„Barberen i Tuscarora har behandlet min arm fint," sagde far næste morgen. „Det gør ikke mere ondt i den, og den er ikke spor skæv, vel Anna? Bandagen var blevet fjernet, men han havde stadig armen i en slynge.

Mor så kritisk på den. „Nej, den ser fin ud. Det lader til, at bruddet er fuldstændig helet. Nu skal du igen begynde at bruge den, så den kan genvinde sin styrke, men i begyndelsen må du naturligvis være lidt forsigtig."

Nu, da fars arm igen var rask, kunne de sætte farten op, og de var alle meget forhåbningsfulde. Da de nærmede sig grænsen til Californien, var det efterår, og vejret var blevet en hel del køligere.

„Hold udkig efter en lang, smal sø, som går tværs over grænsen," sagde far. „Der skal være en færge, som sejler folk til Cedarville. Den kan imidlertid næppe tage vognene og hestene om bord, så vi må køre nord om søen. Men det vil ikke sinke os ret meget. Vi ved i hvert fald, at når vi ser søen, er vi endelig i Californien."

„Kan vi så gøre holdt?" spurgte Jenny, som var klatret op på kuskesædet for at holde udkig. Hun håbede, at hun fik øje på søen først.

„Nej, min ven, vi fortsætter til Sacramento dalen. Det er et godt stykke vej, og vi skal over endnu en bjergkæde, efter at vi har passeret søen."

De næste par dage spejdede børnene hele tiden efter søen. En eftermiddag råbte Lew pludselig: „Jeg kan se noget, der på en måde ligner en sø, men der er ingen vand i den. Det er en sø, men den er helt udtørret!"

De andre skyndte sig at indhente ham og stirrede ivrigt i den retning, han pegede.

„Det kan umuligt være den rigtige sø," sagde Magnus skuffet. Far holdt hånden for øjnene for bedre at kunne se.

„Jo, det må være den sø. Der ligger en færge et stykke oppe på bredden. Færgemanden gik sikkert fallit, da søen tørrede ud. Nu behøver vi ikke at køre udenom. Vi kan køre tværs over søens bund."

„Ligesom israelitterne!" udbrød Jenny.

„Israelitterne gik ikke gennem en sø, men gennem Det røde Hav," sagde Lew irettesættende.

„Men da de drog ind i det forjættede land, gik de gennem ... Nå ja, det var en flod og ikke en sø ... Men deres fødder blev i hvert fald ikke våde. Og far har tit sagt, at Californien er vort forjættede land, og nu er vi i Californien."

„Du har ret, Jenny," svarede far og smilede. „Jeg kan næsten ikke tro det! Hvis jeg havde vidst, at turen ville tage os tre år, havde jeg næppe turdet begive mig ud på den. Vi har haft adskillige vanskeligheder undervejs, men det vigtigste er, at vi nu er nået frem til Californien."

I Cedarville erfarede de, at sommeren havde været usædvanlig tør, og at dette var grunden til, at søen var tørret ud. Tørken havde også forårsaget misvækst, og der var stor mangel på levnedsmidler til både mennesker og dyr.

Far forsøgte forgæves at skaffe noget hø til hestene. Til sidst blev han henvist til en gårdejer, som skulle have mere hø, end han selv havde brug for. Han forlangte imidlertid så høj en pris, at far rystede på hovedet og begyndte at gå hen mod vognene. Men lidt efter vendte han om, forsvandt ind i laden og kom tilbage med to baller hø.

„Vi har faktisk ikke råd til at give den pris for det," sagde han, „men hestene må have noget at æde. Vi må gennem passet, før det sner til."

„Hvilket pas?" spurgte Lew.

„Det hedder Tamarack-passet, ligger 2100 meter over havets overflade og er vanskeligt at passere. Det var i hvert fald den besked, jeg fik af gårdejeren. Men vi er alligevel i en heldigere situation end de nybyggere, som i 1849 måtte passere Carson-passet."

„Fortæl os om dem!"

„En af de mest benyttede veje mellem de østlige stater og Californiens guldminer førte gennem Carson City i staten Nevada og gennem Carson-passet i Sierra Nevada. Det var en af de korteste veje, men den var så stejl, at de rejsende ofte måtte skille vognene ad og hejse delene op ved hjælp af tove. Når de nåede helt op, samlede de atter vognene."

„Det må have været besværligt!" udbrød Magnus.

„Ja. Det er forbavsende, hvad menneskene indlader sig på for at komme hurtigt til rigdom. Men nu må vi se at komme videre, for gårdejeren sagde, at der allerede ligger en del sne i passet."

Turen gennem Tamarack-passet var besværlig for både dyr og mennesker.

„Jeg troede ikke, der var så koldt i Californien," sagde mor. „Vinden går jo gennem marv og ben. Det må være slemt for dig og Magnus. I, der sidder på kuskesæderne, har det jo meget værre end vi andre, der kan sidde omkring komfuret det meste af dagen."

„Det er en lykke, at her er så mange træer, at vi let kan skaffe brændsel," svarede far. „Men det er snart for koldt til at sove i vognene. Om kort tid må vi søge natlogi på gårdene."

„Der ligger en lille gård lidt længere fremme," sagde mor. „Skal vi ikke spørge, om vi kan sove der i nat?"

„Jo, lad os det."

Far sprang af vognen og gik op ad stien, der førte til stuehuset.

Han var ikke kommet halvvejen, før døren blev lukket op, og gårdens ejer kom ud. Han holdt et gevær i den ene hånd, og hans første ord fik far til pludselig at stå stille. Han kunne næppe tro sine egne ører.

„Jeg skyder, hvis De nærmer Dem den høstak!"

Far så sig om. På marken lå en stor høstak. Gårdejeren kom nærmere og så endnu mere truende ud, da han tilføjede: „Vi har svært nok ved at holde liv i vore egne heste og kreaturer. Hvis I tyveknægte, der er ude efter vores hø, har jeres liv kært, må I hellere holde jer væk fra mine enemærker!"

„Jeg forstår ikke, hvad De mener," svarede far roligt, "men jeg var ikke forberedt på en sådan modtagelse. Det var min hensigt at spørge, om min hustru, jeg selv og vore børn måtte overnatte i Deres lade. Vi er på vej til Sacramento dalen, og nætterne er ved at blive kolde. Men jeg forstår, at man ikke skal vente sig gæstfrihed af Dem. Farvel. Næste gang bør De huske, at det ikke er alle vejfarende, som er tyve og røvere!"

"Jeg har aldrig kendt noget lignende!" udbrød Magnus. „Sikke dog et asen! Han var endnu værre end den irske jernbanemand, som beskyldte os for at stjæle brænde."

„Jeg tror, at denne mand er ved at føle sig endnu mere ubehageligt til mode end irlænderen." Mor iagttog mandens udtryk, da han fik øje på hende og børnene. Hun sukkede. „Det vil måske være ham en lærestreg."

Far så på den skydækkede himmel og rynkede panden. „Det ser ud til, at vi skal have mere sne, og vi kan altså ikke få husly. Så kan vi lige så godt køre hele natten."

„Køre hele natten? Kan vi klare det?"

„Drengene og jeg kan skiftes til at køre. Læg jeres sengetøj ind i spisevognen, børn. Vi lader ilden brænde på komfuret, og I kan sove på gulvet. Det er for koldt for jer at sove i sovevognen. Et par af tæpperne må overlades til kuskene."

Den aften trakterede mor med dejlig varm suppe. Da det blev sengetid, lagde Jobe, Lew og Jenny sig til at sove på gulvet i spisevognen. Far og Magnus kørte hver sin vogn, og mor blev oppe for at passe ilden på komfuret og for nu og da at lave varme drikke til de trætte og forfrosne kuske. Efter nogle timers forløb vækkede Magnus Jobe, og da morgenen nærmede sig, blev det Lews tur til at være kusk.

Da Lew sad alene på den forreste vogns kuskesæde, tænkte han: „Far havde ret med hensyn til vejret. Jeg tror, vi får snestorm." Han havde sovet trygt, da Jobe ruskede i ham for at få ham op, men den skarpe, hylende vind bed ham så kraftigt i kinderne, at han snart var lysvågen.

„Hvor er det mørkt," tænkte han og kiggede forgæves efter måne og stjerner. „Hvis vi ikke havde lygten, ville vi ikke kunne finde vej."

Skridt for skridt bevægede hestene sig op ad den stejle vej. Gode engle må have ledet vognene den nat, for blæsten holdt vejen sne fri, og hestene snublede ikke en eneste gang. Da morgenen gryede, gjorde familien Holloway holdt på en lille eng på Sierra Nevadas vest side. Hestene blev spændt fra og fik foder, og så holdt både dyr og mennesker et velfortjent hvil.

Nogle få dage senere kørte vognene ind i landsbyen Anderson, som lå ved foden af Sierra Nevada, og som var opkaldt efter en af nybyggerne. Familien Holloway havde rejst næsten to tusind kilometer ad vanskeligt farbare og farlige veje. Men nu var alle strabadser glemt, og de så fremtiden fortrøstningsfuldt i møde.