Den lange, lange vandring!  

I tre dage ventede Gladys og børnene håbløse ved flodbredden. Hun kunne ikke tro, at Gud havde ladet dem gennemgå alle de strabadser, de havde været igennem de sidste to uger og det var jo da Ham, der havde befalet hende at gå over bjergene bare for at forlade hende på Den gule Flods bredder, så japanerne kunne udrydde hendes familie.  

Og endda kunne hun ikke se, hvordan de skulle komme over floden. For hver dag blev børnene mere bange og mere pirrelige. De havde »skrabet bunden« på de tomme sække og gennemsøgt husene, gaderne og skraldebøtterne for at finde noget at spise. Nu var der absolut ikke mere at lede efter. Ingen af landsbyens beboere havde vist sig. Det så ud til, at den gamle mand blot havde sagt den rene, skære sandhed. Alle var flygtet. Der var absolut intet, der kunne hjælpe dem over floden. Men samtidig var det endnu mere håbløst at prøve på at gå tilbage gennem bjergene.

»Aiwaideh! Se!«  

De sad i en stor kreds ved flodbredden og sang salmer, da et af de mindre børn pludselig råbte op. Hun så op langs flodbredden i den retning, han pegede. Der stod en kinesisk officer med sin riffel i hånden og betragtede dem. Han vinkede ivrigt, og en gruppe soldater kom frem fra deres skjul bag husene og bevægede sig hen imod dem med riffelløbene pegende imod dem.

»Hvem er I?« Officerens stemme var vred og mistænksom. »Og hvor kommer I fra? Hvem er de børn?« Før Gladys kunne nå at svare, så han forbløffet på hende. Hun havde rejst sig, og selv om hun ikke var højere end de fleste kinesiske kvinder, var det tydeligt, at hun var vesterlænding.

»Du er en fremmed! Forklar dig hurtigt!«

Han så ud, som om han ikke troede på hendes historie, men børnene råbte deres egne ophidsede kommentarer, så han til sidst blev nødt til at tro på den fantastiske historie om den fjorten dage lange vandring gennem bjergene.

»Ved du ikke, at dette er kampområde?« spurgte han, »og at det er forbudt at krydse Den gule Flod?«

Da Gladys rystede på hovedet, tog han en fløjte frem og blæste tre skarpe stød i den. Fra den anden side blev en båd sat i vandet, bemandet med soldater.

»Vi må sejle tre gange for at få alle børnene over,« sagde han til Gladys, og hvis de japanske flyvere får øje på jer, er der intet, der kan redde jer. De vil sænke bådene, selv om de kun er fyldt med børn.«

Han så på hende med et mærkeligt blik. »Jeg forstår for resten ikke, at fjendens flyvere ikke har bombet floden de sidste tre dage, de har ellers holdt den under konstant ild længe.«

Gladys sagde med overbevisning, at hun kendte grunden. Gud, som havde bragt dem til floden, havde også bevaret dem, mens de ventede der. Nu var hun sikker på, at ingen fly ville angribe dem under overfarten. Da den sidste bådfuld børn gik i land på den anden side af floden, uden at et eneste fly havde vist sig, kunne officeren blot ryste på hovedet af forbavselse. Måske var der alligevel noget i det, hun sagde.

Men selv efter, at de var kommet over floden, var der lang vej til Sian, og da de endelig nåede så langt, ventede der dem en stor skuffelse.  

Men den første nat kunne de glæde sig over sikkerhed, mad og husly i en venlig by. Ganske vist forsøgte en geskæftig politimand at arrestere Gladys, fordi hun havde overtrådt forbudet mod at krydse floden, men det ordnede byens mandarin hurtigt. Børnene sov uforstyrrede og mætte i en tempelgård, sådan som de havde gjort den første nat under rejsen. Gladys var i stand til at bade deres fødder, forbinde sårene og se dem falde i søvn i fred og udmattelse. Næste morgen gav mandarinen dem nyt håb.

»I bliver nok ikke i stand til at køre med tog hele vejen til Sian.« advarede han Gladys. »I kommer nok til at gå mere, og jeg er bange for, at en del af vejen vil være ligesom den, I har gået ad bjergstier. Men et stykke af vejen kan I i hvert tilfælde rejse mageligere. Der kommer et tog, som vil tage jer med de første fire dage.«

Da Gladys fortalte det til børnene, så de forvirrede ud. »Hvad er et tog, Aiwaideh?« spurgte de små. Det skulle de snart finde ud af.

Da Gladys forlangte, at de alle skulle vaske sig, før de gik til stationen, styrtede de alle hen til springvandet på tempelpladsen, og de vaskede sig med større begejstring end de havde gjort i uger.

På det flade stykke jord, der gjorde det ud for perron, stillede de op i tre rækker. Pludselig hørte de en lyd i det fjerne, og al snakken standsede. Lyden blev stærkere, og toget viste sig. Børnene så røgen vælde op af skorstenen og hørte vognenes raslen og skramlen, og de syntes, det lignede den største drage, de nogen sinde havde set. Da det så kom farende hen mod dem på skinnerne, med hvinende bremser og en række skarpe stød i fløjten, skreg børnene højt af rædsel. De brød ud af rækkerne, og i løbet af et øjeblik var de alle forsvundet.

Det tog mere end en halv time at samle dem sammen igen, og end ikke deres elskede Aiwaideh kunne til at begynde med overtale de mindste til igen at nærme sig stationen. De havde gemt sig i bygninger og bag stabler af gods, og en gruppe otteårige var løbet hele vejen tilbage til templet for at slippe væk fra dragen. Men til sidst var de ikke blot samlet på perronen, men stoppet ind i selve toget. Vognene var ikke andet end lange trækasser uden siddepladser, men for børnene blev det den mest spændende rejse, de kunne tænke sig.

I fire dage tøffede toget af sted på sin langsomme rejse, stoppede og ventede tilsyneladende uden grund, indtil det endelig standsede helt. Foran lokomotivet var jernbaneskinnerne fjernet og en bro var sprængt. Toget kunne ikke køre længere. Mandarinen ved Den gule Flod havde ret. Hvis de skulle nå Sian, måtte de gå.

Officeren, der havde skaffet dem både til at krydse floden i, havde set på Gladys med virkelig bekymring. Han sagde til hende, at hun var syg og bad hende om at lade sig undersøge af en kinesisk militærlæge i den første by, hun kom til. Det havde hun nægtet og sagt, at hun var helt rask, og at hun først måtte føre børnene frem til målet for rejsen. Men nu begyndte Sualan og de andre store piger også at blive bekymrede for hende. Hun var frygtelig tynd, hendes ansigt var magert og skarpt, hun havde let til gråden, og der var tider, hvor hun ikke rigtig syntes at vide, hvad hun sagde. Det var tydeligt, at det kun var med den største viljesanspændelse, hun var nået så langt.  

Fire dages vandring gennem bjergene, måtte selv Gladys indrømme, var næsten mere end hun kunne klare. Men skulle de nogen sinde nå Sian, måtte turen gennemføres.

De behøvede ikke at frygte for at møde fjendtlige soldater denne gang, men stien forsvandt ofte fuldstændig for dem, så de måtte lede, indtil de fandt ud af, hvor den fortsatte. Nætterne var koldere end før. Børnene var selv efter fire dages togrejse næsten fuldstændig udkørte, og der var et øjeblik, hvor de alle sammen, også Gladys, satte sig ned og græd, indtil de ikke kunne græde mere.

Den aften lagde Gladys sig ned rystende af kulde og feber og ønskede, at hun måtte dø. Kun visheden om, at Gud ville give hende kræfter til at fuldføre, fik hende til at stå op næste morgen og fortsætte.

Men til sidst var den fire dage lange udmattende vandring over bjergene overstået. Sletten bredte sig igen foran dem, og lunt mellem bjergene lå byen Tung Kwan. Selv ikke hundrede børn forbavsede indbyggerne her, for de havde set mange tusinde flygtninge passere gennem byen, og selv om de ikke havde ret meget mad, var de parat til at klare sig med mindre, så andre, der havde det værre end de selv, kunne få lidt at spise.

Men Sian var stadig flere dages rejse borte, og hvad værre var, alle, Gladys talte med, forsikrede, at der ikke gik tog på linien mere. Japanerne lå altid i baghold for at angribe dem. Endnu en gang kom den lokale mandarin hende til hjælp. Hun var gået hen for at tale med ham og havde efterladt de små sovende i et forladt tempel, medens de større børn sad mismodige rundt om og spekulerede på, hvor længe de mon kunne holde ud endnu.

»Det er rigtigt, at passagertogene ikke kører mere,« sagde den gamle embedsmand, »men der er et tog, der kører en gang imellem.«

»Hvad er det for et tog?«

»Det er kultoget fra Hwa Chow. Det består kun af kulvogne, der er ingen siddepladser, ingen kupéer. Det vil blive ubekvemt.«

»Hvornår går det?«

»I aften!« Mandarinen så glæden i Gladys ansigt. »Jeg skal tale med lokomotivføreren. Stationen ligger kun halvtreds meter fra templet, hvor dine børn sover.«

Ved hjælp af de større børn og et par mænd blev de små båret hen til vognene og lagt oven på kullene. De ældre drenge og piger kravlede så op i vognene for at passe på, at de små ikke faldt af, mens de sov eller af skræk prøvede at springe af, når de vågnede.

Så rumlede toget af sted gennem natten med sin usædvanlige last. Da det blev morgen, var børnene mere henrykte end forskrækkede ved at finde sig selv og alle de andre sorte af kulstøv. De råbte af glæde over det nye, fremmedartede landskab med dets grønne marker og træer. Begejstringen over rejsen opvejede den kendsgerning, at de ikke kunne få noget at spise, før de nåede Hwa Chow. Derfra skulle et andet tog bringe dem resten af vejen.

Hvor længe de måtte opholde sig i flygtningecentret i Hwa Chow, kunne Gladys aldrig huske. Hun var helt omtåget, og der var tider, hvor hun næppe vidste, hvor hun var. Der var kun en ting, der betød noget for hende, og det gentog hun igen og igen.

»Jeg skal have børnene til Sian ... det er afslutningen på rejsen.« Endelig kom dagen. Nu skulle de ikke gå mere. Alt hvad de behøvede at gøre, var at myldre ind i toget, som langsomt bevægede sig over sletterne mod Sian. Gladys ærgrede sig hver gang, toget standsede, og når det fortsatte, sagde hun den samme sætning igen og igen. »Vi er der næsten. Rejsen er næsten forbi!«

Og til sidst var den forbi. Den gamle kinesiske by lå foran dem. Den lignede Yangcheng, den var blot meget større, med

høje mure, solide porte og utallige pagoder med grønne tage, der ragede op.  

I ugevis, lige siden de gik og sang for at holde modet oppe i Bjergene, havde Gladys lovet dem, at de skulle få lov at marchere ind i deres drømmes by, hvor man ville byde dem velkommen og tage sig af dem. De stillede op i deres sædvanlige orden med de små forrest og marcherede op mod byporten.

Gladys ville ikke tro sine egne øjne. Porten var ikke blot lukket, men spærret med bomme, og fra toppen råbte vagtmanden.

»Gå din vej, kvinde! Byen er lukket! Den er fyldt med flygtninge, og vi har ikke plads til flere! Gå din vej!«