende medium, siger: „Vejen til spiritismen er yderst let; vejen bort fra den er uhyre farefuld."

Hvordan kan det være? Hvorfor er den psykiske verden så let at træde ind i og så svær at forlade? Det er, fordi det overnormales dragning er stærkere, end vi tror; nar vi en gang har taget imod det, kan det være næsten umuligt at slippe igen.

Men der er også en anden årsag. Den dybe indre ensomhed og ønsket om at blive genforenet med en af vore kære gør det yderst vanskeligt at slippe det. Den sørgende forfølges af den tanke, at han ved at afbryde forbindelsen med åndeverdenen maske afbryder forbindelsen med sin kære. Og det finder han selvfølgelig utænkeligt. Han vil være helt sikker, før han tager den risiko at afbryde forbindelsen med sin afdøde elskede.

Det ville være grusomt ikke at stille sig forstående.

Men er det at vise venlighed og kærlighed, hvis vi tier trods faren'? Er det at vise venlighed og kærlighed at se et menneske, som er overvældet af ensomheden, blive udnyttet og ikke sige et ord'?

Når vi ser fidusmagere gøre alt for at fa fat på enkens penge, medens hun endnu bløder fra adskillelsens første dybe sår, siger vi: hvor grusomt! Men kan det tænkes, at psykiske fidusmagere foretager en lignende, men langt mere alvorlig, udnyttelse'? Sniger de sig ind i ensomme menneskers tilværelse i skjul af deres tarer og tilbyder dem en falsk fortrøstning?

Hvis åndeverdenen kan yde den fortrøstning, som den hævder at tilbyde, hvis den er i stand til at sætte de levende i forbindelse med de døde, sådan som den hævder at kunne, hvis de ånder, som fremmines i et dunkelt værelse, er, hvem de foregiver at være og ikke blot giver sig ud for at være da er det grusomt blot at rejse spørgsmålet.

Men hvis der er grund til at nære tvivl om disse åndeverdenens trøsteres akkreditiver, da må spørgsmålet rejses, uanset hvor dybtgående og tilsyneladende uvenlig en umiddelbar smerte det kan forvolde. Ellers vil den dag med sikkerhed oprinde, hvor en eller anden for sent vil råbe: „Du var klar over det! Hvorfor sagde du det så ikke til mig?"

Nar en livredder frelser en druknende, er han ret hård-hændet. Han behandler ikke den druknende blidt, men han frelser hans liv.

Kirurgens kniv er et hårdhændet middel. Men den er venlig, for den er den eneste udvej.

En moder kan synes hårdhændet i det øjeblik hun river sit barn bort fra en bil, som nærmer sig i stærk fart. Men hun elsker barnet.

En tilfældig forbipasserende buldrer måske ubehøvlet på døren. Men det gør ikke noget hvis der er ild i huset.

Det er ikke let for lægen at drage den medicin i tvivl, som patienten er blevet afhængig af. Men drage den i tvivl må han.

Og rejse tvivl må vi, nar det angår den psykiske forbindelse, som ensomme mennesker er blevet afhængig af. Rejse tvivl må vi. Indtil vi ved, at den psykiske is er tilstrækkeligt sikker og stærk til at bære os, eller indtil det tidspunkt, hvor vi opdager, at den er for tynd, for farefuld at færdes på med en hvilken som helst hastighed. Rejse tvivl må vi. Uanset hvor mange der har befærdet den for os. Uanset hvor nedtrampet den psykiske sti er, som synes at slå en pålidelig bro over ensomhedens svælg mellem os og vore kære.