Afskeden!

 

„Mor! Mor!" Jennys fletninger stod vandret ud i luften, da hun stormede op mod huset fra havelågen. „Familien Kilgallen kommer på besøg! Vognen er lige drejet ind på vores vej."

„Hurra!" råbte Magnus og lukkede den bog, han sad og læste i. „Så skal vi rigtig have det morsomt sammen med Mickey og Ted!"

Det var en varm julisøndag, og familien Holloway var kort forinden vendt hjem fra Silver Cliff, den nærmeste købstad, hvor de havde overværet gudstjenesten i metodistkirken. Medens drengene ventede på, at mor blev færdig med forberedelserne til søndagsmiddagen, skulle de sidde i dagligstuen og læse eller i hvert fald være rolige og undgå at snavse hænder og tøj til før måltidet. Meddelelsen om, at der kom gæster, fik dem imidlertid til at glemme alle formaninger, og nogle få sekunder senere styrtede de hen ad stien for at hilse på deres venner.

Da mor Holloway kom ud på verandaen, var Abraham Kilgallen i færd med at hjælpe sin hustru ned af vognen. I det samme kom far ud af stalden og gik hen mod gæsterne for at byde dem velkommen.

„I kommer lige i rette tid til middagen," sagde han smilende. „Nu skal jeg hjælpe dig med hestene, Abraham."

„Hør nu her, Matthew Holloway," sagde fru Kilgallen, som var en høj og slank dame med et venligt ansigt, som blev fuld af smilerynker, når hun lo, „jeg ved godt, at I ikke ventede os, og derfor har jeg medbragt nogle bagte bønner, et brød og forskellige andre madvarer. Så kan vi da bidrage en smule til middagen. Det har du vel ikke noget imod, Anna?"

"Nej, det er da kun så venligt af dig, Agnes. Men vi har ellers mad nok – stegte kyllinger og chokoladekage. Jeg lavede med vilje mere, end vi selv kan spise, for de sidste søndage har forskellige af vore venner aflagt os besøg. Nu varer det jo ikke længe, før vi tager af sted, og vi vil naturligvis gerne tage afsked med alle vore venner. Matthew, vil du sige til drengene, at de skal tage noget andet tøj på, før de går ind i stalden med Ted og Mickey. Vi skal spise om et øjeblik."

Det varede ikke længe, før familien Holloway og deres gæster sad bænkede om det store spisebord, der bugnede af lækre sager fra fru Kilgallens og mor Holloways spisekamre. De bagte bønner og det friske brød smagte vidunderligt til mors syrlige æblegele! Børnenes tænder løb i vand ved synet af de nystegte kyllinger og kartoffelmosen. Der stod store kander med mælk på bordet, og desserten var en pragtfuld kage med chokoladeovertræk.

De fem drenge måtte løsne livremmen et par gange, før måltidet var forbi. Da de fik lov til at rejse sig fra bordet, spurgte Mickey Kilgallen: „Hvad skal vi bestille?"

„Har I lyst til at se vores prærievogne?" Magnus havde allerede sat kursen mod vognskuret.

„Ih ja! Er de allerede færdige?"

„Næsten. Der mangler et par småting, men de vil ikke tage ret lang tid. I kan ellers tro, at far er nøjeregnende – alting skal være tiptop. Det er grunden til, at arbejdet har taget så lang tid."

„Du må ikke glemme, at far har haft meget andet at gøre," indskød Jobe. „Vi har dyrket flere grøntsager, end vi plejer, for at have rigelig proviant til turen. I kan stole på, at vi har måttet luge og hakke hele sommeren!"

Magnus åbnede døren til vognskuret på vid gab, og Ted og Mickey brød ud i højlydt beundring. „Nej, hvor er de store og flotte! Men behøver I virkelig to? Efter min mening kunne I sagtens nøjes med én."

„Kom her og se!" Magnus var i færd med at klatre op i en af prærievognene, som begge var overdækket med vandtæt sejldug. „Denne her er „sovevognen". Som I ser, er der seks indbyggede køjer. Og der er masser af skuffer og skabe til klæder og sengetøj. Her er der et lille vaskerum med skabe til håndklæder og den slags ting. Far har lagt tæppe på gulvet, for det luner og ser jo også pænt ud."

„Kom herhen!" råbte Jobe. „Denne vogn kalder vi „spisevognen". Jeg kunne tænke mig, at jeres mor kunne have lyst til at se den. Alle de damer, der har set den, har været vildt begejstrede for den."

„Ja, det tror jeg!" udbrød Mickey, der havde skyndt sig at følge efter Jobe op i spisevognen. „Køkkenet her er jo lige så godt som jeres rigtige køkken. Sikke en masse skabe her er!"

„Har jeres far selv lavet spisebordet og bænkene ved væggen?" spurgte Ted og lod hånden glide hen over bordpladen, der var poleret, så den skinnede.

„Ja, selvfølgelig. Han er både tømrer og smed. Sæderne på bænkene har hængsler, og nedenunder er der plads til flere forsyninger. Al pladsen er vældig praktisk udnyttet. Mor siger, at når vi igen får et hus, skal far sørge for, at det bliver forsynet med lige så mange skabe som vognen her."

„Hvad vil I gøre med alle jeres møbler? Dem er der da ikke plads til i prærievognene."

„Vi holder auktion, før vi rejser. Men mor vil beholde enkelte ting, blandt andet det store ur og den vugge, som står oppe på loftet, og som vi alle fire har ligget i, da vi var små. De fleste andre ting sælger vi – dog ikke køkkentøj, sengetøj og porcelæn. Det bliver vel nok sjovt! Far siger, at vi får „et hjem på hjul" – ligesom sigøjnerne."

„I får mig til at tænke på de pionerer, som rejste tværs over prærien for mange år siden," sagde Ted. „Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med!"

„Mange synes, at vi er tossede," svarede Jobe smilende. Forleden kom gamle Pedersen på besøg, og han sagde til far, at vi aldrig kunne komme over bjergene med de her vogne. Gamle Pedersen kom i sin tid fra Missouri i en af de store prærieskonnerter, og efter hans mening er vores prærievogne alt for luksuriøse. Men far sagde, at vi skulle nok klare turen."

„Når far laver noget, laver han det solidt og godt," sagde Lew stolt. „Han er den dygtigste tømrer og smed i hele landet."

Der var ingen, der følte trang til at sige Lew imod, og da drengene nu var færdige med at betragte prærievognene, besluttede de sig til at gå ind i den lille skov på den anden side af engen for at plukke vilde hindbær.

På dette tidspunkt var mor i færd med at vise fru Kilgallen de krukker med frugt og grøntsager, som hun havde henkogt til rejsen. Der var også sække med kartofler og løg, store poser med tørrede ærter og bønner og krukker med smør og honning.

„Matthew har i sinde at bygge en slags veranda bag på sovevognen," sagde hun. „Jeg vil gerne tage nogle af hønsene med, så vi kan få frisklagte æg undervejs. Vi tænkte også på at tage en af køerne med, men Matthew siger, at den ikke vil give ret meget mælk, når den skal gå så langt hver dag. Vi må prøve, om vi kan købe mælk på de gårde, vi kommer forbi."

„I er modige folk, at I tør begive jer ud på så lang en rejse med fire børn!" udbrød fru Kilgallen. „Hvornår tager I af sted?"

„Om et par uger." Mor så sig om med et eftertænksomt blik. Det ville blive svært at tage afsked med de ting, som hun havde kendt så længe - den gamle kommode, som var indlagt med rosentræ, gyngestolen, som hun sad og strikkede i næsten hver aften, stueorglet i dagligstuen og det udskårne egetræsbord med marmorplade, som havde tilhørt hendes mor.

Fru Kilgallen gættede hendes tanker. Hun lagde sin hånd på mors.

„Glem ikke, at det er jeres venner, som køber de ting, I ikke kan tage med. Vi vil passe godt på dem og tænke på jer, hver gang vi bruger dem. Jeg vil for resten gerne have lov til at give dig en lille gave til erindring om os."

Hun gik ud på verandaen, hvor hendes mand havde stillet en stor pakke op ad væggen. Hun fjernede papiret og rakte mor et blødt, vatteret tæppe. Jenny skyndte sig nærmere for at se med, da mor foldede tæppet ud. Det var lavet af mange hundrede små trekanter af kjole tøj, som var syet sammen med næsten usynlige sting.

„A, Agnes — hvor er det smukt! Og sikke et arbejde, det må have været! Det er alt for meget! Men jeg er lykkelig for det, og det skal altid være et familieklenodie." Mor lod hånden glide kærtegnende hen over det bløde tæppe. „Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal takke dig," tilføjede hun, idet hun foldede tæppet sammen og lagde det ned i den store kiste til sengetøj.

Fru Kilgallen lo. Hun lo ofte, og det var, som om hendes munterhed rislede ud af hende som en klar og funklende kilde.

„Du skal slet ikke takke mig, Anna, for jeg vil aldrig være i stand til at gengælde dig alt, hvad du har gjort for mig og mine. Kan du huske den gang, da jeg havde brækket benet, og du passede Teddy, som havde strubehoste? Det er os en sorg, at I forlader os. I er de bedste naboer, vi nogen sinde har haft."

Alle smilerynkerne forsvandt fra hendes ansigt, og hun tilføjede alvorligt: „Jeg håber inderligt, at I når helskindet frem. Det er jo et større foretagende, I indlader jer på. Nu går der jo tog til Californien, og hvis I tog med toget, ville rejsen kun vare en uge. Hvor lang tid vil den tage med prærievogn?"

Mor sukkede. „Det ved jeg ikke. Jeg ville selv ønske, at vi kunne tage med toget, men det ville blive alt for dyrt for os. Vi vil gerne medbringe forskelligt husgeråd, og så har vi ingen anden udvej end at rejse i prærievogne. Du skal for resten se vognene. Matthew har overgået sig selv. Han siger, at vi skulle kunne gennemføre turen i løbet af nogle få måneder, men da vi starter om efteråret, bliver vi rimeligvis nødt til at overvintre et eller andet sted undervejs. Så måske varer det næsten et år, før vi når vort mål."

Næsten et år! Det var en lykke, at mor ikke kunne se ind i fremtiden. Havde hun kunnet det, ville hun ikke have haft mod til at begynde rejsen, og så ville denne beretning aldrig være blevet skrevet.