Den lille stuepige  

Gladys sad meget rank på den hårde træstol, mens hun ventede på de dårlige nyheder, hun vidste, hun måtte få at høre. På den anden side af det store skrivebord så hun en mand med et magert ansigt, der gjorde sit bedste for at se venligt på hende.  

»Der er ingen grund til at pakke det ind,« sagde hun, og fortvivlelsen gjorde hendes stemme skarp. »De skal til at fortælle mig, at jeg ikke duer, ikke?«

»Nåh... ikke ligefrem det. Jeg er sikker på, at du vil finde noget, du kan gøre. Der er masser af stillinger i England, hvor du kan hjælpe vort missionsarbejde. Der er for eksempel et missionær par, der er blevet pensioneret og lige er kommet hjem fra Kina. De mangler en til at hjælpe sig. Du var stuepige, før du kom her, var du ikke?«

Gladys mærkede, at hun var lige ved at briste i gråd, men i stedet næsten snærede hun tilbage: »Jeg agter ikke at passe missionærer, der er kommet hjem fra Kina. Jeg vil selv rejse til Kina!«

Så skammede hun sig og talte mere roligt, »Men alle disse eksamener og ting... Jeg er ikke vant til det. Jeg var aldrig ret dygtig i skolen, det fortalte jeg Dem, da jeg kom her til missionsskolen.«

Forstanderen for Kina Indlandsmissions Missionsskole lænede sig frem over skrivebordet.

»Jeg ved, det er en frygtelig skuffelse, Gladys,« sagde han venligt, »men hør nu. Du er seksogtyve år gammel ... «

»Og kun lidt over halvanden meter høj, og jeg var aldrig dygtig i skolen. Min fader er postbud, og jeg måtte hjælpe med at passe mine søskende, når jeg kom hjem fra skole. Jeg havde ingen mulighed for at læse lektier hjemme, og jeg mente heller ikke, det betød noget, for jeg skulle jo bare være hushjælp. Men på en eller anden måde syntes jeg, at Gud sagde til mig, at Han ville have, jeg skulle rejse til Kina. Jeg fortalte Dem, at jeg aldrig kunne blive fri for denne følelse. Hvorfor skulle jeg føle det på den måde, hvis Gud alligevel ikke ville have mig til Kina?«

»Jeg ved det ikke Gladys. Men vi har gjort vort bedste for at hjælpe dig. Vi tog dig på prøve i tre måneder herpå missionsskolen. Vi bekymrer os ikke om, hvilke eksamener du har, eller hvilken uddannelse du har fået. Men hvis du blev her i tre år og det ville du være nødt til og så rejste til Kina, ville du være tredive. Og vi ved, at den, der er over tredive, ikke har store chancer for at lære det kinesiske sprog ordentligt! Det er den virkelige vanskelighed. Vi føler ikke, at vi kan beholde dig, hvis ... « Hans stemme døde bort.

»Hvis jeg bliver en fiasko, når jeg kommer til Kina«, fortsatte Gladys. »De har sikkert ret.« Hun smilede bedrøvet. »De har virkelig gjort Deres bedste for mig her.«

»Hvad har du i sinde at gøre nu?« spurgte forstanderen, da hun rejste sig for at gå.

»Det ved jeg ikke,« svarede hun. Men da hun lukkede døren efter sig, fik hendes ansigt et beslutsomt udtryk, og der kom et fjernt blik i hendes øjne. Hvis manden ved skrivebordet havde hørt, hvad hun mumlede til sig selv, ville han være blevet overrasket. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre lige nu det er sandt. Men jeg ved, hvad jeg skal gøre senere: Jeg skal rejse til Kina!«

Det så ud, som om forstanderen havde ret. Det måtte hun indrømme. Hun var en almindelig londonpige uden megen uddannelse og uden penge. Intet missionsselskab ville antage hende ikke engang Kina Indlandsmission, og det havde hun endda været så sikker på.

Hun havde forsøgt sig som velfærdsarbejder i dokkerne i Cardiff, men de fleste af de rå, fordrukne sømænd havde blot grinet af hende. Hun ville aldrig kunne bestå en sygeplejerskeeksamen, selv om hun prøvede. Nej, de havde nok ret. Hun ville prøve at blive hushjælp igen.

Arbejdsformidlingskontoret gav hende en adresse et stort hus i London, der tilhørte en berømt opdagelsesrejsende, Sir Francis Younghusband og hun blev straks antaget som stuepige.

Hendes arbejdsgiver, der havde foretaget opdagelsesrejser tværs gennem Kina, og forstanderen for missionsskolen, hun havde forladt, ville være blevet meget forbavsede, hvis de havde set, hvad hun foretog sig, da hun havde fået pakket sin kuffert ud i sit nye værelse.

Hun tog sin Bibel frem, lagde den på bordet foran sengen og tømte sin pengepung ud på bordet. Der var 2½ pence (ca. 25 øre). Hun lagde dem på Bibelen.

»Åh, Gud!« sagde hun. »Her er min Bibel. Her er mine penge. Her er jeg selv. Vil du ikke nok bruge mig i Kina?«

En time senere havde hun tre shilling og to en halv pence, fordi husholdersken havde tilbagebetalt hende de rejsepenge, hun havde lagt ud. Hun lagde de tre shillings hen til de andre på Bibelen og smilede lykkeligt hen for sig.

Hvis nogen havde spurgt Gladys ud om Kina, ville hun ikke kunne have fortalt dem ret meget. For hende var det vigtigste det, at de fleste af Kinas millioner af mennesker aldrig havde hørt om Jesus, og at hun ville fortælle dem om ham. Hvilken del af Kina, hun skulle rejse til, havde hun ingen anelse om. Det ville ordne sig, når tiden kom. Det var hun sikker på. Og hvad det angik at lære sproget... Denne gang smilede hun ikke. Måske havde skolen alligevel ret. Hun var sikker på, at hun aldrig ville blive i stand til at forstå de underlige, indviklede tegn, kineserne bruger eller at læse ned ad siden i stedet for tværs over den. Men naturligvis, det følte hun sig sikker på, hvis man levede sammen med et folk, ville man efterhånden forstå, hvad de snakkede om. Hun opgav foreløbig at bekymre sig om fremtiden. Det, der nu betød noget, var at spare penge sammen til at betale rejsen med. Men hvor meget det var, havde hun ingen anelse om.

Lidt senere fandt hun ud af det.  

På et rejsebureau i Haymarket spurge hun manden bag skranken.

»Kina, frøken?« Han så forbavset på den halvanden meter høje, fattigt klædte kvinde. »Ja, naturligvis. Ønsker De billetten med det samme?«

»Ih, nej!« Hendes stemme lød forskrækket, og hun knugede sine tre pund (60 kr.) i hånden. »Jeg ville bare gerne spørge, hvor meget den koster.« »Halvfems pund (1800 kr.) for en enkeltbillet, frøken.«

Gladys så ud, som om hun skulle besvime. »Er der ikke nogen billigere?«

»Nej, det er der virkelig ikke. I hvert tilfælde ikke med skib.« Han tøvede lidt. »Men der er jo jernbanen  tværs igennem Rusland og Sibirien. Det koster syvogfyrre pund og ti shillings.« Da Gladys lyste op, fortsatte han: »Men jeg er bange for, at De ikke kan rejse den vej. Forstår De, frøken, der er krig mellem Kina og Rusland.« Da Gladys begyndte at sige, at hun ikke bekymrede sig om krig, fortsatte han: »Ja, men de tager ikke passagerer med længere. Lange strækninger af sporene er blevet bombet, og det tager måske år, før de er repareret.«

Gladys så helt fornøjet ud: »Ok, det gør ingen ting. Det kan vare år, før jeg kan rejse, så måske krigen er forbi til den tid. Forstår De, jeg vil gerne være missionær, men jeg må først spare rejsepengene sammen. Hvis jeg nu kommer hver uge og betaler et beløb, vil De så opbevare pengene for mig?«

»Vi plejer ikke at gøre sådan noget,« sagde ekspedienten nølende.

»Det gør ikke noget. De kan gøre det for mig. De vil være sikrere her hos Dem end hjemme i min kommodeskuffe. Her er de første tre pund.«

Hun var lige ved at le, da hun så hans ansigtsudtryk. »Det betyder, at jeg kun behøver at spare fireogfyrre pund og ti shillings til!«

Da hun forlod rejsebureauet, følte hun det, som om hun allerede var på vej til Kina.

Hun blev endnu mere sikker på fremtiden, da en af hendes venner fortalte hende om Jeannie Lawson. Fru Lawson arbejdede helt alene som missionær langt inde mellem bjergene i det indre af Kina, men nu havde hun skrevet, at hun var ved at blive gammel og trængte til en, der kunne hjælpe hende. Hun var ikke udsendt af noget missionsselskab, og for Gladys lød det, som om det netop var sådan en person, som hun ville kunne arbejde sammen med. Hun skrev med det samme. Der gik flere måneder. Men så kom postbudet med et brev, der var adresseret til Gladys Aylward i det store hus i Belgrave Square. I måneder havde de andre tjenestefolk regnet hende for at være lidt til en side, med al hendes snak om Kina. Men nu, da der lå et brev med et fremmedartet kinesisk frimærke på måtten, var de ikke længere så sikre.

Fru Lawsons brev var kort og klart. Hun ville være lykkelig for at tage mod Gladys' tilbud om hjælp. Hvis hun selv kunne finde vej til Tientsin, ville fru Lawson sørge for, at der var nogen til at møde hende der og hjælpe hende frem til det endelige mål. Fru Lawson fik det til at lyde, som om det at komme til Tientsin var lige så simpelt som at tage bussen nede på gadehjørnet.

Til at begynde med kunne Gladys ikke engang finde byen på det Asienskort, hun havde på værelset. Men da hun endelig kunne sætte fingeren på den, begyndte hun at spekulere på, om hun nu alligevel ikke var lidt »mærkelig«, sådan som de andre tjenestefolk troede. Det var ikke hundreder, men tusinder af kilometer borte. Hun ville formodentlig aldrig få sit hjem og sine forældre at se igen, hvis hun rejste derud.

Til trods for alt det ekstraarbejde hun havde påtaget sig for at tjene mere end sin månedsløn hun arbejdede på sine fridage, og i alle weekends serverede hun ved store middage og gik i stedet for at tage bussen havde hun endnu ikke fået sparet alle de syvogfyrre pund og ti shillings. Og hvis det lykkedes hende at spare dem, og hun overlevede rejsen til Kina, ville hun sikkert ikke kunne spare så meget op, at hun kunne komme hjem igen. Når hun kom derud, ville ingen have ansvaret for hende, og hun ville ikke få nogen løn. Hvis der skulle ske den endnu ukendte Jeannie Lawson noget, ville hun være fuldstændig overladt til sig selv. Hvis det skulle ske, ville hun være nødt til at tale kinesisk, hvad enten forstanderen for missionsskolen troede, hun kunne lære det eller ej.

Gladys satte sig ned på den umagelige stol i sit soveværelse. »Er jeg fuldstændig skør?« spurgte hun sig selv. »Er jeg bare stædig, fordi alle siger, at jeg ikke kan gøre det? Eller er der noget, Gud vil have mig til at gøre på den anden side af jorden?«