Ud af Kina til sidst!  

Vagtmanden på muren fortalte sandheden. Byen var lukket for flygtninge. Men det betød ikke, at der ikke var noget håb for børnene. »Nyt Liv Bevægelsen«, som havde organiseret det flygtningearbejde madame Chiang KaiShek havde begyndt i Sian, havde arbejdere i alle byerne der omkring, og meget snart opdagede nogle af dem den elendige flok af grædende og trætte børn. Nogle få spørgsmål åbenbarede hvem de var, og hvor de kom fra. Gladys spurgte efter de børn, der var blevet sendt fra Tsehchow. »Åh, de er i sikkerhed i Fufeng alle sammen. Der vil I også snart være.«  

»Mener du, at vi ikke behøver at gå tilbage over bjergene?« spurgte en lille pige klagende.

»Nyt Liv«arbejderen smilede opmuntrende. »Hele vejen tilbage til Yangcheng. Nej, jeg tror ikke, I kan komme over floden igen nu! I skal bare en tur med et tog, så er I i Fufeng. Den by har ikke lukket portene for jer. Det kan jeg love jer.«

Det viste sig, at hun havde ret. På en dags tid var de alle i Fufeng, indkvarteret i templer, gårde og private hjem. De fik renvasket tøj i stedet for laser, deres fødder blev omhyggeligt badet og sårene forbundet. Der var mad nok til dem alle, selv om det ikke var den mad, de var vant til i deres egen provins på den anden side af Den gule Flød. Der var også i hundredvis af andre børn, selv om ingen af dem havde en så fantastisk historie at fortælle som Aiwaidehs støjende familie. Dagen lang gik børnene ud og ind i det hus, hvor Gladys boede, stillede spørgsmål, kom med nyheder og begejstret småsnak.

Men selv om dette for børnene var afslutningen på den lange og frygtelige rejse, var det anderledes for den lille kvinde, der havde bragt dem derhen. De var i sikkerhed nu, men hun følte sig pludselig udmattet, ensom og usikker på, hvad hun nu skulle gøre. Der var ingen beslutninger, der skulle tages, ingen farer, der skulle mødes. Selv om hun ikke ville indrømme det  

for sig selv, var Gladys ikke blot træt, men også syg. Det var udelukkende, fordi hun skulle bringe børnene i sikkerhed, at hun havde holdt ud så længe.  

Men så blev spørgsmålet om, hvad hun skulle gøre, pludselig løst. To jævne kinesiske kvinder, som holdt kristne møder i nogle få huse uden for bymuren, spurgte hende, om hun ville hjælpe dem med arbejdet. Gladys var taknemmelig for lejligheden til at gøre noget i stedet for bare at sidde og tænke på, hvor træt hun følte sig. Hun fulgtes med evangelisterne, nåede det første hus, og efter at de havde præsenteret hende, rejste hun sig op for at tale.

Hun åbnede munden, men kunne ikke få et ord frem. Et øjeblik stod hun og stirrede på den lille gruppe kvinder. Det så ud, som om de drejede rundt og rundt. Så blev alt sort, og hun faldt om på gulvet.

Det næste hun opfattede var, at hun var på et hospital. Længe vidste hun ikke, hvem hun var, eller hvor hun havde været. Det vidste lægerne og sygeplejerskerne heller ikke. Alt hvad de vidste, var, at hun var blevet bragt til hospitalet et amerikansk missionshospital ikke så langt fra Fufeng, hvor børnene var indkvarteret af en bonde med en oksekærre og efterladt i deres varetægt. I sin vildelse talte hun om Yangcheng, mandarinen, fængslet, bjergene og japanerne. Og altid om børnene »Mine børn« sagde hun, men for de lyttende sygeplejersker, der vågede over hende, lød det som om hun havde i snesevis af dem. Længe troede de, hun var kineser, for hun talte altid i Shansidialekten. Men til sidst begyndte hun at tale engelsk og talte om London.

Det varede meget længe, før hun begyndte at komme sig. Den lange, lange vandring over bjergene, hvor hun så ofte havde gået uden at få mad for at være sikker på, at børnene kunne få en smule, havde svækket hende forfærdeligt, og desuden var hun aldrig kommet sig, efter at de japanske soldater i Tsehchow havde slået hende. Men selv da hun blev så meget bedre, at hun var i stand til at bevæge sig rundt i hospitalet og hjælpe til med, hvad hun kunne, fortalte hun meget lidt om, hvad hun havde været igennem.

Da hun blev udskrevet fra hospitalet, var hun igen i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Hun havde ingen penge og ingen til at understøtte sig, for hun hørte ikke til noget missionsselskab. Hun havde levet i tro helt fra det øjeblik, hun forlod London for at rejse med den transsibiriske jernbane til Kina. Hun havde sat sig op mod Jeannie Lawson, mod mandarinen, mod landsbybefolkningen, mod japanerne.

Nu, da hun ikke havde mere at kæmpe imod og ikke nogen særlige farer at overvinde, følte hun, at det eneste, hun havde lyst til, var at rejse hjem. Hun syntes, det var mærkeligt at tale om »hjem«. Hun var blevet kinesisk statsborger for bedre at kunne dele kår med folket, så hun hørte ikke rigtig hjemme i England længere. Men under alle omstændigheder var England nu i krig, så selv om hun havde haft penge og det havde hun ikke ville det have Været umuligt at rejse over land eller over hav til det lille hus i Edmonton i det nordlige London. Det eneste, hun nu kunne gøre, var at hjælpe, hvor hun kunne.

»Vil du hjælpe os i flygtningearbejdet?« spurgte en af arbejderne i »Nyt Liv Bevægelsen«.

»Vil du lære os engelsk?« spurgte et par unge ærgerrige politimænd. »Hvis du kan undervise politiet, kan du vel også undervise os«, foreslog nogle af tjenestemændene i administrationen.

Hun sagde »ja«, efterhånden som det kom. Hvert job skaffede hende lidt penge at leve for. Hun havde stadig rigeligt med fritid, og så fortsatte hun med at forkynde. Da japanerne nærmede sig, blev hun drevet længere og længere mod vest.  

En dag hørte hun om en amerikansk missionsstation i det vestlige Szechuan, omtrent ved Tibets grænser, som havde et arbejde i gang mellem de tusinder af flygtninge nordfra. De søgte en evangelist, som kunne tale Shansi dialekterne. Gladys ansøgte om stillingen i et brev, som hun skrev på kinesisk. Hun fik stillingen, men glemte aldrig det udtryk af den dybeste forbavselse i den amerikanske missionærs ansigt, da hun traf ham; han havde ventet en kinesisk evangelist.

Her virkede hun et års tid, men nu opstod en ny fare. Der var i virkeligheden to kinesiske armeer, der kæmpede mod japanerne, og de ville begynde at bekæmpe hinanden, så snart japanerne var slået. Styrkerne under Chiang KaiShek var venligtsindede mod kristendommen og støttede missionærerne, deres skoler og sygehuse. Den anden gruppe var kommunister og var derfor modstandere mod alt, hvad der havde med kristendom at gøre. De hadede udlændinge, og særlig hadede de missionærerne.

Helt inde ved grænsen til Tibet var der en by, der hed Ching Fu, og her fandt Gladys til sidst sig selv arbejdende og missionerende. Her kæmpede kineserne mod hinanden, for japanerne var langt borte, og til sidst faldt byen i hænderne på kommunisterne.

Gladys var i en vanskelig situation. Hvis hun blev, ville hun blive fængslet måske endda skudt, men det var umuligt at flygte, for kommunisterne holdt hele området omkring Ching Fu. Juledag gik hun til kirken for at prædike for sidste gang, og da hun kom ind, modtog nogle unge kristne hende.

»Du må flygte så hurtigt, du kan. Kommunisterne ved, at du er her. Hvis de fanger dig, vil de slå dig ihjel.«

»Jeg må først holde gudstjenesten,« sagde hun. Det gjorde hun, og mens kommunistsoldaterne ledte efter hende, smuttede hun ud ad byporten. Da hun var klædt som kineser og talte som kineser, lignede hun dem så meget, at de ikke opdagede hende. Uden andet end en kurv og en Bibel drog hun endnu en gang over bjergene for at komme til Chungking. Herfra skulle det være muligt at sejle ned ad Yangtsekiang til kysten.

Det var ikke så let, som hun havde troet, at nå det nationalistiske hovedkvarter i Chungking, for hun måtte tage meget lidt benyttede stier over bjergene for at undgå kampene og de kommunistiske styrker. Og da hun nåede Chungking, blev hendes drømme om at nå kysten også knust.

»Sejle ned ad floden? Vi er bange for, at det er helt umuligt,« sagde hendes venner. »Der kæmpes hele vejen, så ingen vil så meget som tænke på at tage dig med.«

Gladys opdagede, at det kun var alt for sandt. Alle båd mænd nægtede at have noget med en hvid kristen missionær at gøre, hvor kinesisk hun end lød.

I stedet for at rejse, måtte hun endnu en gang bruge al sin tid på forkyndelse og samtale. Hun koncentrerede sig om unge og om studenter, som hun let blev venner med overalt, hvor hun kom.

Så en dag kom en ven og fortalte hende, at nu så det ud til, at hun endelig kunne komme ud til kysten.

»Har du fundet en båd, der vil tage mig med?«

Vennen smilede venligt. »Nej da, ingen kan sejle ned ad floden. Du skal flyve.«

Gladys så bestyrtet op. »Jeg? I en flyvemaskine? Jeg som aldrig i mit liv har fløjet. Jeg ville blive stiv af rædsel.« Så kom hun i tanker om et andet problem. »Billetten må være kæmpe dyr! Jeg har slet ikke råd til det.«

Hendes ven lænede sig frem og gav hende en konvolut. »Du behøver ikke at tænke på pengene. Her er billetten. Den er betalt! «

»Betalt? Af hvem?« Gladys kunne stadig ikke tro, at nogen ville betale så mange penge for at få hende fra Chungking ud til kysten.

»Af venner, som gerne vil hjælpe dig.« Til at begynde med var det det eneste svar, hun kunne få. Men til sidst kom sandheden frem. De unge, hun havde arbejdet iblandt, havde besluttet at hjælpe hende. For at kunne det, havde de solgt en del af deres tøj og deres sko, medens studenterne havde solgt af deres bøger.

Aiwaideh var elsket af ungdom, hvor hun kom.

Da hun til sidst kom til lufthavnen for at gå om bord i maskinen, var der kun to af de unge, der fulgte hende. De var de eneste, der kunne gå så langt. De andre havde ingen sko at gå i.

Men Shanghai var stadig meget langt fra England. Og det var en ting at have venner, der betalte billetten fra Chungking til Shanghai, men noget helt andet at få penge til rejsen fra Shanghai til London. Og så kom hjælpen alligevel på en helt uventet måde.  

Hun stod en dag og talte med en gruppe amerikanere, da en kvinde fra Shansi gik forbi, og Gladys, der kendte hendes særlige Shansi dragt, talte til hende på hendes eget sprog. Amerikanerne så forbavset på hende.

»Kender du Shansiprovinsen?« Gladys nikkede og smilede ad deres næste spørgsmål.

»Der var en lille kvindelig missionær deroppe. Hun bragte hundrede børn tværs gennem bjergene og i sikkerhed i Fufeng. Hun blev kaldt Aiwaideh, men De har vel aldrig truffet hende?«

»Det var mig,« sagde hun stilfærdigt.

Amerikanerne stirrede forbløffet på hende. »Ja, men madame, De ser ikke stærk nok ud til at kunne klatre i bjerge, for ikke at tale om alt det, man siger, De gjorde. Hvor længe har De været i Kina«?

»Sytten år.«

»Det er jo en halv menneskealder! Har De aldrig haft lyst til at komme hjem?«

»Kina er mit hjem nu, antager jeg. Men jeg er ikke sikker på, hvad der vil ske mig, hvis kommunisterne får magten, selv om jeg nu er kinesisk statsborger.« Hun nikkede tankefuldt. »Men det ville være dejligt at se England igen, og jeg ville være glad for at møde min familie igen.« Hendes ansigt lyste lidt op, og hun sagde frejdigt. »Men hvad nytter det at tale om det? Jeg har ingen penge. Jeg har aldrig haft nogen, og får nok heller aldrig nogen.«

Det var mødet med kvinden fra Shansi, der satte skred i tingene. Gladys havde ikke selv nogen penge, og hun ville ikke drømme om at bede om noget til sig selv. Men amerikanerne havde penge i form af en fond, som egentlig var oprettet for at sende tyske missionærer og andre flygtninge hjem til deres eget land. Tyskerne var nu sendt hjem, men der var penge til overs.

»Vi kunne vel sende en anden hjem, kunne vi ikke?« spurgte amerikaneren sin kone. »Også selv om hun ikke er flygtning og ikke ønsker at komme til Tyskland.«

Sådan gik det til, at Gladys tre år efter, at hun havde mødt amerikanerne, kunne gå om bord i en anden flyver, denne gang for at flyve til England. I 1950 kom Aiwaideh tilbage til sit gamle hjem i Edmonton. Hun var klædt i en kjole, der for længst var gået af mode, og så, så lille og ubetydelig ud, at hendes forældre, der var på stationen for at hente hende, forgæves spadserede op og ned ad perronen og ledte efter hende. Ikke før stationsmesteren gennem højtaleren bad dem, der var kommet for at hente Gladys Aylward fra Kina om at komme til kontoret, forstod de, at den lille kinesiske kvinde, som stod der med en kinesisk Bibel under armen og med en helt utrolig blanding af bylter og kufferter, var deres datter. Og Gladys på sin side så forundret på den kvikke, gamle dame, der kom stormende imod hende var det virkelig hendes mor?

Da havde hun været i Kina i tyve år.