Thi der er skrevet: Jeg vil forkaste de vises Visdom « og tilintetgøre de forstandiges Forstand. Hvor er de vise? Hvor de skriftkloge? Hvor denne Verdens Granskere? Har Gud ikke gjort denne Verdens Visdom til Dårlighed?» «Thi det Korsets Ord er vel dem en Dårlighed, som bliver fortabte, men os, som bliver salige, er det en Guds Kraft.» l Kor. l,19-20. 18.
Teosofien er vor Tids verdslige Visdomsreligion. Den indeholder netop «denne Verdens Visdom», som Gud kalder «Dårlighed», efterdi den forkaster Bibelens Lære om Kristi Døds forsonende og frelsende Kraft.

Kristendomsfjendtlig Filosofi.
Som et religiøst Læresystem er Teosofien en bitter og listig Fjende af Kristendommens store Grundsandhed: Frelse alene ved Troen på den Korsfæstede. Dette vi! de Citater, vi senere skal anføre, klart bevise. Og efter som Apostelen bestemt erklærer, at de, som agter «Korsets Offer» for en «Dårlighed» «bliver fortabte», er det på sin Plads at afsløre Teosofien som den kristendomsfjendtlige Filosofi, den virkelig er.

Spiritismens Halvbroder.
Skønt Teosoferne gerne forarges over at høre, at de har noget tilfælles med Spiritisterne, må det dog siges, at Teosofi og Spiritisme er Børn af samme Fader. «I er af en Fader Djævelen» (Joh. 8,44) kan med Rette siges om begge disse Bevægelser; thi de grunder sig på det Udsagn af «Løgnens Fader»: «I skal ikke dø Døden» (l Mos. 3,4), hvilket vi før har påvist er soden til Læren om Sjælens Udødelighed med alle dens sørgelige Frugter. Teosofien er aristokratisk Spiritisme. Om vi afklæder Teosofien dens fine Kappe, dens mange fremmede Ord, dens østerlandske hedenske Spekulationer, får vi tilbage ren Og skær Spiritisme - intet mere, intet mindre.

Hvad betyder Teosofi?
«Ordet Teosofi er dannet af to græske Ord. Tilsammen betyder de guddommelig Visdom og endvidere Visdom betræffende guddommelige Ting.» «Selve Teosofien er den fuldstændige Beretning om Verden og Mennesket, af hvilken en Del åbenbares for alle Folk.» En anden Del - deri højere og mere hemmelige Teosofi - åbenbares kun for de mere fremskredne, og da altid «under Løfte om Taushed».

Hvorfra kommer Teosofien?
Denne «guddommelige Visdom» findes alene hos «den store hvide Loge» i østen - et hemmeligt Broderskab af høje Mestre (Mahatmaer), som har deres Tilhold naget Sted i Tibet. Fra disse Mestre, som foregives at sidde inde med «.den hermetiske Filosofi [hemmelig Visdam]; den fra Arilds Tid universelle Visdomsreligion», skal alle Verdens store Religionsstiftere - også Jesus - være udgået som deres Sendebud.
Da de høje Mestre så, at Verden var moden til at modtage en Del af den teosofiske Visdom, blev Helena Petrovna Blavatsky udsendt som deres seneste Sendebud. Hun skal være bleven oplært blandt den hvide Loges Mestre og modtog senere stadig Besøg af dem i «Astral. form». En Mesters Sjæl skal nemlig frit kunne færdes, hvor den vil i Verden, kun forbunden med Legemet ved et langt vægtløst Reb, ligeledes besad hun Evne til «at kunne stå i psyketelegrafisk Forbindelse med sine Venner i Himalaya».
Mrs. Blavatsky stiftede i 1875 det teosofise Samfund. Før den Tid havde hun været Spiritist. Hun stod som Leder for Bevægelsen til sin Død (1891), da den af hende udsete William Q. Judge overtog Førerskabet. Judge døde fem År senere og efterfulgtes af Katherine Tingley. På den Tid sammensmeltede de to Grene, som indtil da havde bestået, nemlig det Teosofiske Samfund, som havde sit Sæde i Adyar, Indien, og hvis Leder var Mrs. Annie Besant, samt det Universelle Broderskab med Hovedsæde i Point Loma, Kalifornien. Sidstnævnte Plads er nu Hovedkvarteret for den sammensluttede Verdensorganisation.

Den store «Visdomsreligion»
kan kortelig sammenfattes i følgende: Der gives ingen Skabelse, kun et periodisk Kredsløb af kosmiske (Verdens.) Dage og Nætter - Brahmas Dage og Nætter, kalder Hinduerne dem. Hver varer 4320 Millioner År. En sådan Verdensdag begynder med, at Gud, der egentlig fremstilles som en tred'Obbelt Gud (Logos), udsender en Livsbølge, hvorved Stoffet vækkes og fordeler sig på syv «Verdensplaner» (hver med syv Underafdelinger alt efter Stoffets Tæthed):
1) den fysiske (vor Verden);
2) den astrale;
3) den mentale;
4) den buddhistiske;
5) den atmiske eller Nirvana. De to øverste Planer kender man ikke Navn på; de er skjulte i Gud.

Når Gud udsender en anden Livsbølge, former Stoffet sig, og ved Hjælp af en tredje Livsbølge får Stoffet Impulsen til det bevidste Liv. Ved Udførelsen af alt dette medvirker syv Ånder eller Underguder, som hver styrer sit Planetsystem. De har igen ringere Guder - Devaer - under sig. Ved Evolution når Formerne gennem Mineral- og Planteriget op til Dyreriget osv.; og når endelig Udviklingen er nået så langt, at det bevidste Åndsliv, Sjælen, fra en af de højere Planer kan forene sig med en Krop, som har nåeten passende Udviklingsgrad, har viet Menneske færdigt. Dette Menneske består af syv «Principper», af hvilke de fire hører til en forgængelig Del, medens de tre hører til en uforgængelig Del - udgørende det egentlige «Jeg», det guddommelige!
Idet denne guddommelige Del sænker sig ned i «Dyre mennesket» - inkarnerer sig - sker der en Spaltning af denne Ånd eller Sjæl. En Del (Manas) indgår i Mennesket, medens de to andre Dele (Buddhi og Atma) altid hviler på det mentale Plan og aldrig kan komme ned på det fysiske Plan. Den lavere Sjæl (Manas) skal her i Livet indhøste Erfaringer og udvikles, så at den beriget kan vende tilbage tilden højere Sjæl. Denne Tilbage" rejse sker ved Døden. Sjælen må dog først opholde sig på det astrale Plan en kortere eller længere Tid, alt efter som dens Driftsliv er grovere eller finere Det er alt så en Slags Skærsild, den her skal gennemgå. «Astralkroppen» skal forædles. Det er dette Astrallegeme, som en kort Tid kan vise sig som Spøgelse eller Genfærd. Her på det astrale Plan skal alle Natur ånderne, Alfer og Elverfolk, Nisser og Huldrer osv. bo!
Når Sjælen her er bleven tilstrækkelig renset, for, lader den Astrallegemet. Det er dette tomme Astral, legeme, siger Mrs. Blavatsky, som Spiritisterne kan få frem ved deres Seancer. Sjælen stiger dernæst op til det mentale Plan, hvor den forenes med den højere Sjæl. Stor Glæde og Fryd! Her skal Sjælen få hvile ud, og den højere Sjæl skal tilgodegøre sig de i Jordelivet indhøstede Erfaringer, indtil denne den menneskelige Ånd har nået en sådan Modenhed, at den kan stige op til de højere Planer og til sidst nå Målet, at indgå til Nirvana, hvor den mister «sin særskilte Individualitet» går over i Guddommen. Én Jordrejse er imidlertid ikke tilstrækkelig, for at Sjæle kan nå op til disse Højder. Hvilen på det mentale Plan, i Devachan (det skinnende Land) er kun midlertidig. Sjælen må foretage en talløs Række Rejser ned til det fysiske Plan, før den er god nok til at indgå til Nirvana.

Karma Loven.
Teosoferne lærer nemlig, at der går en evig Retfærdighedslov, en Karma, gennem Menneskelivert. Hvad ondt og dårligt et Menneske har gjort i sit Jordeliv, skal det sone for ifølge denne Lov. Al Skyld skal betales, alle Forpligtelser opfyldes, og derfor kræves der mange Jordeliv. Mennesket skal nemlig være sin egen Frelser.

Re Inkarnation.
At Sjælen atter må indgå i et fysisk Legeme, kaldes at re inkarneres. Og den ene Re Inkarnation følger på den anden, for at Sjælen kan nå til sin Modenhed. Livets og Karmas Lov pisker således Sjælen frem og tilbage i stadigt Kredsløb på de tre laveste Planer - blot afbrudt af Devachans midlertidige Hvile. Når alle Sjæle så omsider har nået op til Nirvana og gået over i Guddommen, er Udviklingen forbi, Dg alt indgår i «Brahmas Nat» - 4320 Millioner År. Det er Yisdomsreligionen! Den store Sandhed!

Kun Hypoteser.
Pastor Skovgård Petersen, som i sit udmærkede Værk «Kan der leves på religiøs Overtro?» har vist Tomheden i Teosofien, siger «Annie Beisant og mange andre Teosofer siger gentagne Gange om Teosofiens Læreindhold, at det ikke er Dogmer, men kun fornuftige ag sandsynlige Hypoteser.» Men hvorledes kan det på samme Tid være «Visdomsreligionen», den evige Sandhed, og «sandsynlige Hypoteser»? Detter nok rigtigt, at hele dette System kun hviler på Hypoteser (tænkte Muligheder), men lad os da straks slå en Streg over Ordet «Sandhed». Systemet har intet med Sandheden art gøre. Det er, ville, forvirrede «Tanke bygninger», «som rejser sig imod Erkendelsen af Gud». (2 Kor. 10,5). Ligesom Spiritismen hviler den teosofiske Bevægelse på Løgnen am Sjælens Udødelighed, og er i skarp Strid med Skriftens Lære am de dødes Tilstand. Vi skal i det efterfølgende videre påvise, hvori Teosofien er i Strid med Guds Ord og sand Kristendom.