En skuespillerinde sprang ud ad vinduet fra fjortende etage af et højhus i New York med en bibel, et krucifiks og en seddel i hånden, hvorpå der stod: „Er taget til Himmelen."

Er hun?

Hvor kommer et menneske hen, nar det dør? Eller kommer det i det hele taget nogen steder hen? Vil det ringe os op for at give os sit nummer? Vender de døde tilbage? Sætter de døde sig i forbindelse med de levende? Ved de, hvad der går for sig? Ved Arthur Ford, at han siden han døde har skrevet en bog? Er der nogen, der har fortalt ham det?

Alle ønsker vi kendskab til det hinsidige. Det er grunden til, at seancerne er så søgte. Det er grunden til, at tanken om kontakt med åndeverdenen fascinerer talløse mænd og kvinder. Det er åndeverdenens tiltrækningskraft og tillokkelse.

Det er grunden til, at folk køber bøger som Ruth Montgomery's. Her kan de få svar på deres spørgsmål fra en, som befinder sig der - hvor det så end er. Sådan tænker de.

Ruth Montgomery tror uden tvivl oprigtigt på, at bogen er skrevet af Arthur Ford. Det er hendes faste overbevisning, at det er muligt at opnå forbindelse med de døde. Og millioner af mennesker deler hendes synspunkt. Man kunne fylde en lastbil med bøger, som under en eller anden form fremsætter den tanke, at de døde ikke dør, når de dør, men at de lever videre et eller andet sted og kan sætte sig i forbindelse med de levende. Det er tusinder af menneskers overbevisning.

Men her har vi vort dilemma. Der er en bog, som imødegår dette. Der er en ældgammel bog, vi kalder Bibelen.

Og det, som gør vort dilemma endnu mere indviklet, er dette: denne gamle bog gør til forskel fra alle de andre bøger krav på at være inspireret fra ende til anden. Den gør krav på at være Guds ord.

Du er nødsaget til at afgøre, hvad den er for dig personligt. Du kan vælge at betragte den som en god, ikke inspireret bog. Men hvor underligt det end lyder kan Bibelen ikke bare være en god bog. Hvorfor ikke? Fordi den gør krav på at være inspireret og hævder at have sin oprindelse i Guds tanker. Hvis det ikke forholder sig sådan, er Bibelen fuld af løgn. Og en bog, som er fuld af løgn, er afgjort ikke nogen god bog, men en meget dårlig bog.

Hvis den er, hvad den giver sig ud for at være, må den ramme plet hver eneste gang. Vi kan ikke tillade noget fejlskud, hvis Bibelen er, hvad den gør krav på at være. Den må kunne stå sig imod ethvert forsøg på ødelæggelse op gennem tiderne. Den må kunne forandre menneskers adfærd. Tusinder siger, at det kan den. Og i tusinder af andre menneskers tanker trænger det vedholdende spørgsmål sig på: kan det tænkes, at Bibelen alligevel har ret?

På den anden side fremsætter de andre bøger på vore reoler ikke sådanne påstande. Ruth Montgomery hævder, at hendes bog er skrevet af et afdødt medium. Mange bøger giver råd og vejledning, som skal være kommet fra åndeverdenen. Nogle af bøgerne er skabt af store teologer og nogle er skabt af mindre blændende intelligenser. Nogle af dem overvælder læseren med de psykiske fænomeners under. Nogle hævder at overbringe visdomsord fra væsener på andre planeter. Og nogle af dem videregiver budskaber, som hævdes at være kommet fra rumfartøjer, som kredser omkring jorden. Fælles for dem alle er en grundlæggende tanke -- at mennesker ikke dør, at mennesker ikke kan dø. Men ikke en eneste af disse bøger gør krav på at være et produkt af Guds tanker.

Det må derfor synes rimeligt, siden Bibelen fremsætter denne enestående påstand, at enhver seriøs forsker matte ønske at kende dens syn på sagen. Kan nogen stille sig tilfreds med mindre hvis han virkelig ønsker at nå til bunds i sagen? Er det en fair undersøgelse, som kun tager den ene side af sagen i betragtning? Er det konsekvent at undersøge de bøger, som ikke gør krav på at være inspirerede, og helt se bort fra den, som gør krav på at være Guds særlige budskab til menneskeheden? Kan det virkelig falde os inde at sætte vor evige skæbne på spil på grundlag af, hvad et afdødt medium siger, og aldrig så meget om åbne bøgernes Bog?

Hvem er det, som kaster boldene tilbage? Skriftens svar vil maske forbavse os.

Jeg glemmer aldrig en bestemt søndag for nogen år siden. Det var kun to dage efter den uforglemmelige juleaften, da Apollo VIII astronauterne læste op fra første kapitel i Første Mosebog, medens de kredsede omkring manen. Den søndag aften så jeg Joe Pyne's show på tv. Og biskop Pike var en af aftenens gæster. Biskoppen ønskede at anbefale sin nye bog, The Other Side, og samtaler med de døde kom naturligvis på bane.

Joe Pyne var ikke altid lige høflig over for sine gæster, men ved denne lejlighed lyttede han meget opmærksomt. Til slut vendte han sig så langsomt imod sin gæst og sagde stilfærdigt: „Biskop, siger Bibelen ikke et eller andet sted, at de døde ingenting ved?"

Biskoppen, som tydeligvis var blevet overrumplet, svarede: „Det ved jeg ikke." Han tog så en blyant frem, og sagde: "Det skal jeg slå efter, når jeg kommer hjem."

Lidt senere i udsendelsen lod Joe Pyne publikum i studiet stille spørgsmål, og en ung mand trådte frem. „Og hvad ønsker De at spørge biskoppen om'?"

„Jeg ønsker ikke at spørge biskoppen om noget," svarede den unge mand. „Jeg ønsker blot at fortælle ham, hvor det vers er, som han ikke ved findes i Bibelen. Det er i Prædikerens Bog, niende kapitel, vers fem." Og så citerede han det korrekt fra hukommelsen: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting."

Det vers, som følger efter, er ligeledes interessant, for det siger: „Bade deres kærlighed og deres had og deres misundelse er for længst borte."

Men det lader til, at biskoppen til trods for alle sine okkulte oplevelser ikke havde anset det for vigtigt at finde ud af, hvad Bibelen havde at sige om sagen.

Lad os erindre, at han blev ret forvirret over spøgeriet i lejligheden i Cambridge. Jeg gad vide, hvordan han ville have reageret, var han en dag vendt tilbage til lejligheden og foran natbordet havde fundet en bibel, som var slået op på syvende kapitel i Jobs Bog, vers ni og ti for eksempel understreget med en rod blyant. Der star nemlig: „Som skyen forsvinder og trækker bort, bliver den, der synker i døden, borte, han vender ej atter hjem til sit hus ..."

Men lejlighedens genfærd ville vel næppe gøre opmærksom på et skriftsted, som siger, at de døde ikke vender tilbage til deres hus!

Man vil erindre, at han i sin forvirring over, hvad der gik for sig i lejligheden, spurgte kannik Pearce-Higgins til råds, og blev rådet til at opsøge et medium.

Hvis biskoppen imidlertid havde ladet sig råde af Bibelen, ville rådet have været påfaldende anderledes, især hvis han var stødt på Esajas, kapitel otte, vers nitten og tyve. Her står der nemlig, sådan som parafrasen The Living Bible udtrykker det: „Hvorfor søger I da at finde ud af fremtiden ved at rådspørge hekse og medier? Lyt ikke til deres hvisken og mumlen. Kan de levende fa fremtiden at vide af de døde'? Hvorfor ikke spørge jeres Gud? 'Sammenlign disse hekses ord med Guds ord!' siger han. 'Hvis deres budskaber er forskellige fra mine, da er det, fordi jeg ikke har sendt dem; for i dem findes intet lys og ingen sandhed.'"

Man far det indtryk, at Gud ikke er på særlig god fod med den okkulte verden.

Og det er vanskeligt at komme uden om de forbløffende ord om, at de døde ingenting ved. Det ville nok falde de døde vanskeligt at sende os fornuftige budskaber, nar de ingenting vidste.

Men er det maske det eneste sted, der siger noget sådant? Nej, det lader ikke til det. Det synes at stemme overens med resten af denne Bog - hvor overraskende det end kan være for mange mennesker, som har ment noget andet. En lige så ublu påstand findes i den 146. Salme, vers fire, hvor vi i den reviderede norske oversættelse af 1930 læser: „Farer hans ånd ut, så vender han tilbage til sin jord; på den samme dag er det forbi med hans tankes rad."

Ifølge dette standser et menneskes tanker, når dets åndedræt standser.

Svævede Jim Pike efter sin død virkelig om i nærheden og bekymrede sig for sin fader? Sludrede Arthur Ford med sine venner allerede før sin bisættelse? Arbejder Jack Kennedy netop nu på et projekt et eller andet sted? Forstyrres hans sindsro, hvor lian ellers befinder sig, af bekymring for hans land og hans broder Ted?

Hvis vi stiller Bibelen dette spørgsmål, er svaret nej ... han går bort. ... Hans sønner hædres, han ved det ikke, de synker i ringhed, han mærker det ikke." Job 14,21.

Men kommer vi mennesker da ikke i Himlen - eller et andet sted nar vi dør? Er det ikke en gennemgående tanke i Skriften? Hvor har folk ellers faet den ide fra'?

Nej. Hvor forbavsende det end kan være, synes Bibelen ganske enkelt at lade de døde, gode såvel som onde, sove i graven indtil opstandelsen på den yderste dag. Du husker maske, at Jesus fra Nazaret talte om, at Lazarus sov, da han var død. Og da Lazarus fire dage senere blev kaldt ud fra graven, lod det ikke til at han havde noget at fortælle om, hvor han havde været ide fire dage. Han havde åbenbart ikke været nogen steder.

Og vidste du, at disciplen Peter på pinsedagen sagde, at David endnu ikke var kommet i Himlen? Han sagde: „Lad mig fa lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo bade død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. ... Thi David er ikke faret op til Himlene;" Apostlenes Gerninger 2,29. 34.

David! Hundreder af år efter, at han døde! Og han var endnu ikke kommet nogen steder hen!

Tanken om at komme i Himmelen eller et hvilket som helst andet sted umiddelbart efter døden indebærer i virkeligheden visse meget alvorlige vanskeligheder, hvis vi gennemtænker den logisk. Bibelen taler nemlig om tre fremtidige begivenheder, som skal finde sted ved eller nær tidens ende: opstandelsen, dommen og Kristi genkomst.

Men hvorfor skulle det være nødvendigt med en opstandelse, nar alle i tidens løb en efter en er kommet i Slimlen eller i Helvede umiddelbart efter døden'? Hvorfor skulle Kristus vende tilbage for at samle sit folk, nar det allerede er hos ham'? Og hvorfor have en dom på den yderste dag, nar alle og enhver allerede er kommet derhen, hvor de skal'? Må vi formode, at en engel ved dommen, nar alt er kendt og alle mennesker bliver dømt, maske vil blive udsendt for at banke en eller anden på skulderen nede på det varme sted og sige: „Jeg er ked af det, men der er sket en fejltagelse. Du har befundet dig på det forkerte sted i hundreder af ar. Du skulle have været i Himmelen."

Jeg ved godt, hvad en eller anden sidder og tænker. Har jeg glemt forbryderen på korset'? Sagde Jesus ikke til forbryderen, at han ville være sammen med ham i Paradis samme dag'?

Lad os tænke os, at du er forfatter, men at du overhovedet ikke benytter tegnsætning. Og at en eller anden efter din død giver sig til at sætte tegn i, hvad du har skrevet. Nogle steder er det maske ikke helt klart, hvad du mener. lian må da sætte tegn efter hvad han tror, du mener. Og han kunne tage fejl.

Det er netop, hvad der er sket med beretningen om forbryderen på korset. Ikke for tolv hundrede ar senere blev tegnesætningen foretaget af en mand ved navn Stephen Langton ved Paris' universitet. Og han gjorde det så godt, han kunne.

Sig mig engang, hvis du var i hans sted og altid havde troet, at folk kommer i Himlen lige efter døden, ville du da ikke anbringe kommaet derefter'?

Jesus sagde ikke: „Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis", sådan som de fleste bibler siger i det treogtyvende kapitel hos Lukas, vers treogfyrre. Hansagde (med originaltekstens ordstilling): „Sandelig siger jeg dig i dag: du skal være med mig i Paradis."

Det kan ikke være anderledes. Døden på korset var i reglen en langtrukken og langsommelig affære. En korsfæstet led i reglen i flere dage. Det var grunden til Pilatus' overraskelse over, at Jesus var død så hurtigt. Det var grunden til, at de knuste benene på de to forbrydere, da de tog dem ned fra korset. Ellers kunne de have undsluppet. Utvivlsomt døde forbryderen ikke samme dag og kunne altså ikke komme i Himmelen den dag. Og Jesus kom åbenbart heller ikke i Himmelen, for søndag morgen sagde han til Maria: „Ror ikke ved mig, jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader." Johannes 20, 17.

Forbryderen vidste åbenbart, hvor nar det ville ske. Det lod ikke til, at Jesus havde noget rige af betydning hin formørkede dag. Men forbryderen så langt fremover ad tidens slagne landevej til den dag, Jesus ville modtage det rige, som retmæssigt tilhører ham. Og han sagde: Kom mig i hu, nar du kommer i dit rige. Opmuntret af hans tro - det eneste tegn på tro, der nåede hans øren, medens han hang på korset — svarede Jesus: Jeg siger dig i dag, du skal være med mig i Paradis.

I dag, hvor selv mine disciple har forsaget mig. I dag, hvor mit eget folk har korsfæstet mig. I dag, hvor det ser ud, som om jeg aldrig vil få noget rige. I dag, hvor det ser ud, som om jeg aldrig vil kunne frelse nogen, jeg siger dig i dag, du skal være med mig i Paradis.

Nej, hvis vi skal godtage, hvad Skriften siger om døden, kan vi kun drage den slutning, at døden ikke er at komme i Himmelen. At døden ikke er at komme i Helvedes ild.

At døden ikke er at komme i skærsilden. At døden ikke er at gå over i åndernes verden. At døden ikke er at komme noget som helst sted hen. At døden blot er livets ophør indtil opstandelsen.

Men så kommer vi til spørgsmålet: Hvis de døde intet ved, hvis de ikke kan tænke, hvis de ikke kan elske eller hade eller misunde, hvis de ikke kan vende tilbage og spøge i deres hjem, hvis de ikke ved noget som helst om, hvad der sker med deres kære, som overlever dem, hvordan kan de døde da på nogen made sætte sig i forbindelse med os'?

Det kan kun betyde en ting: det var ikke Jim, der spøgede i lejligheden i Cambridge. Det var ikke Arthur Ford, der skrev bogen. Det er ikke onkel John, der sender budskaber tilbage fra det hinsidige.

Men nogen er der, som kaster boldene tilbage!