Menneskene kaster bolde over muren til den hinsides verden. Og en eller anden kaster dem tilbage. Hvem? Menneskene tror, de ved det.

Ruth Montgomery tror, det er Arthur Ford. Biskop Pike troede, det var Jim. Masser af mennesker tror, det er onkel Jørgen. Andre er ikke helt sikre.

Jess Stearn, forfatteren til flere bestsellers i den psykiske genre, har flere interessante ting at sige: „Ofte har jeg under samtaler med medier spekuleret på, om de modtog deres oversanselige oplysninger, som de mente, via en særlig forbindelse til det hinsidige, eller blot ved en uhyre anstrengelse af deres egen underbevidsthed."

Og han fortsætter: „Det mest berømte medium i Amerika, den afdøde Arthur Ford, som hævdede at have været i kontakt med tusinder af åndevæsener, indbefattet magikeren Harry Houdini og den unge Jim Pike, biskoppens søn, var hen imod slutningen af sin karriere ikke helt så sikker på sin åndelige vejleders ægthed, som han engang havde været.

Ligesom andre vejledere var Fletcher en godsindet enhed eller and, som formodentlig bandt sig til mediets underbevidsthed, men som mediet betragtede som en magt, der befandt sig uden for ham selv, og gennem hvilken det var bekvemt for åndeverdenen at meddele sig, idet de var på samme bølgelængde.

'Ville det ikke være morsomt, ' sagde Ford engang med et skævt smil, 'hvis det, jeg i så mange ar har troet var Fletcher, blot var min egen underbevidstheds dramatisering af en ren og skær synsk oplevelse?'

Før sin død blev mediets tro på Fletcher imidlertid styrket af budskabet fra den unge Jim Pike til hans fader."

Læg mærke til, hvad der var, der styrkede Arthur Fords tro: et budskab fra Jim.

Jess Stearn rejser atter spørgsmålet: „I vor søgen efter vidnesbyrd om, at vi vil leve videre, må enhver subjektiv oplevelse mistænkes for at være ønsketænkning. Med fantasien kan jeg forestille mig enhver, som er gået bort, og ved at lade mig synke ind i underbevidstheden kan jeg fremkalde samtaler, som med sikkerhed blot er fantasifostre.

Hvilken sikkerhed havde jeg for, at medierne ikke gjorde noget lignende?"

Han nævner derefter naturlægen Douglas Johnson: „Idet han anerkendte det vanskelige i at skelne mellem virkelighed og fantasi, mente Douglas Johnson, at prøven herpå ikke skulle søges i en formodet samtales naturtro, men i oplysningernes art, oplysninger, som kan være kommet fra det hinsidige."

Læg mærke til beviset: „ ... oplysningernes art, oplysninger, som kan være kommet fra det hinsidige."

Men Jess Stearn fortsætter: „Johnson havde, ligesom Arthur Ford, lært at udspørge de ånder, som henvendte sig til ham, idet han var klar over, at han maske kun dramatiserede en synsk oplevelse." Han siger, at Douglas Johnson „stiller store krav til sig selv — og til sine ånder", og citerer hans udtalelse: medier og spiritister må til stadighed forvisse os om, at vi ikke fører os selv bag lyset med hensyn til kilden til vore oplysninger. Det er grunden til, at jeg altid søger at kræve et bevis af anden."

Og hvad er dette bevis? Det er oplysningernes art.

Mediet Brenda Crenshaw, der menes at være et af tic mest ansete medier i Los Angeles, har også visse spørgsmål at stille. Hun siger: „Jeg ved, at jeg modtager budskaber direkte, men hvordan afgør man, hvorfra disse budskaber kommer? Hvordan kan man være sikker på, at de kommer fra selve den person, hvis navn vi modtager fra åndeverdenen? Lad os forestille os, at jeg ser et væsen tage form ved Deres side og modtager navnet John og derefter et eller andet budskab. Men kommer det virkelig fra onkel John? Kun De kan dømme derom. Der er så meget, vi ikke ved om åndeverdenen og om kontakten med denne! Jeg har nu beskæftiget mig med dette arbejde i en årrække, men jeg føler det stadig, som om jeg endnu befinder mig i kravlegarden."

Brenda Crenshaw fortæller, at hun har modtaget og videregivet i hundredvis af budskaber, hvorom man senere har bekræftet, at de kom fra personer, som er giet over i åndeverdenen. Men hun stiller følgende spørgsmål: „Hvordan kan jeg vide, om et budskab kommer direkte fra den angivne person eller fra en anden magt?"

Hendes mand forsøgte at løse problemet. Han sagde: „Hun modtager til stadighed gennem både syn og hørelse korrekte budskaber. De angives at komme fra den eller den, og hun gentager dem, og som det er tilfældet med alle gode medier finder hun siden hen, at de indeholdt oplysninger, der kan bekræftes som sande."

Hvad er atter beviset? Det er budskabets korrekthed. Men hun er ikke desto mindre. i tvivl om, hvorvidt det kommer direkte fra den angivne person eller fra en anden magt.

Spørgsmålet er stadig ubesvaret. Hvem er det, der kaster bolden tilbage? De stemmer, vi hører, kommer maske fra det hinsidige. Men hvis stemmer er det? Siger de sandheden? Og selv om de gør, hvad er så deres hensigt? Er de kommet for at bringe os lys, eller for at føre os bag lyset? Er deres hensigt information eller invasion?

Ruth Montgomery tror oprigtigt på, at hendes bog stammer fra Arthur Ford. Hvordan kan hun vide det? Hvad er det, der har overbevist hende? Det er oplysningernes art. Oplysninger, som kun han kunne sidde inde med.

En person udbrød ivrigt, efter at have besøgt et medium: „Da han så, hvor jeg havde været den dag, og hvornår jeg kom hjem igen, vidste jeg, at han stod i direkte forbindelse med Gud. Hvordan kan man ellers forklare det?"

Det er den stadig tilbagevendende tankegang. Det er vidnesbyrdet. Det er det bevis, som alle lader til at tage for gode varer. Hvis oplysningerne er korrekte, hvis de passer, da må det stå i forbindelse med Gud.

forbindelse med Gud - hvis oplysningerne passer. Det lader til at være det eneste kendetegn på ægtheden. Man foretager ingen anden prøve. Hvis oplysningerne eller blot nogle af dem passer, da må budskabet være ægte. Ingen gør forsøg på at prøve disse åndelige budskaber efter en pålidelig målestok. Den tanke er aldrig faldet tusinder af oprigtige mennesker ind, at et fænomen kan være overnaturligt uden at være af Gud. Det er aldrig faldet dem ind, at et mirakel kan være svindel. Talløse budskaber fra åndeverdenen godtages, blot fordi „det kan ingen anden vide".

Hvad er det, der overbeviser Ruth Montgomery? Det er oplysningernes art. Hvad var det, der overbeviste biskop Pike? Det var oplysningernes art. Hvad er det, der overbeviser medierne? Det er oplysningernes art. Hvad overbeviser de tusinder af mennesker, som opsøger medierne? -- Oplysningernes art. Hvis det er oplysninger, som ingen anden kunne kende til, da må der bestå en direkte forbindelse til Gud.

En direkte forbindelse til det hinsidige? Ja. En direkte forbindelse til Gud'? Ikke nødvendigvis.

Ruth Montgomery fortæller os, at der er ondskabs-fulde og ondsindede ånder på den anden side. I betragtning af dette kan intet spørgsmål være mere betimeligt end dette: hvordan ved hun, at hun ikke selv er blevet ført bag lyset af de nævnte ånder?

Umuligt'? Vær ikke så sikker!

Lad mig spørge dig om en ting: Er du sikker på, at ingen andre kender disse familiehemmeligheder, disse intime enkeltheder, der virker så overbevisende på mange tusinde mennesker, som oprigtigt søger sandheden?

Hvad med de ondsindede ånder, som Ruth Montgomery omtaler? Hun understreger gentagne gange i sin bog, at åndeverdenen ikke er noget fjernt, men at den findes overalt omkring os. Hvis det er rigtigt, hvis der findes onde ånder overalt omkring os, som vi ikke kan se, men som til stadighed iagttager os, mon da ikke de kender nogle af disse familiehemmeligheder lige så godt som vi gør? Og hvis der i åndeverdenen findes efterlignere og inder, som ikke viger tilbage for at lyve, sådan som medierne selv antyder, kan vi da indse, hvad der kan ske? Dygtige efterligninger plus en ubegrænset mængde oplysninger — plus vilje til at lyve — plus usynlighedens skjul!

Er den, som blot kontrollerer nogle fa oplysningers rigtighed, forsigtig nok? Er han overhovedet forsigtig? Eller gør han sig til et let bytte?

Indser vi nu, at en oplevelse kan være overnaturlig - og dog ikke komme fra Gud? At den kan være mirakuløs - og dog være et svindelnummer? Rigtige oplysninger beviser intet som helst, så længe der lurer ondsindede åndevæsener omkring os, som ikke viger tilbage for at lyve og give sig ud for at være en anden.

Og derfor, hvis vi kaster en bold over muren til det hinsides, og den bliver kastet tilbage, påskrevet en familiehemmelighed, så viser det ikke nødvendigvis, at det var onkel John, der kastede den tilbage. Det viser måske kun, at ånder kan skrive!